Annonce
Læserbrev

Debat: Det ligger i ærøboernes gener at drille

Læserbrev: Som en bowlingkugle kom Gitte ind fra sidelinjen, lavede en strike og vi ”gamle mænd” væltede rundt i et spil kegler.

Et friskt pust, flot entré, Gitte og velkommen på banen.

At drille og kalde ting samt hinanden for øgenavne er ikke noget, min generation har opfundet, det ligger i ærøboernes gener. Se bare på traditionerne omkring helligtrekonger og fastelavn. Som tilflytter uden tidligere tilknytning til Ærø kan det måske en gang imellem virke voldsomt, men et læserbrev uden kant bliver i min verden kønsløst.

Stikker man næsen frem, må man også tage de tæsk, der kommer, og med hensyn til øgenavne har jeg da personligt fået et par nye føjet til hen over nytåret, men det lader til at være det hele værd, for siden mine julesange i avisen har jeg ikke set nævneværdig markedsføring fra Rudkøbing.

"Bykonge" har jeg nu også fået påduttet, og lige bortset fra det sjove i, at tre voksne mænd står og bukker for mig på vej ind til bageren, er det i negativ mening jo også et øgenavn, ikke også Gitte!

På andre øer uddeler man skam også øgenavne, for eksempel opfandt man på Strynø ”Marstals færgemafia”, da en flok marstallere prøvede at stjæle deres færge.

Man kan vælge og blive ked af det ligesom Gitte, man kan vælge og lukke øjnene ligesom flertallet, eller man kan give Marstal budskabet om, at mafiaens kontrol over byen, altså koster på bundlinjen.

Noget, der gør mig ked af det, Gitte, er, når selv samme mafia chikanerer dem som Finn Galatius kalder ”det beskidte dusin” samt deres nærmeste. Sidste år blev 2 museumsinspektører også lige udraderet. Er der nogen der har fantasi til at forestille sig, hvordan det ville gå Weiss og Heide, hvis de havde stemt imod mafiaens ”anbefaling” med hensyn til billettering!

Sluttelig vil jeg gerne tilføje, at ironi og sarkasme næsten ikke forekommer i dette indlæg, jeg har ingen følgere (udover de 3 ved bageren), tronfølgerne bor ikke på øen, og i modsætning til Ærøs selvudnævnte dronning behøver jeg ikke konstant at kommentere alt på Facebook for at pleje mit ego.

Annonce
Per Kristensen. Arkivfoto: Anders C. Østerby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min Mening: Tag en social pause

Jeg har her i februar gjort noget vigtigt for mit mentale velbefindende: Taget en lang pause fra mit, og alle andre danskeres, foretrukne sociale medie – Facebook. Måske ikke noget stort spring for menneskeheden, og jeg kan nok ikke sælge filmrettighederne for nogen stor sum, men for mig en frisættende begivenhed, i al dens maskinstormer-agtige banalitet. Jeg har været en del af produktet, Facebook sælger siden 2008, og jeg har – med nogen skam og undren at melde – i perioder brugt langt mere tid på fænomenet, end jeg bryder mig om at tænke på. Ikke at jeg bør føle nogen form for skam. For reklamemediet Facebook er jo netop designet til, at dets brugere SKAL spendere tid på det, og det helst i stride strømme. Snedig adfærdspsykologi indgår i Facebooks berømte algoritmer, der alene handler om at holde brugerne fast. Få dem til at ”engagere sig”, som det hedder på socialt mediesprog. Nu tror jeg heldigvis på personligt ansvar, så jeg foretrækker at se mig selv som bruger af Facebook. Ellers var ”offer for” måske en mere nærliggende betegnelse. Netop tidsforbruget, kombineret med stadigt mindre relevant indhold gjorde udslaget. Algoritmen er så viseligt indrettet, at den altid vil servere mere af det, den opdager, at man kan lide. Klik på kattevideoer fører til flere kattevideoer. Og har man, som jeg, en tendens til mest at klikke på nyhedsstof, fyldes ens feed ubønhørligt af alskens skræk og rædsel: Klimakriser, flygtningekriser, finansielle kriser, vold, trafikdrab – you name it. Og det i mængder, der hurtigt kan gøre selv den mest robuste sjæl ked af det. Man bliver med andre ord stopfodret med negative historier og ender nemt med at tro, at verden vitterligt ser ud, som ens Facebook-feed beskriver den. Og man glemmer at lægge mærke til alt det gode, smukke og meningsfyldte, den virkelige verden omgiver os med. Ideen var ellers god. Facebook startede som et bud på at forbinde alle med alle andre. Venner, familier, kollegaer kunne uafhængigt af tid og rum holde forbindelsen, let og uforpligtende. Men som med alt andet på nettet fulgte den ekstreme kommercialisering lige i hælene på den fine ide. Og over årene er Facebook endt som en noget skandaliseret, multi-milliard, global reklamemastodont. Adskillige historier om kriminel håndtering af brugerdata, påvirkning af demokratiske valg, skatteunddragelse, senatshøringer og EU-undersøgelser flyder tæt i mediets kølvand. Og så er der det med indholdet. Facebook er stort set ukurateret, og hvem som helst kan påstå hvad som helst. Helt omkostningsfrit. Man kan endda blokere sine kritikere, så den version af virkeligheden, man ønsker at forkynde, står helt uimodsagt og skarpt. Med andre ord er Facebook et perfekt redskab til spredning af fake news, alle hånde konspirationsteorier og underlødige politiske holdninger. Et faktum mediet gennem årene ikke har haft den store lyst til at anerkende. Facebook har indtil videre vendt håndfladerne opad og nægtet at tage ansvar for det indhold, dets brugere lægger op. Tiderne skifter, og vi ser nu vage forsøg på at fjerne indhold i strid med ”fællesskabets” – altså Facebooks egne – regler. Men det er for lidt og for sent. Vi er langt væk fra det sociale udgangspunkt, og tilbage er reklamer, ligegyldighed, og alt for lidt af det personlige indhold, man engang loggede på for at se, like og dele. At vinke farvel til Facebook er på den baggrund nærliggende, men hvad sætter man i stedet for? Gode bud er historier, fordybelse og eftertanke leveret i form af litteratur, der efter sigende gør en til et mere empatisk menneske. Andre bud findes naturligvis. Hovedsagen er, at man tager kontrollen tilbage og retter sin tid og opmærksomhed mod verden omkring os.

Annonce