Annonce
Debat

Debat. Ældreplejen er glemt

Læserbrev: Mens regeringen hver måned vil sende 1900 skattefrie kroner til flygtningefamilier, har partierne bag finanslovsaftalen 2020 til gengæld svigtet de ældre.

Der er ikke afsat penge til flere plejeboliger og bedre hjemmehjælp.

Der er 73.000 ældre, der sidder i deres eget hjem helt uden hjælp, og vi står i de næste ti år og mangler 25.000 plejeboliger.

På finansloven for 2019 sørgede vi i Dansk Folkeparti for, at der blev afsat hele 1,5 milliarder kroner til ældreområdet. Men på finansloven for 2020 er ældreområdet nærmest blevet glemt. Området trænger i den grad stadig til at blive prioriteret.

Derfor er det alarmerende, at regeringen ikke i denne finanslov har afsat mere end sølle 125 millioner kroner. Det er kun en tiendedel af det beløb, som DF sørgede for kom med sidste år.

Ældresagen påpeger, at halvdelen af landets folkepensionister er fattige.

Beregninger viser, at 56 procent af landets folkepensionister har en lav eller meget lav indkomst at leve for. Det svarer i runde tal til 300.000 pensionister.

Jeg synes, det er en forkert prioritering at belønne arbejdsløse flygtningefamilier, som ikke bidrager til fælleskabet fremfor vores ældre medborgere, som må stå tomhændede tilbage.

En flygtning med to børn får over 20.000 kroner om måneden efter skat. Plus et hav af andre offentlige ydelser som gratis tandpleje, bolig, friplads til børneinstitutioner osv.

Langt mere end danske pensionister. Er det rimeligt?

Det er de ældre, der har lagt grunden til vores velstand i dag. Derfor skal de også have andel i fremgangen, selvom de ikke længere tjener penge selv.

Annonce
Dorthe Ullemose kritiserer finanslovsaftalen mellem regeringen, SF, Alternativet, Enhedslisten og Radikale Venstre. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen. Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale. Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt. Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder. Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning. Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande. Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Annonce