Annonce
Debat

Debat: Andelstanken kan give en ny generation adgang til landbruget

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’.

Til salg. Skiltene med de to ord findes overalt, hvor man bevæger sig på de små landeveje. Og det er sjældent græskar, pastinakker og mirabelle-blommer, der er til salg - men huse og gårde. Langt de fleste gårdejere er i dag over 60 år, og derfor ser vi i disse år et omfattende generationsskifte i landbruget. Der er blot lige det problem, at der ikke er nogen næste generation at skifte til.

Mange af os, som er vokset op på landet, er flyttet til byerne, har taget akademiske uddannelser og fået et fjernt forhold til jord. Man kan sige, at vi er den generation, der har mistet ’jordforbindelsen’. Hvorfor hører vi så egentlig ikke mere til generationsskiftet, som sådan set ikke kan finde sted, fordi næste generation glimrer ved sit fravær? Det er fordi de mindre gårde så let som ingenting bliver købt op af de store gårde eller af udenlandske kapitalfonde. Adgangen og råderetten til dyrkningsjorden – vores livsgrundlag – ender på ganske få hænder og glider os kollektivt af hænde, alt imens vi har travlt med andre ting.

De stores opkøb af de små og de forsvindende fællesskaber på gårdene har fået mig til at vågne op og reagere. For udviklingen på landet har i høj grad også noget med mig at gøre, eftersom jeg ikke står klar med de rette kompetencer til at overtage den fædrene gård som også står til salg. Jeg bor i leje-lejlighed på Nørrebro i København, dyrker spiselige blomster på min tagterrasse, køber øko-varer i supermarkedet, stemmer grønt til folketingsvalget og har en boglig uddannelse i ryggen. Det er al sammen meget godt, men der skal mere til. Det er også mit – og dit - ansvar, hvad der sker med ejerskabet af vores dyrkningsjorde midt i det store ’generationsskifte’. Det er vores fælles ansvar, at vi ikke ender i en fordeling af jord, som er endnu mere skævt end før landbrugsreformernes tid!

Spørgsmålet er så, hvordan vi, ’det jordløse folk’, overhovedet kan spille en rolle? Hvordan kan vi, der lever i lejligheder og parcelhuse, øve endnu større indflydelse på, hvordan jorden behandles? Hvordan kan vi skubbe anvendelsen af vores jorde i en mere klimavenlig, giftfri, resilient og regenerativ retning? Og hvordan kan vi samtidig bidrage til, at fællesskabet omkring gårdene bliver genopbygget? I dag er der ganske få ansatte på en farm med tusindvis af dyr og hundredvis af hektarer. Det skaber meget lidt fællesskab.

Hvis vi står sammen, kan vi vise vejen. Selv har jeg kastet mig ind i klimakampen sammen med tusind andre andelshavere i foreningen ’Andelsgaarde’. For et medlemskab på 150 kr. om måneden ejer og driver vi sammen ’Lerbjerggård’ i Melby i Nordsjælland med 5 hektar jord. Arealet er stort nok til at vi kan plante træer og buske, som binder CO2, og til at det unge landmandspar Nanna Thomsen og Christopher Lieblein Lundgren kan få indtjening nok gennem salg af grøntsager. Det sidste kræver ifølge dem kun omtrent én hektar dyrknings-jord, som skal skifte fra lod til lod fra år til år. Deres høstudbytte vil kunne give sund og klima-venlig kost til mange familier. Vi tror på små-skala landbruget og at give noget af arealet til vild natur, og vil købe flere og flere mindre gårde op efterhånden som vores medlemstal vokser.

Nanna og Christopher, som har studeret på Kalø Økologiske Landbrugsskole, har banket på hos flere banker for at få lov til at låne penge til deres store drøm, at købe en gård. Men forgæves. Da de hørte om vores forening, der støtter landmænd, som vil dyrke jorden økologisk og klimavenligt, var det en spændende løsning for dem. Ikke alene får de, når vi har fået renoveret stuehuset, muligheden for at flytte ind på Lerbjerggård, de har også allerede tusind entusiastiske medlemmer i ryggen, som de kan trække på, når der er arbejdskraft-krævende opgaver på gården og i marken. Den ensomme landmands tid er forbi. I ’Andelsgaarde’s første sæson har vi medlemmer blandt andet deltaget i plantning af bærbuske, rensning af ukrudt på gårdspladsen, slibning af gamle vinduer, bygning af raftehegn og opgravning af jordskokker.

