Annonce
Læserbrev

Debat: Døden koster mange penge, men også til tider problemer

Synspunkt: Finn Wagner i Ringe skrev 25. september om, hvorledes omkostningerne ved hans mors bisættelse blev meget dyr for ham og beskriver regningerne. Wagner holder også foredrag i Ældresagen, så her er lidt om, hvad man også kan komme ud for. Måske kan Wagner bruge det?

Min kone Bodil og jeg sov, da Bodils meget gamle far klokken 3.30 ringede: "Mor er død - skynd jer at komme hjem".

Der var godt 250 kilometer mellem os, og vi skulle lige have afklaret med vores arbejde først. Da vi kom frem, lå Bodils mor død i sengen med et lommetørklæde over ansigtet. Bodils far, der var en særdeles kristen mand, havde det mærkeligt nok svært ved døden.

Kort efter holdt bedemanden med en kiste udenfor, kondolerede og sagde: "Jeg så, I var kommet, og du er jo politimand ... jeg kan ikke finde min medhjælper, kan du ikke give et nap med kisten."

Selvfølgelig. Og jeg måtte også hjælpe med at få Bodils mor i kisten og gjort klar til at blive sunget ud.

Bedemandens regning var uforholdsmæssig stor. Således var der skrevet to mand på til kistehåndtering og ilægning, hvoraf den ene var mig og ulønnet. Men da bedemanden boede tæt ved og også var med i Indre Mission, som Bodils forældre, skulle der ikke gøres noget ved den "unøjagtighed".

Så døde Bodil som enebarn pludselig kort efter, og jeg lovede hendes far at træde i hendes sted. Det blev til 20 år, hvor han var blind og døv, og til cirka 100.000 kilometer i bil for mig meget tit og cirka 7-800 kilometer hver gang af egen lomme.

Inden Bodils forældre solgte deres hus, satte jeg det i stand - ikke mindst en våd kælder, og det blev solgt godt.

Jeg konstaterede i de mange år, at de mange store foreninger, der samler penge ind (hjerte, kræft, nødhjælp, missions og så videre) konstant sendte indbetalingskort til den blinde mand, selvom han lige havde betalt ret store beløb via plejepersonalet. Når jeg kom, røg mange girokort i papirkurven.

Da Bodils far ikke længere kunne klare sig i den beskyttede bolig og flyttede over i plejehjemmet ved siden af, var aftalen, at hans telefon skulle nedlægges (kunne ikke bruge den), men alligevel blev fastnettelefonen taget med og sat i stikket i den nybyggede del af plejehjemmet. Herefter blev svigerfar udsat for svindel fra et kendt teleselskab, der sendte en regning på 700 kroner for flytning og oprettelse af telefon og installation. Teleselskabet ville ikke give sig, men det hjalp med et læserbrev i lokalavisen og kommunens bevis for det nye byggeri med stik til TV, computere og telefon samt, hvem der fysisk havde flyttet telefonen, og pengene blev tilbageført.

Svigerfar døde 98 år gammel på plejehjem og kom i kapellet ved siden af kirken i byen. Boet var solvent, men alligevel var indsat en bobestyrer/advokat helt uden grund.

Boopgørelse viste, at samme bedemand havde haft transport til sygehuset cirka 50 kilometer væk med afdøde svigerfar, og fra sygehus til kapel - ialt cirka 130 kilometer, mens han retteligt kun var i kapellet ved kirken. Der var også en regning på kistepynt i kapellet, selvom det ikke var rigtigt. Det viste sig, at det var "normalt i missionsmiljøet", at samme gartner sendte begravelsesregningerne fra missionsmedlemmer til bedemanden, så boet betalte kranse og blomster. Der var et større beløb på "gravkastning", som ikke kendes andre steder, samt andre mærkværdigheder - som for eksempel kaffebordet efterfølgende i menighedshuset, der var urimelig dyrt.

Selvom det er mange år siden, var regningen større end Wagners på 40.000 kroner. Jeg forelagde derfor opgørelsen for advokaten. Da han syntes, den var ok, ønskede jeg en specifikation, og derved fik jeg indblik i, hvad der foregik i X-by. Så blev Skifteretten indblandet, og opgørelsen blev herefter reduceret betragteligt.

Som et kuriosum kan tilføjes, at jeg efter Bodils far var arving til et ret stort beløb, men 14 dage før hans død, havde han sammen med advokaten ændret sit testamente til ingenting. Forinden havde svigerfar sagt, at jeg ikke troede på Gud.

Han var ingen god repræsentant for missionskredsen eller kirken.

Erik Dagø fortæller om dengang hans svigerforældre døde. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Brolukning på Thurø: Turisterhvervet på øen er målløse

Svendborg

Politikere om lukning af Thurø-dæmningen: Det er surt, men nødvendigt

Dødsfald For abonnenter

Nekrolog: Praktiserende læge i Rudkøbing Erik Søgaard Rasmussen var aldrig bange for at tage ansvar på sine patienters vegne

Annonce