Annonce
Debat

Debat: Advent – en tid med lys i mørket

Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul.

I dag er det første søndag i advent. Dagen rører hvert år ved et særligt blødt sted i mig. Det var min mor, der lærte mig at holde af adventstiden. Jeg kan se hende for mig, når hun hængte den grønne adventskrans med de røde bånd og hvide lys op i hjørnet af stuen. Selvom hun ellers ofte nok havde sit at slås med, nynnede hun og der blev en særlig forventningsfuld lethed omkring hende.

Forventningen fik næring om søndagen i kirken, hvor min far var kirkesanger. Også i kirken hang den grønne krans på sin traditionsrige plads i korbuen. Det bedste af det hele var, når vi åbnede døren til gudstjenesten og det nye kirkeår med at synge:

”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!

Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød.

Velkommen, nytår, og velkommen her!”

Med denne adventssalme over alle adventssalmer er jo også det vigtigste sagt: Advent betyder ’komme’ eller ’festlig ankomst’. Dén, hvis ankomst vi venter på i adventstiden, er altså Vorherre Jesus selv, hvis fødsel i Betlehem vi fejrer, når det bliver jul.

De fire ugers adventstid er altså forventningstid og forberedelsestid. For til en stor højtid og fest hører selvsagt forberedelser. Fester bliver ikke til ud af den blå luft. Vi må bygge op til dem eller tælle ned til dem. Som vi gør det hver dag i december med kalenderlyset eller søndag efter søndag med adventskransen.

Det var først i 1900-tallet, at adventstiden fik den store traditionsbærende betydning, som den har fået i dag med hele det store udtræk af julekalendere, julefrokoster, julekoncerter, lyskæder, kalenderlys og adventskrans. Især de levende lys er blevet en uundværlig del af adventstiden. I løbet af 1900-tallet mistede stearinlysene deres praktiske betydning i hverdagen. Lysenes symbolske betydning derimod voksede støt som stemningsskaber og markør af højtid og fest og måske også en måde at udtrykke en længsel på efter varme og nærvær?

Om noget blev glæden ved lysene afgørende for, at adventskransen med dens fire lys kom til som ny tradition. Personer med tyske rødder bragte kransen med sig til Sønderjylland og siden blev den almindelig i hele Danmark i 1930’erne og 1940’erne. Adventskransens udbredelse viste sig da også ved, at det første julemærke efter anden verdenskrig havde adventskransen som motiv. Oprindeligt var kransens bånd violette, da lilla er adventstidens farve i kirken, men i besættelsestiden vandt de nationale farver naturligt nok frem.

I dag er temaet ’adventskrans’ helt åben for fri, personlig fortolkning. De fire lys står dog urokkeligt fast, om end de kan fortolkes på forskellige måder: Et lys for hver af de fire adventssøndage. Men også måske et lys for hver af Guds store handlinger: I skabelsen af verden samt i julen, påsken og pinsen. Eller måske et lys for hver fase af vores liv som mennesker: Barndom, ungdom, voksenliv, alderdom – hvor alle livsfaser er bundet sammen i evighedens stedsegrønne krans.

Ung som gammel går vi i hvert fald nu ind i adventstiden. ”Hvis så bare december ikke var så hypet, så overdrevet i alle sine forventninger om alt muligt vi skal nå!” sagde min 18-årige gymnasieelev herhjemme forleden. ”Man kan næsten blive småstresset på forhånd”, sagde han med træt stemme. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad der så for ham at se var værd at samle på, når vi taler advent og jul, sagde han prompte: ”God mad. Og at vi helt konkret prioriterer hinanden. At vi lægger mobilen til side og ser hinanden i øjnene: Spiller et spil eller fletter julehjerter.”

Så i dag, når vi tænder det første lys i adventskransen herhjemme, er det dét, vi vil prøve at lægge os i selen for at prioritere. Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul. Når vi ikke desto mindre dropper at leve op til nogen af alle de opskruede krav, mærker vi samtidig, at det er dét, der er sjælelige vitaminer i. Siddende dér i adventslysenes skær kan vores længsel efter varme og nærvær blive opfyldt.

