Annonce
Svendborg

Debat: Efter 13 år kommer der endelig lidt fokus på landområderne - men Svendborg skal gøre det meget bedre

Rasmus Feldingbjerg Drabe (SF). Foto: Finn Eriksen
Annonce

Læserbrev: Det er dejligt at der endelig, 13 år efter kommunalreformen, kommer lidt fokus på landområderne i Svendborg Kommune. Vi skal dog passe på ikke at lade os forblænde.

De penge, der pt er afsat til udvikling af landområderne er et godt og rigtigt skridt på vejen. Noget som SF har kæmpet for i mange år, men det er også kun det - et skridt på vejen.

En meget stor del af Svendborg Kommunes befolkning bor uden for Svendborg by, og selvom borgmesteren klart har tilkendegjort, at det er byen, der skal prioriteres i denne periode, så vedbliver vi i SF at presse på for, at landområderne får den opmærksomhed og den prioritering, de retteligt fortjener.

Som tingene er skruet sammen nu, er der lagt op til, at de mest ressourcestærke borgere og altså de lokalområder med flest ressourcestærke borgere har en lettere adgang til pengene - projektbeskrivelser og ansøgninger laves ikke på en time.

I andre kommuner har man embedsmænd direkte tilknyttet lokalområdeudvikling, man lader det ikke være op til borgerne alene at skabe udvikling, men understøtter puljerne med politisk vægt, politiske initiativer og fokuseret og prioriteret forvaltningsarbejde. Med de begrænsede midler, der er til rådighed, bliver det altså lige nu en konkurrence mellem vores flotte og dejlige lokalområder. Det er ikke værdigt for en kommune som Svendborg.

Puljepenge er gode og åbner for spændende muligheder, men de gør det samtidig tydeligt, at der sker en underprioritering af landområdernes udvikling, når de står alene.

Hvad nytter en potentialeplan til 200.000, hvis politikerne samtidig lukker den lokale skole? Hvad nytter den nye puljebetalte sauna, hvis veje og manglende cykelstier gør det livsfarligt at færdes i lokalområdet?

Disse puljer må ikke blive et holdkæftbolsje til landområderne, men bør inspirere politikerne til at tage yderligere ansvar for HELE kommunen og HELE fællesskabet. Ligesom de bør inspirere lokalområderne til at kræve deres ret, som en ligeværdig og vigtig del af Svendborg Kommunes fællesskab.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Langeland For abonnenter

Ny formand for elforsyning: - Vi har ikke været gode nok til at undersøge mulighederne

Annonce