Annonce
Fyn

De vil hjælpe unge fængslede: Mødrene og kommunen er afhængige af hinanden

Det er tre år siden, den somaliske kvindeforening Sahan - her i skikkelse af formand Ayan Muumin (th) og kasserer Shamso Hassan - opfordrede SSP Odense til at søge penge til et projekt, der skal hjælpe unge før, under og efter en fængselsstraf. Foto: Michael Bager
Hverken de somaliske mødre eller de kommunale SSP-folk kan alene hjælpe kriminelle unge ind på en bedre vej. Men sammen kan de nå et stykke, og det er der brug for, påpeger den somaliske kvindeforening Sahan.
Annonce

Nogle har intet sted at bo. Mange har ikke noget arbejde, ikke nogen uddannelse at tage sig til. Og de fleste kommer ud med en gæld.

Tiden lige efter en løsladelse kan være svær at favne for somaliske unge, og ofte er den lette løsning at vende tilbage til den kriminelle vej. Men nu vil deres mødre det anderledes.

- Vi synes, der mangler noget hjælp til de unge, når de kommer ud af fængslet, så de kan få en god fremtid, siger Aayan Muumin og Shamso Hassan.

De er som henholdsvis formand og kasserer begge del af den somaliske kvindeforening i Vollsmose Sahan, og det er de flere end 100 medlemmers erfaringer, der har fået foreningen til at foreslå SSP Odense - altså samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politi - at sætte et projekt i værk, der allerede under afsoningen skal forberede de unge på en bedre og kriminalitetsfri tid efter fængslet

Annonce

Gensidigt afhængige

- De kan ikke få arbejde, de skal ikke i skole, og de føler sig alene, når de bliver løsladt. Som mødre kan vi godt holde foredrag for vores børn og give god råd, men uden kommunen kan vi ikke hjælpe dem helt i mål med for eksempel job eller psykolog, forklarer Aayan Muumin og Shamso Hassan.

Omvendt har også kommunen svært ved på egen hånd at hive de somaliske unge ud af kriminalitet og ind i en hverdag med job og uddannelse.

Kort fortalt om Sahan

Sahan er somalisk for "fremad sammen" og er også navnet  på en somalisk kvindeforening, der blev dannet for seks år siden i Vollsmose. Foreningen har over 100 medlemmer, flere af dem har drenge, der sidder eller har siddet i fængsel, og mange er enlige mødre.

Sahan har gennem årene modtaget flere priser for arbejdet med at modarbejde kriminalitet og radikalisering blandt somaliske unge - blandt andet Trine Bryld Prisen i 2016.

Kvinderne har også haft besøg af den landsdækkende amerikanske radiostation NPR, National Public Radio, der ville høre om en anden tilgang til at forhindre unge i at blive radikaliseret og drage til Syrien.

I februar 2018 var et tv-indslag på TV 2 imidlertid tæt på at lukke foreningen. Indslaget handlede om, at ingen af de somaliske kvinder, der var til stede den aften, kunne dansk eller havde et arbejde, og det rejste en mediestorm.

Men Sahan lever stadig og samarbejder blandt andet med SSP Odense om en række forskellige projekter, der skal holde unge væk fra problemer og i stedet give dem sunde fritidsinteresser.

- Mødrene kan ikke selv, vi kan heller ikke selv, men sammen kan vi nå lidt længere, fremhæver Rune Andersen og Paul Hansen fra SSP Odense.

- Vi har ikke den adgang ind i det somaliske miljø, som mødrene i Sahan har, men vi kan tage os af den administrative del, som er dræbende for det frivillige arbejde. Vi gik ikke ind i det her projekt, hvis Sahan ikke var med i det, for de hjælper med at bryde barrierer ned. Alt vores kommunale smartness hjælper ikke, hvis familierne er ikke med os, understreger de.

Annonce

65 unge skal nås

Efter tre års arbejde med projekt-forberedelse og ikke mindst fonds-ansøgninger har TrygFonden netop givet en million kroner til SSP Odense og Sahan, men der mangler fortsat 2,5 millioner kroner, før projektet kan blive virkelighed.

Millionerne skal blandt andet investeres i en projektleder og i uddannelse af frivillige mentorer, som jævnligt skal besøge de unge somaliere i fængslet og op til et år efter løsladelsen hjælpe dem med at lande i en meningsfuld tilværelse, forklarer Aayan Muumin og Shamso Hassan.

- De unge skal have hjælp til at starte forfra, og det er vigtigt, at rådgivningen og hjælpen ikke foregår i Vollsmose. Det skal være et andet sted i byen, for i Vollsmose holder alle øje med hinanden, siger de to Sahan-kvinder.


Vi gik ikke ind i det her projekt, hvis Sahan ikke var med i det, for de hjælper med at bryde barrierer ned. Alt vores kommunale smartness hjælper ikke, hvis familierne er ikke med os.

Rune Andersen og Paul Hansen, SSP Odense


De er ikke det mindste i tvivl om, at de fængslede, somaliske unge vil tage godt imod en hjælp fra det fælles SSP-Sahan-projekt.

- De kender os jo, påpeger Aayan Muumin og Shamso Hassan.

- Så nu håber vi bare, at vi snart har penge nok, så vi kan hjælpe de unge.

Ambitionen er på de første tre projekt-år at give 65 unge mellem 15 og 29 år og med somalisk baggrund et mentorforløb og rekruttere 40 frivillige mentorer. Derefter skal projektet evalueres af et analysebureau.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Video: Budgetforlig i Svendborg sender millioner til ældre, børn og teater på Frederiksøen

Annonce