Annonce
Læserbrev

Debat: Drop perfektionismen og tag ansvar for stress

Læserbrev: Debatten om stress fylder meget. Her er det vigtigt at huske, at arbejde ikke gør syg. Selv om muntre typer som Jacob Haugaard har turneret med sætningen om, ”hvis arbejde er sundt så giv det til de syge!”, så er det et ubestrideligt faktum, at danskerne på arbejdsmarkedet generelt har et langt bedre helbred end dem udenfor. For selvfølgelig er det godt at have noget meningsfyldt at give sig til. At gå på arbejde hver dag og beskæftige sig med noget, man kan lide. At bidrage med det, man nu engang er god til.

Vi taler om stress og forsøger at skelne mellem at have almindelig travlt og at være presset på den usunde måde. Vi vil gerne have det godt og samtidig yde vores bedste – både på arbejdspladsen og privat, både som ledere og som medarbejdere. Vi vil gerne udnytte alle vores muligheder og samtidig være noget godt for vores nærmeste og for os selv. Og nogle gange vil vi bare alt for meget. Vi mistrives for længe, eller vi får ikke restitueret, og vores energibæger bliver tømt. Vi får stress.

Det er meget forskelligt, hvad der stresser os, ligesom det også er forskelligt, hvordan vi hver især bedst forebygger stress og takler opstået stress. Livet kan byde os på forhindringer, vi ikke selv har bedt om. Men så langt det overhovedet er muligt, har vi hver især et ansvar for vores mentale sundhed. Og når virksomhed, leder og medarbejder tager et fælles ansvar for stress, så har vi mulighed for at bryde mønsteret.

Medarbejdere, der trives performer bedre og gevinsten ved at sætte fokus på forebyggelse af stress, skaber arbejdsglæde og en bedre bundlinje. Jeg er ofte blevet spurgt om fokus på stress – og en stresspolitik, ikke er med til at gøre medarbejderne endnu mere stressede. Men nej tværtimod. En formuleret stresspolitik hjælper til at skelne mellem, hvad der er stress og almindelig travlhed - ligesom en formuleret stresspolitik giver lederne de nødvendige værktøjer. Politikken er derfor et redskab for både ledelse og medarbejdere, som bliver klar over deres handlemuligheder, og hvad der forventes af dem.

Det kan være svært som leder at vide, om en medarbejder er stresset. Medarbejderen har selv et ansvar for at komme til lederen, men lederen har ansvaret for at tage fat i ændret adfærd. Uanset om det er flere fejl i leverancerne, forringet kvalitet, manglende overblik, mere tavshed, aggression eller noget helt andet, så skal dialogen tages og medarbejderen hjælpes til prioritering, når det er nødvendigt.

På den brede bane har lederen ansvaret for at forebygge stress ved at skabe trivsel, samarbejde, tillid, motivation, mening og sammenhæng. For at vise interesse, omsorg og opmærksomhed. At afstemme krav og forventninger gennem åben dialog.

Hver især har vi ansvaret for at lytte og reagere på stress-signalerne. At tage fat i vores leder, hvis der er behov for justeringer. Vi må alle leve efter, at ingen er perfekt og bede om hjælp, når det er nødvendigt. Vi skal passe på ikke at køre os selv for hårdt. Vi er kun mennesker, og vi magter ikke alting hele tiden. Den erkendelse kan være svær, men den er dybt nødvendig. Vi skal vælge til og fra, inden vi overbooker kalenderen samtlige weekender. Og vi skal passe på vores hjerner, for hjernen brænder ud, hvis den ikke får ro fra tankerne om arbejde, planlægning og bekymringer. Vi skal tage vores motivation alvorligt. Finde ud af hvad der er altafgørende for vores motivation i arbejdslivet og tage ansvar for at gå efter det. Vi skal tag stress alvorligt og foretage de nødvendige skridt.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Øjnene der ser

Det sete afhænger af øjnene, der ser, lyder et gammelt ordsprog. Nyere kommunikationsteorier udtrykker det således: Modtageren, ikke afsenderen, bestemmer, hvad vedkommende får ud af det, der kommunikeres. Det blev jeg mindet om i forbindelse med vores børnekulturfestival i uge 42. Den sidste dag i en uge fyldt med kulturtilbud havde vi et stort arrangement i samarbejde med BioLangeland. Mange vil vide, at vores lokale biograf er et af flere frivillige flagskibe her på Langeland. Hver eneste dag arbejder de frivillige med at give os kulturtilbud som i de største byer. For nyligt blev filmen Le Mans 66 vist, og et større selskab var samlet for at se den. Heraf en del udenøs, som udtrykte stor overraskelse over, at Langeland havde sådan en flot biograf med super lydanlæg og de nyeste digitale muligheder - og nye, behagelige sæder. Jeg skal ikke kunne sige, om de havde forventet en smalfilmsagtig oplevelse i et nedslidt lokale. De blev i hvert fald glædeligt overrasket. Jeg blev også glædeligt overrasket, da TV2/Fyn kontaktede os for at fortælle, at de ville komme og filme den fredag. Det er ingen hemmelighed, at det er vi ikke forvænte med. Fokus var på de frivillige, men det var jo heller ikke noget problem, jævnfør ovenstående. Jeg skyndte mig ned for at tale med dem. For at gøre en lang historie kort talte de lige med mig, men kørte igen. Vores historie havde ikke den rigtige vinkel. Med andre ord: Det var ikke interessant at filme de mange børn og unge, der havde en super dag i biografen, de frivillige var ikke den rigtige slags frivillige, der passede lige ind i indslaget, og de havde faktisk heller ikke hørt om Børnekulturfestivalen. Vi har sendt pressemateriale af sted om festivalen, vi har holdt den siden 2002, og den er kendt udenfor Langelands grænser - men åbenbart ikke i Odense, hvis fokus hvert år (med god grund) er på Harry Potter/Magiske Dage. Jeg bad om at blive ringet op - det blev jeg ikke, så 13 dage efter måtte jeg selv kontakte redaktionen. Det blev jeg ikke meget klogere af, men forsøgte at forklare, at vi også skulle føle os set, og at det alt for tit blev til at åbne nærmeste dør, spørge dem man kender i forvejen og så bringe det nemmeste. Og her kommer overskriften til sin ret: Det afhænger af øjnene der ser. Det er en del af en kedelig tendens, hvor en problematik som de mange arbejdsløse akademikere i København ifølge Berlingske finder sin løsning ved, at en ung akademiker vælger næsten frivilligt at søge helt til Ishøj for at få drømmejobbet. Berlingske var behørigt imponerede. Dén synsvinkel er så meget set fra Rådhuspladsen, når det kan bringes som en sensation, at en arbejdsløs akademiker finder ud af at tage til Ishøj, 30 minutter fra centrum med S-tog. Så hvis Fyns Amts Avis forsvinder, forsvinder vi helt fra mediernes virkelighedsopfattelse.

Annonce