Annonce
Langeland

Debat: De mange krydsede fingre

Lenna Vogn Petersen håber, at bestyrelsen for Tullebølle Brugs tager positivt imod det nye bud, der er afgivet på butiksejendommen i Spodsbjerg. - Vi har brug for at samle kræfterne om en fælles styrkelse af Langeland, skriver hun. Arkivfoto: Ole Grube.

Debat: Jeg er sikker på, vi er mange, der ligesom David L. Bernicken (FAA 14. april) krydser fingre for, at købmandsprojektet i Spodsbjerg lykkes. Som DLB så rigtig skriver, er der meget på spil. I virkeligheden er det at få handlet jo det mindste - indkøbsmuligheder er der nok af. Alle os, der kommer til vores sommerhuse, holder bare ind i Vindeby eller køber ind hjemmefra.

Den virkelige udfordring ligger et helt andet sted. Med et Spodsbjerg uden indkøbsmulighed mister både lystbådehavn og campingplads attraktivitet. Vi ser det allerede. Turister der trykker næserne flade mod ruderne og undrende kigger ind i de tomme butikslokaler ved den tidligere brugs.

Så sent som i påsken stødte jeg på en ung familie. De var efter et halvt år rundt i Danmark i autocamper landet i Spodsbjerg. Nu ville de finde et sted, hvor de kunne købe noget brød. Jeg måtte skuffe dem og fortalte så om det lokale initiativ med at etablere en købmand. En butik, vi er mange, der har givet tilsagn om at støtte økonomisk. Paradoksalt nok stod vi netop på parkeringspladsen ved den nedlagte brugs.

Annonce


Dermed er vi fremme ved problemets kerne. Butiks-lukningen rammer ikke kun Spodsbjerg, den rammer hele Langeland.


Jeg tvivler på, at familien kommer igen. De fortæller nok heller ikke den gode historie om øen, eller anbefaler stedet til familie og venner. Dermed er vi fremme ved problemets kerne. Butikslukningen rammer ikke kun Spodsbjerg, den rammer hele Langeland.

Langeland oplever lige nu et stigende hussalg og en positiv udvikling i tilflytningen. Hvis det potentiale skal udnyttes, skal sammenhængskraften på øen bevares. Bæredygtighed i hverdagen – miljømæssigt, socialt og økonomisk – et gennemgående tema i kommunens bosætnings- og tiltrækningspolitik 2021-2024, kræver driftige og stærke lokalsamfund. Fra den nordligste spids i Hou til den sydligste i Bagenkop, fra Rudkøbing i vest til Spodsbjerg mod øst.

Jeg er med på, at vi i Spodsbjerg på mange måder ligger, som vi har redt. Jeg kan sagtens forstå, hvis bestyrelsen for Tullebølle Brugs ikke synes, de skylder os noget. En forudsætning for, at der kan drives dagligvarebutik, er jo, at vi lokale bakker op. Det nytter ikke, at vi farer til Rudkøbing for at spare en 5’er. Ingen kan leve af at sælge en enkelt pose grillkul, der skal flere varer i kurven, hvis det skal løbe rundt.

Alligevel håber jeg, at bestyrelsen for Tullebølle Brugs tager positivt imod det nye bud, der er afgivet på butiksejendommen i Spodsbjerg. Vi har brug for at samle kræfterne om en fælles styrkelse af Langeland, brug for sammen at skabe en attraktiv base for bosætning og turisme. Konjunkturerne er med os, derfor skal der ”rykkes på det nu”, som Jane Jegind, Langelands Kommune, udtaler i FAA 20. april.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Klar til at finde den store kædesav frem: Venstre vil fjerne øverste etage fra Rubberton-byggeri

Annonce