Annonce
Langeland

Debat: Der er opstået en kultur af selvtilstrækkelighed hos kommunen

Reaktion på Erik Frodelunds indlæg i Øboen d. 11/6 2019 “Pas på med folkeregisteradresse på Langeland”.

Da jeg læste Erik Frodelunds indlæg, blev jeg lidt trist til mode, Jeg genkendte oplevelsen af, at det for Langeland Kommune mere drejer sig om, at spare end det at hjælpe borgerne, når man har fået et livslangt handikap/funktionsnedsættelse.

I mit tilfælde, blev jeg i foråret 2016 lårbensamputeret. Da jeg skulle udskrives fra sygehuset, var der ingen fra Langeland Kommune som henvendte sig til mig, loven foreskriver, at der skal være møde med patienten, pårørende, sygehuset og rehabiliteringspersonale. Dette møde blev ikke afholdt, i stedet for konstaterede en ergoterapeut ved et besøg i vores hjem mindre end en uge før udskrivelse, at vores hjem ikke var egnet til kørestol. Derfor blev jeg henvist til udskrivelse til plejehjem (skulle forudbetale kostpenge for 4 uger). Sygehuset anbefalede udskrivelse til eget hjem.

Kommunens begrundelse for deres beslutning var at døren til badeværelset var for smal til kørestol, og man var ikke indstillet på at skifte døren, og etablere rampe så en kørestol kunne køre ud af huset. Efter store protester fra min hustru og mig, blev jeg dog udskrevet til eget hjem, men vi måtte selv skifte døren til badeværelset, kommunens tilbud var en toiletstol som så måtte stå i stuen. Og kun efter store protester lånte vi en rampe så jeg kunne komme ud af huset.

Man skulle nu tro at trængslerne med kommunen var slut, men det viste sig, at de først var begyndt. Da jeg blev proteseklar anbefalede bandagist og sygehusets rehabiliteringsafdeling en bestemt type protese, så jeg efter optræning ville være i stand til at genoptage en stor del af de aktiviteter jeg i forvejen var optaget af. Kommunen var i midler tid ikke indstillet på at bevilge den anbefalede protese, men en forældet type, som ville begrænse min bevægelsesmuligheder meget væsentlig kunne jeg da godt få. Det er mit indtryk, at kommunen under hele sagsbehandlingen, kørte en udmattelsestaktik, ved at jeg hver gang jeg var i kontakt med afdelingen fik at vide, at jeg kunne blive proteseforsynet med det samme, jeg skulle bare acceptere den forældede protese. Argumentet for beslutningen var, at jeg ikke havde behov for arbejdsevne, da jeg var pensionist, yderligere lod man mig vide, at jeg ikke kunne forvente en bedre model end den tilbudte.

Først efter 3 måneder, advokatbistand og et personligt brev til borgmesteren hvor jeg redegjorde for behovet for den anbefalede protese, skete der noget, borgmesteren bad afdelinger om igen at se på sagen, og afdelingen kunne i løbet af 3 timer genbehandle ansøgningen og give bevillingen. Så når Marianne Nystrøm Larsen påstår, at man lytter til borgerne, har jeg en hel anden oplevelse: Nemlig at der er opstået en kultur af selvtilstrækkelighed i forvaltningen, man har for eksempel besluttet, at hjælpemidler som koster under 500 kr. skal borgeren selv betale, et eksempel, slangen til min kørestol revnede imellem jul og nytår. Det kunne kommunen ikke hjælpe med, og henviste til en cykelsmed, problemet er bare, at målene på en sådan slange ikke findes til cykler.

Jeg er bevidst om, at det er en stor økonomisk udfordring for kommunen med den demografiske befolkningssammensætning, der er, på vores smukke ø, men det er en udfordring som man må påtage sig. Det skal siges at der efterfølgende ikke har været problemer i forhold til forvaltningen

Svar fra Marianne Larsen, centerchef, Aktiv hele livet, Langeland Kommune

Vi vil gerne i dialog, så misforståelser kan undgås.

Jeg kan kun beklage, at Anders Korsgaard Andersen har oplevet manglende samarbejde ved udskrivelse fra sygehuset og vejledning i forhold til muligheder for boligændringer samt hjælpemidler.

Langeland Kommune indgår gerne i dialog med borgere i forhold til den konkrete sagsbehandling, rådgivning og vejledning og modtager gerne forslag til kvalitetsforbedringer. Men af juridiske og etiske grunde diskuterer vi ikke konkrete forløb i medierne.

Generelt kan jeg sige, at kommunen arbejder efter gældende lovgivning, hvor de overordnede og bærende principper er, at al form for hjælp tildeles og udmåles ud fra en individuel og konkret faglig vurdering og i et tæt samarbejde mellem sygehus, almen praksis og kommunens fagfolk på området.

Jeg er ikke bekendt med et lovmæssigt møde ved udskrivelser, som bliver afholdt med borger, pårørende, sygehuset og rehabiliteringspersonale. Kommunen har en samarbejdsaftale (SAM:BO) med sygehuset, hvor instanserne sikrer en god udskrivelse fra sygehuset til borgerens eget hjem. I denne aftale er det muligt at afholde udvidet koordinering, hvor alle parter deltager, hvis dette skønnes nødvendigt af sygehuset eller kommunen. Udvidet koordinering afholdes ofte ved komplekse borgerforløb, hvor der er behov for en større koordinering i forhold til planlægning af hjælpeforanstaltninger til at borgeren skal hjem.

