Annonce
Debat

Debat: Bæredygtig flybrændstof skal være med til at vende skuden

Synspunkt: Som medlem af Bedsteforældrenes Klima Aktion ved jeg jo godt, at den grønne omstilling kræver mere, end at vi udskifter de sorte drivmidler med nogle grønne. Vi skal jo også skrue gevaldigt ned for forbruget.

Men ligesom når rygerne skal afvænnes og må ty til e-smøger, så kan det jo godt være, at vi er nødt til at bruge e-fuels en tid, mens vi vænner os af med at rejse jorden rundt hele tiden og forbruge 10 gange mere end kloden kan klare. Så er det jo fedt at høre, at forskerne ved hvordan man laver vores køkkenaffald og landbrugets gylle om til flybrændstof med alle mulige positive sidegevinster.

Måske kan det ikke få Dan Jørgensen til at lade olien blive i undergrunden, som han ellers godt vidste var nødvendigt, før han blev ansvarlig minister. Måske holder folk så netop ikke op med at flyve, fordi vi ikke kan pege grønne fingre ad dem. Og måske er teknologiske løsninger den narresut, der får os til at tro på industriens tåbelige begreb grøn vækst. Vi kan jo ikke have, at dronningen skal køre trillebør til Haparanda.

Men noget må vi jo gøre, i stedet for den tomme snak og gode intentioner om en perfekt verden.

SDU kom tirsdag med en rapport, der viser, at det er økonomisk og teknisk muligt at lave flybrændstof ud fra bio-affald og snart også vil være muligt at trække CO2 ud af røgen fra forbrændingsanlæg og atmosfæren og indføre den farlige gas i den kemiske ligning, hvor den bliver til e-fuel. Rapporten er et oplæg, der skal skabe baggrund for investering i bæredygtigt flybrændstof i Norden.

Allerede her er der masser af positive gevinster, der mindsker CO2-aftrykket. I rapporten nævnes også sidegevinsten ved at gylle ikke skal ligge og stinke på marken, men bliver omdannet til lugtfri gødning, så landbruget får nemmere ved at skrue ned for udslippet.

SDU taler med Fjernvarme Fyn om at bygge et anlæg i forbindelse med Fynsværket, som kan afløse kulafbrændingen, for produktionen af e-fuels afgiver varme, som kan sendes ud i fjernvarmerørene. Prisen er tre milliarder kroner. Et større anlæg ved Københavns Lufthavn er også i tankerne til 30 milliarder kroner.

Til processen at lave affald til metan og senere til flydende brændstof, skal der bruges brint, som fremstilles ved elektrolyse, med strøm fra vindmøller. En tredje sidegevinst kan så være at oplagre vindkraftens energi i brint, når det blæser mere end selv vores store forbrug kan aftage.

Man behøver ikke være teknologinørd for at blive grebet af mulighederne, men det er jo nok nemmere at få teknologinørderne til at købe den idé end at bede dem gå hjem og dyrke deres egne grøntsager og lave julegaverne selv i stedet for at flyve ud i verden for at se den sidste rigtige natur, inden den forsvinder.

Der er brug for hurtige løsninger; vi har ikke så meget tid til at vende skuden. Lad os starte med at stoppe CO2-udslippet, ellers er alt andet ligegyldigt. Med bæredygtigt brændstof til fly og skibe, biogas til lastbilerne, el til bilerne er vi i gang. E-fuel kan sågar indgå i plastproduktion, og landbruget får en kærkommen hjælp.

Så mangler vi snart bare at overbevise resten af verden inklusiv Trump og den saudiske prins for ikke at tale om Shell og Total, der har brugt millioner på lobbyarbejde for at nedgøre klimatosserne. Hvis vi, som vi plejer, anlægger synspunktet, at forureneren betaler, må Shell efter mere end 100 år i branchen, der har gjort os afhængige af det sorte stads, virkelig have en sort samvittighed. Inden vi begynder at anlægge sag mod olieselskaberne, kan vi jo lade dem selv vågne op og se, at hvis de skal have en fremtid, må de se at investere i den grønne omstilling.

Hvad var mere nærliggende, end at Shell investerede i udviklingen af en flybrændstoffabrik ved Fynsværket. Hvis vi ellers vil have dem. Måske skal vi bare selv betale, kommune, stat, pensionskasser, ved flyafgifter og statstilskud. Nu har olieselskaberne og kapitalismen haft 100 år til at vise vejen. Måske er det på tide, at vi selv tager over. Så hellere satse på at socialdemokraterne kan løfte den opgave, vi har valgt dem til. Ellers må vi jo hjælpe dem.