Hvis vi får ro på og går off-line, ser og mærker vi heller ikke bare os selv, men også hinanden på en anden måde. ”December er den måned, som man gruer allermest for, når man er ulykkelig”, skrev én. Advent er derfor også tiden, hvor vi med fordel kan kikke os lidt omkring for at fornemme, om der er én, der er ulykkelig. Om der er én, der skulle ske at have brug for et lille stykke af mig og min tid i den glade og grusomme december?

Digteren Sten Kaaløs enkle ord er værd at tage med på vejen:

”Gå i mørket med lyset.

Gå i visheden om

ikke at gå alene.

Gå med lyset – kom!”

Annonce
Birgitte Molin
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Ansigtsløse kujoner

Forleden dag sad jeg og kiggede på mine holdkammerater træne. Jeg sidder ufrivilligt ude nu, fordi jeg slog hovedet ret voldsomt, da vi spillede Champions League-kamp i Polen. Samtidig med, at vi trænede i den ene hal i Gudme, var der ældregymnastik i den anden, og mens jeg sad der og plejede min krop og mit hoved, kom der to ældre kvinder hen til mig uafhængigt af hinanden. De ville bare lige sige, at holdet skulle vide, at de var så stolte af den præstation, som vi havde lavet nede i Polen. Det kan godt være, vi havde tabt, men det var så flot, det vi havde præsteret. De vidste udmærket godt, at vi har været igennem en svær periode, hvor vi har tabt flere kampe, end vi plejer, men vi skulle bare vide, at de altid ville bakke os op. De to ældre kvinder fik lige pludselig min hovedpine til at blive en lille smule bedre, og jeg blev fyldt med positive følelser som optimisme, glæde, stolthed og værdsættelse. Og det leder mig videre til sagens kerne, for det er ingen hemmelighed, at vi som professionelle sportsfolk står i skudlinjen. Det er landsdækkende sport og kultur, og mange mennesker har en mening. For landsholdene er det endnu værre. Samtlige danske fodboldinteresserede har på et eller andet tidspunkt i deres liv været landstræner, i hvert fald hjemme i stuen. Og det er sådan det skal være. Professionel sport er et samlingspunkt. Foruden vejret og politik, så er det noget af det, vi snakker om, når vi mødes i Brugsen, til middage og bare generelt i hverdagen. Nu er der så VM i damehåndbold i Japan, og det danske hold er presset. De kom i en svær pulje, og står nu i en altafgørende kamp mod Frankrig om at komme i mellemrunden. Hvis Danmark ikke kommer videre fra puljen, vil mange betegne det som en fiasko, ja, selv landstræneren har bebudet sin afsked, hvis Danmark ikke går videre. Hvad har holdet så brug for i den situation? Mit bud kunne være de fire følelser, jeg oplevede den tirsdag morgen i Gudmehallen: optimisme, glæde, stolthed og værdsættelse. For der er ingen tvivl om, at det mentale aspekt betyder megameget, og at de danske spillere er pressede. Presset af dem selv, presset af omverdenen. Og det er fair nok. Jeg skal ikke være en blåøjet Tudemarie, der påstår, at vi bare skal stryge pigerne med håret. Men den mængde lort, man kan læse på de sociale medier om de danske landsholdskvinder, den fordrer ikke ligefrem de fire følelser. Og det er så nemt at sidde derhjemme bag sin skærm i trygge rammer og smide den ene svada afsted efter den anden. Voksne mænd og kvinder, der brækker sig ud over deres computer eller smartphone i form af personlige tilsvininger og fyringskrav. Hvis de selv samme personer så også kunne rose og juble, når det gik deres hold godt, så ville jeg have minimalt mere respekt for dem, men det er min fornemmelse, at det ikke er de samme mennesker, der gør det. Det gule hjørne (vores trofaste fanskare i GOG) havde forleden medbragt et stort banner. Der stod: "Stærk i medgang, loyal i modgang". Og det er vel indbegrebet af, hvad det vil sige at være en god fan? Der bliver mere og mere mobning på de sociale medier blandt børn og unge. Lad os opdrage dem til, at hvis man har et problem med nogen eller gerne vil udtrykke en frustration, så gør det på en ordentlig måde og hav nogle julekugler, der er store nok til at gøre det face-to-face i stedet for at være en ansigtsløs kujon bag en skærm.

Faaborg-Midtfyn

En afreven fingerspids, leg med pukkelhvaler og gudesmuk natur: Lisbeths jordomsejling endte i Dyreborg

Annonce