Annonce
Debat

Debat: Alle kommuner skal have en politistation

Læserbrev: Jeg er enig med John Arly Henriksen, når han her i Fyns Amts Avis giver udtryk for, at han ønsker en politistation på Langeland.

Dansk Folkeparti har stillet krav i Folketinget om, at vi mindst vil have en døgnbemandet politistation i alle landets kommuner. Det vil vi for at genskabe befolkningens tillid og tryghed til politiet, forebygge kriminalitet og rykke hurtigere ud, når der er brug for det.

Vi skal have det synlige politi tilbage, uanset hvor man bor i landet.

Det er nødvendigt at få de gamle landbetjente, som kender området og menneskene, tilbage. Det har vi i DF argumenteret for længe - uden det store held desværre.

Og det er da også bemærkelsesværdigt, hvor lidt nærpolitiet har været på socialdemokraternes dagsorden efter valget. Før valget var der ingen ende på, hvad Mette Frederiksen ville gøre for provinsen. Hun fik det nærmest til at lyde som om, at der ville åbne nye hospitaler og politistationer overalt, hvis bare danskerne stemte på hende.

Men hvad er der så sket? Forhandlingerne om en ny aftale om politiets økonomi er blevet udskudt til næste år.

Og jeg har ikke hørt et ord om nye hospitaler og politistationer i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger. Faktisk er finanslovsforslaget et angreb på provinsen, hvor socialdemokraterne vil afskaffe puljen til udbredelse af hurtigt bredbånd i de dele af landet, hvor forbindelsen halter, og skære ned på friskolerne.

Måske justitsminister Nick Hækkerup vil give en forklaring på, hvorfor han har udskudt forhandlingerne om en ny politiaftale til næste år. Det har skabt stor utilfredshed på Christiansborg, hvor flere politikere tripper for at finde en løsning på politiets mange problemer.

Annonce
Dorthe Ullemose skriver om behovet for flere politistationer. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Bagsiden af massiv tilflytning: Kommuner kan bygge sig ihjel

Debat

Min Mening: Godt gået, Marstal

Torsdag den 29. november var en skelsættende dag for marstallerne. Endelig fik de deres savnede livsnerve tilbage. Ja, man kan nærmest kalde det en vigtig del af deres DNA. Forud var gået et ultrakort forløb, der viser, hvilken sand iværksætterånd og ikke mindst stædighed og sammenhold, der præger marstallernes kærlighed til det maritime. På trods af nogen forbehold fra det kommunale hold, der syv år i forvejen havde nedlagt forbindelsen Marstal-Rudkøbing til mange marstalleres raseri og frustration, smøgede de ærmerne op og finansierede 40 millioner kroner nærmest af egen lomme. Hvis ikke det er godt gået, ved jeg ikke, hvad er. Man siger, at der er kun to ustyrlige drifter i verden: seksualdriften og jernbanedriften. Hertil kan måske føjes: færgedrift. Det må de, der besluttede at droppe Marstal-Rudkøbing, sande. Det er til gengæld også nu, det skal bevises - både at det kan løbe rundt, og at alle os, der har sagt, vi vil bruge ruten, rent faktisk også gør det og ikke bare skriver på Facebook, at vi vil. Det er en historie, som - for os udenforstående - kom overraskende og pludseligt. Jeg var med til at se begyndelsen af den, idet jeg dengang var med i den gruppe, der skulle udvælge finalister og i sidste ende vinder af Fyns Amts Avis’ initiativpris. Alt var i sin vorden på det tidspunkt, og projektet var stadig kun: et projekt. Ikke desto mindre var det en af de mest oplagte finalister til en initiativpris, jeg har set. Så meget initiativ og vovemod er der ikke mange, der besidder. Det er vel nærmest kun Ærø, der kan fremvise en sådan stålsathed kombineret med faglig viden, der ville kunne fremvise et nærmest folkeligt oprør. Her på Langeland har vi måske ikke været så gode til at bakke op om forbindelsen, men som Ole Mortenssøn så rigtigt skrev det, så skal der være forbindelse mellem naboer. Jeg blev rørt, da der dukkede billeder op af Ærøxpressen på vej under Langelandsbroen ved otte-tiden. Et meget velkomment syn. Nu kan der endelig igen skabes trafik til øhopperne mellem de to største øer i det sydfynske øhav, turismen får gavn af det i hele området, vi to nabobiblioteker kan ses næsten så let som ingenting, samhandlen får nye muligheder - og måske kan vi opdage, at vi langelændere og ærøboere har mere end vandet til fælles. Som langelænder og sydfynbo kipper jeg med flaget og byder hjerteligt velkommen tilbage. Man kan undre sig over, at Søfartsstyrelsen har så travlt, at den første rigtige tur måtte udskydes. Man ser for sig de mange ansøgninger til at drive færgefart, der står i kø. Det kan ikke mindske glæden ved, at det er lykkedes, og jeg vil nyde at gå forbi færgelejet og se, at vi igen er naboer med færgeforbindelse. Tak, Marstal.

Annonce