Annonce
Debat

Debat: Alle job er gode

Læserbrev: Der har på det seneste været en del debat om akademikere og jobsøgning. Debatten er ikke ny, idet der tidligere har været lignende reaktioner på personer, der kan skrive cand. på deres CV, som i et medie bedyrer, at de ikke ønsker at arbejde i et supermarked.

Det er sådan set forståeligt, at man gerne vil bruge den uddannelse, man har brugt år på at tage, men det er vigtigt at minde om, at kan man arbejde, så skal man arbejde. Det er helt enkelt en pligt. Det er sådan, vi har valgt at indrette vores samfund. Det nytter ikke noget, at virksomheder har gode, ledige stillinger, som de ikke kan få besat, mens der går ledige rundt i Danmark. Det er hverken virksomhederne, den enkelte ledige eller samfundet tjent med.

Her er det også vigtigt at sætte spot på, at alle job er gode job. Når man er i arbejde, så både forsørger man sig selv og bidrager til samfundet. Og det kan jo sagtens være, at vejen til en god og spændende karriere i virkelighedens verden er helt anderledes, end man måske forestillede sig, da man studerede.

Tager vi eksemplet med et supermarked, så er der mange, der er startet i en butik, som så efterfølgende har gjort karriere inden for butikskæden. Det er et mønster, vi ser flere steder. Så er man ledig, kan det være gavnligt at tænke lidt ud af boksen. Måske vejen til job og karriere ligger et lidt andet sted end den umiddelbart oplagte? Det er bestemt ikke utænkeligt.

Annonce
Peter Halkjær skriver om karrieremuligheder. Foto: Dansk Erhverv
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Der skal være plads til begejstring

Kirkeministeriets årlige julekoncert i Holmens Kirke forleden endte med begejstrede klapsalver fra tilhørerne. Dog ikke fra en af Dansk Folkepartis charmerende hyggespredere, præsten Marie Krarup, som bagefter rasede på Twitter: "Jeg hader, når folk klapper i kirken. Den er et Gudshus, ikke en koncertsal." Heldigvis er der masser af præster, som er uenige med hende. For 14 år siden oplevede jeg et særeksempel i en kirke i Kastrup, hvor min niece blev døbt. Efter dåben diverterede organisten med et flot postludium, og det fik præsten til at vende sig mod menigheden og sige: "Nej, synes I ikke, at han spillede fantastisk - skal vi ikke gi’ ham en hånd?" Jeg har selv haft det privilegium igennem 30 år at være en syvendedel, altsolisten, af Sankt Nicolai Kammerensemble i Svendborg. Vores leder, Bendt Gammeltoft-Hansen, var heller ikke meget for klapsalver. Han betragtede en kirkekoncert som en liturgisk gudstjeneste, hvilket vil sige en gudstjeneste med sang og musik, men uden prædiken, og her hørte klapsalver ikke hjemme. Vi andre seks var meget uenige. Når vi havde stridt os igennem en kantate, stemmen knækkede ikke, violinerne spillede ikke falsk, vi begyndte og sluttede rimeligt samtidigt, ja, så var der da intet skønnere, end når tilhørerne i kirken kvitterede med et varmt bifald. Det modsatte kan nemlig også forekomme: Forår og efterår tog vi på en lille turné rundt i landet, og ved en koncert i Hjørring kirke skete det helt utilstedelige, at bedst som jeg lagde hele min sjæl i en guddommelig soloarie af Telemann, rejste en tilhører sig og gik. Det er jeg aldrig helt kommet mig over, og det har givet mig en evig mistro til vendelboer. Til trods for at jeg selv er født nordenfjords. Niels Hausgaard demonstrerede engang i en sketch, hvordan nordjyderne under hans show sad med papirposer over hovedet, for at ingen skulle se dem komme til at trække på smilebåndet. Men vi skal da begejstres. Der er så meget at være begejstret for. Danmark er igen kommet på førstepladsen, når det gælder velfærd. Langeland har fået en kommunaldirektør, som ikke alene bor på Langeland, men også taler sproget. I overmorgen skal vi ned på havnen og vifte med Dannebrogs- og Ærøflag, når vi tager imod den nye Marstalfærge, som vi har måttet undvære i syv år, og som takket være talrige gode kræfter nu vender tilbage til os. I skrivende stund skinner solen, det er snart jul, og mange af os skal være sammen med vores kære og forspise os i lækker mad. Det kan godt være, at tilværelsen ikke altid er lige sjov, men vi må aldrig lade mindre problemer skygge for gode glæder. Gnags benævnte deres album fra 1986 "Plads til begejstring". Det skal der altid være (og det er ikke en reklame for herreunderbukser). Kan I have en god jul alle sammen, tak for i år og godt nytår.

Navne

En funktionel lidelse var ved at få Matilde til at opgive gymnasiet: - Men de sagde, at jeg ikke måtte sigte for lavt

Annonce