Annonce
Læserbrev

Debat: Corona eller banditter i habitter?

Som kunde i Danske Bank gennem mange år, var jeg helt tryg ved at følge anbefalingen fra Danske Bank, da jeg blev fortalt, at jeg som private bankkunde – med et platin masterkort – havde verdens bedste rejseforsikring.

Jeg havde naturligvis fulgt skandalerne omkring banken med hvidvask som det mest eksponerede. Troede måske nok, at det var noget som udgik fra hovedsædet bag dobbeltdøre i København.

Men når anbefalingerne om den gode forsikringsdækning kom fra lokale rådgivere i Svendborg – ja, så var det ligesom en slags håndslagsdækning.

Jeg skulle blive meget klogere.

I starten af marts bliver min betalte og bookede rejse til Alaska umuliggjort grundet regeringens udrejseforbud med baggrund i den fatale corona-epidemi.

Jeg får fat på rejseforsikringen fra Danske Bank – som imidlertid har overgivet selve forsikrings-forretningen til Tryg Forsikring. Jeg tilskriver Tryg, at forsikringen dækker udgifter ved aflysning, når der på rejsemålet er overhængende fare for epidemi. På den baggrund forventer jeg at få mine 8000 kroner tilbagebetalt fra Tryg Forsikring eller Danske Bank. Så gør Tryg Forsikring mig opmærksom på, at der i forsikringsbetingelserne står: ”Forsikringen dækker ikke udgifter, som refunderes fra anden side, for eksempel afrejsearrangøren, hotellet og luftfartsselskabet”.

Tryg beder derfor mig undersøge, om rejsearrangøren eller flyselskabet vil tilbagebetale mine udgifter. Ligeledes beder Tryg mig undersøge, om der kan udstedes en voucher, som på et senere tidspunkt kan omsættes til en lignende rejse. Først når dette er afklaret, kan der påbegyndes en egentlig sagsbehandling. Den forretningsgang fremgår ikke af forsikringsoplysningerne!

Tryg oplyser samtidig, at flyselskaber er pligtige til kontant at tilbagebetale udgiften for flybilletter, som ikke kan bruges grundet aflyste afgange. Tryg fortæller dog samtidig, at de er opmærksom på, at flyselskaberne ikke overholder denne pligt, men i stedet tilbyder vouchers. En sådan voucher - fortæller Tryg - er en refusion som godtgør rejseudgiften, hvorfor der ved modtagelsen af en voucher ikke er yderligere dækning fra selskabets side.

Jeg har ikke ønsket en voucher. Og har ikke modtaget hverken voucher eller billetpris retur.

Og nu er tante Odas runde fødselsdag i Alaska overstået.

Her i corona-danmark undrer jeg mig nu over,

  • At forsikringensbetingelserne lover at dække mine udgifter, som er 8.000 gode danske kroner, men ikke ønsker at sagsbehandle.
  • At Tryg ligestiller mine udgifter med en voucher – som de selv betragter som ulovlig refusion. Ikke helt let at forstå.
  • At jeg sidder med en rimelig simpel og forståelig rejseforsikring – trykt på Danske Banks papirer - som ikke på nogen måde omtaler, at jeg skal have kontakt med halv- og hellukkede selskaber (rent kommunikationsmæssigt) for at kunne sætte min forsikring i kraft.

Så det føles overalt meget mærkeligt at have forsikringspapirer, som klart lover dækning af mine udgifter, men efter en tur i banken og i Tryg, er disse udgifter behændigt omgjort til en tilfældig, fremtidig rejse, som jeg ingen interesse har i.

Og så er det jeg spørger: Er jeg offer for coronaen eller for banditter i habitter?

Svar fra Kasper Bork Andersen, Partnerdirektør Bank & Cards, Tryg:

Vi har den største forståelse for den frustration, mange forbrugere sidder med, når de oplever, at flyselskaberne løber fra deres ansvar – og nægter at udbetale de penge, man som forbruger har krav på. Vi er ligeså overraskede og frustrerede som forbrugerne over, at mange statsejede selskaber med vilje bryder loven. For EU-lovgivningen er klokkeklar på dette område: Det er flyselskaberne, der er forpligtede til at refundere kundernes flybilletter, når kunderne har købt deres rejse direkte gennem dem.

Det har hverken før eller under corona-krisen været dækket gennem en rejseforsikring, hvilket også står i forsikringsbetingelserne. Den praksis, der bliver gengivet i indlægget lyder derfor til at være helt korrekt håndteret. Det ændrer dog ikke ved, at vi godt forstår, det er frustrerende ikke at få sine penge. Flyselskabernes forpligtelser over for kunderne, blev i øvrigt onsdag den 13. maj mejslet i granit af Europakommissionens konkurrencekommissær, Margrethe Vestager. Budskabet var, at flyselskaberne ikke kunne undslå sig erstatning til kunderne – og at det ikke var i orden at spise kunderne af med en voucher, hvis de foretrak refundering af billetten. Vi håber derfor, du får dine penge fra flyselskabet snart.

Lars Erik Nielsens flyrejse til Alaska blev aflyst på grund af pandemien, og han er frustreret over ikke at få penge tilbage fra sit forsikringsselskab. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Annonce