På Lerbjerggård skal vi anvende plantegødning og eksperimentere med skov-landbrug. Med den rette forvaltning og indstilling kan landbrugsjord anvendes til at binde CO2, og kan dermed blive en vigtig nøgle til at holde temperaturstigningerne nede til inspiration for landmænd overalt i verden. Men klimavenlig, økologisk og regenerativ dyrkning kræver fællesskab og mandskab, fordi man hverken sprøjter eller pløjer. Derfor er det godt at være mange, og fællesskabet kan dække økonomisk ind, hvis for eksempel høsten slår fejl. Vi er mange byboere, som har glæde af at være til gavn, få ’fingrene i jorden’ og konkret bidrage til et mere positivt klimaregnskab. Hvis vi vil fællesskaber og klima det godt, så må vi, det jordløse folk, hver især engagere os på en langt mere konkret måde i udviklingen på landet. Vi ses i marken.

Annonce
Illustration: Gert Ejton

Om skribenten

Helle Solvang er foredragsholder, grøn folkeoplyser, radiovært, dokumentarist samt moderator på Kulturmødet Mors. Hun er opvokset på en gård ved Lammefjorden og bosat i København. Hun er medlem af Andelsgaarde (andelsgaarde.dk) og skildrer dyrkning og opbygningen af fællesskabet dokumentarisk. Andelsgaarde har planer om at opkøbe flere gårde rundt om i landet i takt med at medlemstallet stiger. Realdanias pulje ’Underværker’ har i sidste uge bevilget "Andelsgaarde" en million kroner i støtte til et fælleshus på Lerbjerggård.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Så er det tid til at indstille til Den Sydfynske Initiativpris: Chefredaktør er stolt og ydmyg over avisens rolle

Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis spørger: Kære læser, er du med?

Det er for alvor blevet in at skælde ud på medierne. Nogen vil nok sige, at sådan har det altid været, men vi oplever en stigende tendens til at skælde ud på os, der arbejder i offentlighedens tjeneste med at belyse tidens sager. Og vi oplever, at vi selv i løbet af to-tre artikler bliver en decideret part i sagen - alene ved, at vi belyser en given sag. Hvis man ikke er enig i det, der bliver skrevet, så er fanden løs, og så bliver der tastet hårdt i vrede, og man udkommer på de såkaldt demokratiske, sociale medier med lige præcis den version, man selv ønsker sig af en given sag. Sådan er det, og det kan også føre en masse god, ny debat med sig. Men ofte sker det med et forvrænget billede af fakta og med et mere eller mindre slet skjult karaktermordforsøg på medierne. Vi laver selvfølgelig fejl som alle andre mennesker, og når det sker, retter eller præciserer vi de forkerte eller mangelfulde oplysninger så hurtigt som muligt. Man kan selvfølgelig klage over vores journalistik til Pressenævnet, som vi naturligvis er tilmeldt. Pressenævnet er en uafhængig institution, der behandler klager over de danske medier, der er tilmeldt Pressenævnet. Formandskabet udpeges af højesteret, og derudover er der medlemmer udpeget af journalistforbundet, danske mediers redaktionelle ledelser og to repræsentanter fra offentligheden, udpeget efter indstilling fra Dansk Folkeoplysningsforbund. Nævnet tager afsæt i Vejledende regler for god presseskik, som vi på Fyns Amts Avis selvfølgelig også følger i vores daglige arbejde. Nogle læsere vil synes, at den slags virker lidt indviklet. Vores oplevelse er, at man i stedet for at sætte sig ind i rammerne for vores arbejde, så logger man ind på facebook, og får med det samme afgjort sagen. Egentlig stik imod de principper, man i første omgang var imod i ens egen sag. Nemlig at flere sider skal høres, og det skal foregå uvildigt og uden fejl ... Vi er klar over, at det er et vilkår i øjeblikket, men vi mener, vi skylder at give årets oplevelser lidt ord med på vejen. Der er ikke tal på de gange, hvor Fyns Amts Avis er blevet skældt ud på sociale medier. Med adskillige likes til følge og en hurtig dom af os som medie - ofte helt uden at flere sider høres, og uden at selv alvorlige anklager er uvildigt prøvet ved uafhængig instans. Adskillige gange er vi truet med at blive "trukket i Pressenævnet". Og havde det dog bare været et løfte frem for en trussel ... Vi har selv et stort ønske om at få uenigheder om sager gennemgået ordentligt - frem for de hurtige, ofte grundløse beskyldninger og hurtige følelser på Facebook. Og måske tror du, kære læser, at avisen indimellem laver mange alvorlige fejl? Faktum, at der i min endnu korte periode som chefredaktør er klaget til Pressenævnet over Fyns Amts Avis én gang. Her fik klageren ikke medhold. Det synes jeg, er væsentligt at tage med i betragtningerne om, hvordan vi som lokalt medie forvalter det ansvar, det er at udkomme med nyheder og historier hver dag. Og det er det, jeg håber, du er med på? God lørdag.

Annonce