Annonce
Debat

Debat: Eksperimentet med vores børn

Annonce

Læserbrev: Man fristes til at spørge, om det er TV2-udsendelsen sendt i starten af november, som er et eksperiment, eller om det helt store og ukontrollerbare eksperiment i virkeligheden er det barneliv, vi igennem en årrække har budt vores børn.

Vi ser resultatet allerede i dag i vores folkeskoler, hvor flere og flere børn savner de kompetencer, der skal til for at følge undervisningen - uanset om det kræver, at de skal sidde stille, skal vente på tur, skal give plads til hinanden, skal arbejde i grupper eller skal kunne indgå i andre situationer, hvor der er behov for at kunne udvise empati, tolerance, tålmodighed og overbærenheden.

Kort sagt ser vi desværre, at et voksende antal børn og unge savner flere af de færdigheder, der skal til for at indgå i sociale og samarbejdsmæssige relationer som livsduelige mennesker. Endnu værre er det, at visheden om, at man er god nok, og glæden ved at være til hos mange af de samme børn og unge kan ligge på et meget lille sted.

TV2-udsendelsen sætter billeder på det, vi som fagpersonale har forsøgt at påpege igennem en årrække og beskriver de tydelige følger af den alt for begrænsede udviklende kontakt mellem barn og voksen som en udfordring, vi vil få i fremtiden. Det er at stikke blår i øjnene på os selv. Udfordringen er der nu - både i vores folkeskoler og i vores daginstitutioner.

For os er der ingen tvivl: De mange ensomme børn og unge, de mange unge med alt for lavt selvværd, stresssymptomer og ondt i livet og de mange unge, som falder ud af uddannelser og arbejdsmarked er resultatet af de seneste 30 års besparelser på normeringerne i vores daginstitutioner og skolefritidsordninger.

Styrkede pædagogiske læreplaner og indretning af ambitiøse læringsmiljøer er fuldstændig uden betydning, hvis den udviklende kontakt mellem børn og voksne ikke er til stede.

Vi kræver forsvarlige normeringer - vi har ikke råd til andet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Uheld i nødspor på Fynske Motorvej

Annonce