Annonce
Læserbrev

Debat: De fantastiske frivillige

Annonce

Læserbrev: På Sydfyn blomstrer empatien blandt de mange frivillige, der gør en indsats for andre mennesker. Det er dejligt at mærke, at mange har overskud og ønsker at gøre en forskel for andre, og især svage og udsatte her på vores skønne egn. Det være sig de mange i Frivillighuset i Havnegade, eller andre målrettede frivillige, som støtter op omkring sociale, kulturelle eller sportslige tiltag. Bravo og stor respekt for det.

I sidste uge havde jeg en dags frivilligt arbejde hos de søde mennesker ved Blomstercaféen på Glarmestervej i østre bydel. De driver et lille spisested, hvor der laves mad til udbringning, eller man kan spise det i den hyggelige cafe.

Cirka 40 frivillige fantastiske mennesker er på skift tilknyttet cafeen, og de starter tidligt på dagen med at anrette dagens friske måltid, som skal være klar til udbringning før middag. Der er opgaver som madlavning, kassetjans, opvask og rengøring samt udbringning på programmet.

Folk i alle aldre kigger ind og får en kop kaffe og en snak, før middagsmaden indtages. Man skal ikke forklejne det vigtige i den daglige sociale kontakt og samværets menneskelige værdi. Det giver indhold i livet, og så kan man lige se hinanden i øjnene og sikre hinanden om, at alt er godt. Den sociale del af cafeen er ligeså vigtig som maden og kaffen. Det giver indhold i dagen og er langt at foretrække fremfor, at nogen skulle sidde alene hjemme bag nedrullede gardiner, og med begrænset kontakt til andre mennesker.

Jeg tog en tur med ”Ove Elektriker” ud med mad til dem, som ikke havde mulighed for at møde op. Den friske varme mad leveres, og det er tydeligt at se, at brugerne kender Ove godt. Hans besøg var ventet og værdsat. Vi får en lille hyggesnak. En lille, men en vigtig snak, om livet, helbredet, og vi forsikrer hinanden om, at man er ved godt mod. Glædeligt og rørende at opleve den gensidige glæde og værdi omkring samværet, selvom det er kort tid.

Dog var det for mig lidt rystende at opleve, at min gode gamle skolelærer ”Barberosse”, under et besøg hos ham, kækt udtalte,: ”At han godt kunne huske knægten John Arly”, selvom det var 50 år siden at ”skarnsknægten” gik på Østre Skole. Ja, Ja, - jeg må have gjort et uudsletteligt indtryk. Men jeg blev også kort tid efter sendt til søs med A. E. Sørensen, for at lære lidt disciplin. Det gjorde man jo dengang.

Men en dejlig dag blandt frivilligheden. Tak til Blomstercaféen for indblikket, og hvor jeg dog ønsker, at solen skinner på jer og andre frivillige her på Sydfyn. Fordi vi skal holde gang i det, der betyder mest her livet. Ikke gods eller guld, men samvær og fællesskab. Et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden, og hvor os der har lidt overskud tager ansvar og hjælper dem, som har et behov herfor. Det er blandt andet det som frivillighed handler om, og et sådant sted er Blomstercaféen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce