Annonce
Debat

Debat: Corona er et kollektivt wakeupcall

Vores fælles insisteren på at redde liv og undgå kaos har fået nogle af de fineste træk frem i samfundet og i de fleste mennesker. Det er med den fornemmelse af forbundethed og ansvarlighed, at vi finder håb ind i en usikker fremtid.

Man kan sove må mange måder, for vi sover ikke kun om natten. Nogen af os sover i forhold til behovet for at få vasket bilen. Andre opdager aldrig, at deres børn er kommet ud i misbrugsproblemer, selv om alarmklokkerne burde ringe. Der er tusind måder at befinde sig i en eksistentiel søvn i forhold til tilværelsen.

En af vores fælles sovepuder har været følelsen af, at det hele nok skal gå. Selv om forskere som overlæge John-Erik Stig Hansen, leder af Center for Biosikring- og Bioberedskab, og en række andre videnskabsmænd med forstand på vira i årtier har gjort opmærksom på den alvorlige trussel fra vira.

I en rapport om det biologiske trusselsbillede fra 2016 skriver han: ’ Det er derfor ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt der kommer en ny, dødelig pandemi, men hvornår. Det må antages, at klimaforandringer på forskellig vis kan forværre denne tendens’.

Hvor vanskeligt det er at vække samfund fra en kollektive søvntilstand og tage virkeligheden alvorligt, viser blandt andet manglen på værnemidler og testudstyr. Men også vores uforberedthed på, at der kan komme tider, hvor rigtig meget kan bryde sammen. Og det gælder ikke blot i forhold til nye infektionssygdomme, men tænk hvis en ny, ukendt computervirus lagde banksystemet ned. Hvor ville vi så have vores penge og værdier? Eller hvis vandforsyningen brød sammen.

Coronakrisen er et kollektivt ’wakeupcall’. Livet er i sin grundstruktur skrøbeligt og forgængeligt. Døden er virkelig, og vi må gøre os umage for at støtte livets kræfter.

Inden for klimadebatten har et af de store problemer været, at klimaforandringerne i mange år foregik så langsomt, at forskernes advarsler forekom fjerne og abstrakte. Sommertørke, vintervarme og rekordregn har måske gjort klimaforandringerne lidt mere konkrete. Men det er de færreste, der indefra forstår, hvad det er for potentielle forandringer i menneskenes livsgrundlag, vi som art er ved at skabe. Vi kan forståeligt nok ikke rumme det. For underholdning, arbejde og forbrug synger eksistentielle godnatsange, så vi trygt kan sove videre. Vi ønsker ikke at vågne op til en virkelighed, hvor vi må se, at det er nødvendigt at leve på en anden måde, for at vores børn og børnebørn skal overleve.

Men her er det, at coronakrisen måske kommer ind og giver os muligheden for at erfare livets skrøbelighed og se vores fælles livsbetingelser i øjnene. Vi er på vej ud over en kant, som potentielt kan få den nuværende krise til at ligne et pust. Bogen ’The Uninhabitable Earth’ af David Wallace-Wells er et sted at begynde, hvis man ønsker at se ind i en mulig fremtid uden globale indgreb over for klimaforandringerne.

Det positive ved coronakrisen er, at vi nu alle sammen kropsligt får en fornemmelse af, at vi ikke er usårlige, end sige udødelige. Og at vi har brug for at udvise rettidig omhu, hvis vi vil kunne imødegå kommende kriser.

Vores fælles insisteren på at redde liv og undgå kaos har fået nogle af de fineste træk frem i samfundet og i de fleste mennesker. Det er med den fornemmelse af forbundethed og ansvarlighed, at vi finder håb ind i en usikker fremtid.

Vi skal også i fremtiden leve gode liv med masser af livskvalitet. Men det kan kun lade sig gøre, ved at vi sammen er vågne og ser ind i de udfordringer, vi møder. Og prioriterer de udfordringer, vi ser, højere end vækst i forbrug og mulighed for kapitalkoncentration hos en ny, global elite af superrige med penge i skattely.

Alle – også de superrige i skattely – må bidrage, til at vi går ind og løser de store globale udfordringer sammen. Coronakrisen giver os en meget konkret fornemmelse af, at vi alle sammen bidrager til fællesskabet ved at være påpasselige med ikke at sprede smitte. Og der er rigtig mange mennesker, som hjælper andre med behov for hjælp. Enhver har med sit bidrag konkret betydning – det gælder lige nu og i forbindelse med klimaet.

Men samtidig ser vi omridset af et samfund, hvor en hierarkisk ledelsesstruktur og meget firkantede forordninger gør det vanskeligt at trænge igennem med nye løsningsforslag. Forgæves tilbud om salg af masker fra Sydkorea og problemer med godkendelse af alternative desinfektionsmidler af hypoklorsyre er et par eksempler på, hvordan det er vanskeligt at handle hurtigt i et bureaukratisk system. Men det er nødvendigt at afsøge nye måder at organisere os på i krisetider. Ikke bare nu, men også i fremtiden.

Udfordringen fra den lille coronavirus har vist, at vi er et samfund med store sociale og økonomiske ressourcer. Dem er der brug for nu. Men desværre i endnu højere grad i de kommende år. Det er tid at vågne op.

Anders Laugesen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø For abonnenter

Mistillid, illoyalt og ufortjent: Fond opsiger samarbejde om solcellepark med forening, den selv har stiftet

Langeland For abonnenter

Ejere svarer igen på kraftig kritik: - Havnen er i meget bedre stand i dag

Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Annonce