Annonce
Peter Yde Frostholm skriver om mulighederne for at sænke CO2-udslippet ved at udvikle og bruge e-fuel. Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kære læser: Vi er jeres vagt-, jagt-, hyrde- og selskabshund

Et medie skal gerne være i samklang med samfundet og folkene i det. En lokalavis skal gerne være en stærk del af lokalsamfundet - så vi trækker vejret sammen, om større svære sager og om det, der giver os alle liv og tro på udviklingen her lokalt. Fyns Amts Avis har som mange andre medier kæmpet lidt med at lave indhold, der var nok relevant for jer læsere. Det arbejder vi stenhårdt på at justere for tiden, så I føler, at det er værd at bruge penge og tid sammen med os. Og det er her, vi lige kommer med et halvlegsresultat: For selvom vi så langt fra er i mål med vores opgave og ambitioner om at lave en stærkt lokal og relevant avis, så mærker vi tydelig opbakning fra mange her i området, og det betyder meget for os her på redaktionerne. Vores opgave er selvfølgelig både at være kritiske og konstruktive. Vi skal med andre ord holde øje med magthaverne - være vagthund. Det er vores primære opgave, og det er den opgave, der får de fleste journalister til at møde på arbejdet om morgen og strække sig ekstra, når det er nødvendigt. Men vi skal så meget mere end det. Vi er selvfølgelig også jagthunde - vi jagter nyheder. Alt, hvad der skiller sig ud fra normalbilledet, vil vi gerne fortælle jer hurtigt og balanceret og med perspektiv og konsekvenser. Det tror vi sådan set, er noget af det, I forventer af os. Og så er der de hundetyper, som vi gerne vil dyrke lidt mere: Vi er også meget godt tilpas i rollen med at være hyrdehund. Vi vil gerne samle området om en sag eller et projekt eller bakke op om noget, der er vigtigt for området. Det gælder for eksempel de tunge sager som en fødeafdeling på Svendborg Sygehus eller kommunal udligningsreform – og det gælder i høj grad vores mangeårige arbejde for helt konkret og kontant at sætte pris på lokale initiativer. Redningshunden må også gerne komme ud af skuret indimellem - lige så med selskabshunden. Forstået på den måde, at vi også gerne fejrer, når noget går godt hos os. Som da Nymarkskolens fodboldhold vandt skolefodboldturnering og vi gav kage til godt 700 børn og unge på byens torv – og sammen med kommunen fejrede byens unge fodboldstjerner. Al den her snak om hunde for at fortælle, at vi altså lige nu afsøger flere sider af os selv (ja, nogen vil sige, at uhyret har flere hoveder …) Vi gør det for at være det bedst mulige lokale medie for jer som enkeltlæsere og for området. Og vi vil lige nu takke for de mange tilkendegivelser af, at vores retning er retning. At vores historier er gode. At vi er vigtige for lokalsamfundet. Kort sagt: At vi er værd at betale for. Det sidste har vi efter års udfordringer konkret brug for, og det er rigtig godt at mærke, at betalingsviljen hos jer læsere er der. Og den er der i stigende grad. Især på vores digitale udgaver. Det er også rigtig godt at mærke, at færre af jer stjæler vores indhold, men i stedet sørger for at hjælpe vores indhold godt videre ud i verden. Det er nemlig sådan, man bevarer en god lokal avis: Ved at bruge den på rette vis. Helt konkret er det jo ved at dele indholdet på sociale medier direkte fra vores webside - fremfor at tage foto af det. Det er jo ulovligt ifølge ophavsretten. Den snak fyldte meget sidste år, men det er rart, at flere og flere bliver digitalt kompetente og godt ved, hvordan man begår sig her. Den slags betyder alt for de lokale arbejdspladser - og dermed vores evne til at være skarpe, uanset om det er i rollen som vagthund, jagthund eller hyrdehund. I Norge går det samspil mellem medier nu så godt, at de spår fremgang. Helt konkret tegner det til 100 nye journalister ansat inden sommer, og jo, det er bestemt en udvikling man også kan se for sig her i Danmark. Ved at vi løfter hinanden. Vi mærker tydeligt gode forandringer og en vilje til god udvikling, og det skal I have tak for. Nej, en kæmpe stor tak.

Danmark

Hudsygdom kan være skyld i patienters infektioner: Nu er kirurgens allergi blevet fastslået

Fyn For abonnenter

Smittede patienter fra OUH: Kirurgs hudlidelse kan have spoleret Henriks hofteoperation

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];