Annonce
Læserbrev

Debat: Biblioteksbarakker en skamstøtte

I denne uge fejrer Svendborg Bibliotek 50-års fødselsdag for sit musikbibliotek, Fyns første da det blev påbegyndt i november 1969 af den da netop tiltrådte nye leder af biblioteket, Holger Ginsbo.

Ginsbo overtog et biblioteksmæssigt fallitbo, som få år før var blevet nedlagt af statens bibliotekstilsyn som centralbibliotek grundet for få bibliotekarer og for dårlig økonomi, så der var nok for den nye leder at tage fat på, hvorfor etableringen af et musikbibliotek var en ambitiøs satsning.

Den blev modtaget med kyshånd af brugerne, der stod i en lang kø foran biblioteket , da de første LP'er skulle udlånes.

Holger Ginsbo fik på få år rettet den synkende biblioteksskude op og oplevede en firdobling af det samlede udlån af bøger og grammofonplader i løbet af sine første 10 år som leder.

I samme periode arbejdede han lige så kraftigt på at få de helt utilstrækkelige lokaleforhold forbedret, hvor de tre barakker var en nødtørftig kortvarig nødløsning, indtil en planlagt sammenbygning med den nuværende musikskole skulle realiseres og sikre biblioteket en flerdobling af publikumsarealet, i lighed med hvad der samtidig skete i andre byer på Svendborgs størrelse.

Siden er der som bekendt intet sket. De tre barakker står 50 år efter som en skamstøtte over kommunens behandling af sin væsentligste kulturinstitution, oven i købet en kommune der bryster sig af og kalder sig en kulturkommune.

Svendborg Kommune er formentlig den kommune i landet, der har ofret færrest kroner på sit hovedbibliotek de sidste 100 år. Hovedbygningen fra 1937 blev betalt inklusive budgetoverskridelser af den da netop afgåede borgmester Lacoppidan-Petersen, og efterfølgende har udgiften været tre styk barakker og to nærliggende huse. ”Cittaslow” i en hver forstand .

Annonce
Arkivfoto: Roland Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Fyns Amts Avis mener: Frivillighed er nøglen til et stærkt lokalsamfund

Frivillighed er en nøgle til at få især mindre samfund til at fungere. Uden indsatsen fra frivillige hensygner småbyerne, og folk flytter støt og roligt et andet sted hen. Derfor er det også af afgørende betydning, at der på Langeland findes så mange ildsjæle, som det er tilfældet. Med deres engagement holdes der liv i lokalområderne, stables fester på benene og skabes et fællesskab, som kun for alvor kan findes i kraft af denne frivillighed. Fællesskabet er nemlig bygget op om lysten til og begejstringen for at være sammen og løfte for eksempel en enkelt landsby eller en hel klynge af småbyer. Og frivilligheden afføder også helt naturligt et ejerskab og en stolthed som kraftige motorer, der driver værket. Frivillighed koster dog også kræfter. Nogle har mange af dem, mens andre har knap så meget, de kan bidrage med. En af dem, der i efterhånden mange år har fungeret som en motor på mangt et frivilligt initiativ, er Ivan Nielsen fra Bagenkop. Han er en ildsjæl og et forbillede, som er svært at matche, men han er også så tilstrækkeligt ydmyg, at han fastholder, at han slet ikke kunne gøre det uden alle de andre frivillige. Det har han helt sikkert ret i, men uden ham som drivkraft, var der afgjort også frivillige initiativer, der ikke var blevet til noget. Det kan godt være, at han er ydmyg, men ros fortjener han for sin indsats, og der er grund til at lytte til ham. Med mere end en snes år i baggagen i frivillighedens tjeneste har han også en god evne til at pejle sig ind på, hvordan de frivilliges vilkår kan styrkes. Nemt er det jo blot at bede om flere penge. Det vil helt sikkert gøre det lettere at lokke flere til at lægge nogle af deres kræfter i frivilligt arbejde, men det, Ivan Nielsen peger på, er, at der fra politisk side burde ofres lidt flere kræfter og ressourcer på støtte, råd og vejledning til de frivillige. I sig selv er det jo også en måde at bede om flere penge på. Hvis der skal ansættes en person i Langeland Kommune til at hjælpe de frivillige på Langeland, så koster det penge, men Ivan Nielsen påpeger, at den hjælp, de frivillige kan få fra kommunens side til at omsætte ideer til handling, vil være givet godt ud. Det vil gøre nogle dele af de frivilliges arbejde enklere, og så kan der lægges flere kræfter i udviklingen af de frivillige arbejde. Samtidig kan det styrke fokus på indsatsen, og det bliver lettere at løfte Langeland. Der er ingen tvivl om, at frivillighed er en nødvendighed på en ø som Langeland. Hvis små samfund skal sprudle af liv, er det nødvendigt, at energien kommer indefra. Det har langelænderne nu også altid været gode til, og måske er det også lidt at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Der ligger ikke lige i kortene, at der fra kommunal side kan sparkes en masse penge ud til foreningerne, men kan der fra centralt hold ydes noget mere faglig sparring og støtte til de frivillige, kommer det hele kommunen til gavn.

Annonce