Kommunens udskrivelseskoordinatorer er i løbende dialog med sygehuset ved en udskrivelse. Er borgeren ikke kendt i vores system, bliver der ofte sendt en fysio- eller ergoterapeut ud til borgerens hjem til en vurdering af boligens forhold samt behov for hjælpemidler. Dette for at få en helhedsvurdering i forhold til, hvilke muligheder der er for, at en borger kan komme hjem i egen bolig. I vurdering tages der også højde for arbejdsmiljøet for kommunens ansatte. Er forholdene ikke optimale tilbydes gæsteophold på kommunens plejecenter. Normalt betales der først efter endt ophold.

Boligændringer og hjælpemidler tildeles ud fra borgerens fagligt vurderede behov. Lovgivningen på det kommunale område forudsætter her, at behovet for boligændringer og hjælpemidler er varigt - altså at borgeren har opnået det forventelige funktionsniveau.

Når der er tale om et varigt behov, afdækkes borgerens behov for hjælpemidler, herunder også protese. Hjælpemidlerne bevilges ud fra bedst egnet hjælpemiddel – her vil der ikke altid være overensstemmelse med, hvad borgeren og kommunen mener, der er bedst egnet. I sådanne sager er det altid muligt at klage over kommunens afgørelser til Ankestyrelsen.

I forbindelse med udskiftning af slange til kørestol forholder Langeland Kommune sig til lovgivningen. I bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter Serviceloven står der i forhold til reparationer og udskiftning: ”Der ydes hjælp til udskiftning af dæk og slange til kørestole, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning. Ansøgeren betaler selv udgifterne til den første årlige udskiftning”. Jeg beklager, hvis der ikke er sket en vejledning i forhold til bevilling af kørestolen.

Langeland Kommune vil atter opfordre til at gå i dialog med en af de kommunale medarbejdere, man har den direkte kontakt med. Hvis dette ikke opleves som tilstrækkeligt, vil jeg opfordre til at kontakte ledelsen på området.

Annonce
Døren til badeværelset måtte skiftes, da Anders Korsgaard Andersen kom hjem i kørestol, som var for bred. "Kommunens tilbud var en toiletstol, som så måtte stå i stuen," skriver han. Foto: Colourbox
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Fyns Amts Avis mener: God langelandsk reaktion på ministeropråb

Den digitale infrastruktur har nogle steder på Langeland mindet lidt om en dårligt holdt grusvej, men nu kan bedre tider være på vej. Der er i hvert fald grund til at rose langelænderne for at gå helhjertet til værks i forsøget på at få del i bredbåndspuljen denne gang. En håndfuld projekter er med i ansøgerfeltet, og så kan vi kun krydse fingre for, at så mange langelandske projekter som muligt finder nåde for de kritiske blikke i Energistyrelsen, når de sidste 98 millioner kroner i bredbåndspuljen fordeles i december. Der er ingen tvivl om, at pengene vil kunne gøre en stor forskel på øen. Formuleringen bedre sent end aldrig passer meget godt til de langelandske ansøgninger. Tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har gæstet Langeland, mens han stadig var minister, og dengang opfordrede han langelænderne til at gå langt mere offensivt til værks i kampen om få forbedret bredbåndsforbindelsen på øen. Dengang var det nemlig småt med ansøgninger til puljen, der nåede frem til Energistyrelsen. Kritikken lød blandt andet på, at hele ansøgningsprocessen var snørklet og kompliceret. Responsen var da også positiv. Der blev udvekslet informationer og råd til, hvilken vej langelænderne skulle gå for at slippe gennem nåleøjet, og nu kan vi se resultatet af det. Langt flere ansøgninger til bredbåndspuljen er nu på vej. Puljen bidrager til, at de lidt tyndt befolkede områder sakker mindre agterud på den digitale front. Og det betyder jo ikke kun, at Netflix kører bedre, at vi kan læse og sende emails og ungerne kan spille online. Det sker såmænd også, men næsten endnu vigtigere er det, at erhvervslivet vil blive styrket, hvis det lykkes at hale nogle bredbåndsmillioner til Langeland. Det er afgørende for udviklingen af et hvilket som helst område, og derfor naturligvis også Langeland. Det er svært at lokke virksomheder til digitale ørkener, og endnu sværere at drive dem der. Så galt er det naturligvis ikke alle steder på Langeland, men der er god plads til forbedringer på dele af øen. Derfor er det også ærgerligt, at den nye regering ikke agter at videreføre puljen. Det er en klar svækkelse af indsatsen for at bringe Danmark i balance. Det er selvfølgelig heller ikke regeringens motto, men den må have en klar interesse i, at hele landet bidrager til fremdriften. Håbet må på den baggrund også være, at når regeringen nu som lovet evaluerer udkommet af bredbåndspuljen, så bliver konklusionen, at det er en god idé at sparke nogle millioner ud til de områder, der trænger til en opgradering af den digitale infrastruktur.

Faaborg-Midtfyn

Dommer fra arkitektkonkurrence står fast i forsvar af omstridt faaborg-bygning: Helios pirrer mine sanser

Annonce