Annonce
Langeland

De var med fra starten: De første beboere på Rudkøbings gamle slagterigrund

Bitten Russel og Jan Andersen kunne sige ja til en bolig på Bellevue, da de alligvel kunne komme i betragtning. I modsætning til andre havde de på forhånd solgt det hus, de boede i tidligere. Foto: Michael Lorenzen
Par var med fra starten og glæder sig til, at man kommer i gang med at bruge fælleshuset

RUDKØBING: Da tankerne om at få bygget et seniorbofællesskab på den gamle slagterigrund i Rudkøbing begyndte at tage form, tænkte parret Bitten Russel og Jan Andersen, at det var lige noget for dem. Og meget symbolsk endte det med, at parret blev de første, som flyttede ind. Det skete 1. juli i fjor.

Hurtigt fik de følgeskab af en del andre i blok A, den første, som blev bygget færdig, og som ligger tættest mod centrum.

- Vi kunne se, at man søgte udadvendte mennesker, folk med visioner og lyst til fællesskab. Det var lige os, fortæller parret, som kom til Rudkøbing for 32 år og har engageret sig i mange ting, blandt andet gennem mange år i Langelandrevyen.

Det tegnede dog til, at de ikke skulle blive en del af seniorbofællesskabet. For der var langt flere interesserede end lejemål i byggeriet. Det kom til lodtrækning, og Jan Andersen trak for højt et nummer.

- Så måtte vi slå tankerne om en bolig her ud af hovedet, men pludselig en dag fik vi en opringning. Nogen var sprunget fra, det var der faktisk flere, som gjorde, fordi de stod med et hus, de ikke kunne få solgt. Det havde vi selv gjort to år forinden, så vi var ikke afhængige af at skulle af med en anden bolig, fortæller Bitten Russel og Jan Andersen.

Parret fik to dages betænkningstid og ingen valgfrihed. Det var boligen nærmest ud til Bellevue. Det blev et ja.

Annonce
Jan Andersen og Bitten Russel er glade for deres nye bolig. De flyttede som de første ind i seniorbofællesskabet. Foto: Michael Lorenzen

Udmærket udgangspunkt

Når mange flytter ind nogenlunde samtidig i et helt nyt område, vil der selvfølgelig være mange ting, man lige skal vænne sig til.

- Vi tror på, at det er et udmærket udgangspunkt. Her er tale om en lille enklave. Vi har et fælleshus, vi ser meget frem til, og det er et pænt byggeri med de sten, man har brugt. Eneste anke er, at boligforeningen ikke har informeret os beboere ret meget om, hvad der skal ske. Det har været benhårdt arbejde at få oplysninger frem. Vi kunne godt have tænkt os, at man havde fremlagt en masterplan for området. Man skal også tænke på, at ingen af os har tid at vente 5-10 år på de løsninger, man vil lægge her, siger Jan Andersen og Bitten Russel.

Hun er 87, han 73 år.

Til gengæld har de så kunnet spørge håndværkerne, som hver tirsdag under opførslen var til byggemøde.

- I det hele taget har vi stor ros til håndværkerne med murerfirmaet Alf Jensens folk i spidsen. Når andre har spurgt, om ikke det var enerverende at bo i noget, som stadig var en byggeplads, har vi kunnet svare nej. Håndværkerne er diskrete, venlige og altid hilsende.

- Og i øvrigt ser det også ud til, at områderne mellem blokkene bliver flotte med græs og vilde blomster ned til en åben rende. Og boligerne er af god kvalitet med brede døre, ingen dørkarme, billig opvarmning og ingen støj. Normalt, for jo, naturligvis har vi "glæde" af festivalen. Her vandrer masser af unge ad Bellevue, når de skal frem og tilbage mellem festivalpladsen og byen. Det er der i sig selv ingen problemer i. Til gengæld er vi ikke glade for de kæmpe højttalere, mange går med. Så er der støj fra en, og bare 10 meter bagud kommer den næste, som spiller noget helt andet - men stadig højt.

Mangler kvinder

Som nævnt ser Bitten Russel og Jan Andersen frem til, at man får gang i fælleshuset, som kommer til at rumme et lille værksted.

- Her kan vi komme for at lappe cykler eller reparere en rollator. Statistisk set skal alle forbi to gange årligt med en punkteret cykel, så værkstedet skal nok være med til at fremme fællesskabet, nævner de.

Og så er der en lille pudsighed.

- Meget tyder på, at der ikke har været en kvinde inde over indretningen af boligerne. Blandt andet i entreen er der overhovedet ikke plads.

Men alt i alt er de meget tilfredse med den nye bolig samt beliggenheden. Det gælder også i forhold til badeanstalten, som de regner med, at mange af beboerne i seniorbofællesskabet vil gøre brug af. Jan Andersen har selv været meget aktiv omkring vedligeholdelse, fremstilling af møbler med videre til badeanstalten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Sæt fuld turbo på turismen

Indimellem kan man stadig høre folk her på egnen vrænge lidt af turismen her - som om det ikke var et rigtigt erhverv. Den slags ord falder tit, når snakken falder på, hvad området skal leve af fremover - og her må man forstå, at vi ikke "skal rende rundt i nationaldragter", men noget "rigtig produktion" ville være bedre. Den slags ytringer er ikke bare dumsmarte og forældede, men også direkte skadelige for vores egns udvikling. Fordi vi har brug for turisterne. Derfor er det godt nyt, at man med de seneste opgjorte tal for Langeland kan se en meget positiv udvikling. Øen er nu den næstmest populære kommune for turisterne i forhold til antallet af overnatninger. Det er især tyskerne, der er vilde med den lange ø - de tegner sig for næsten halvdelen af de godt 500.000 overnatninger, der var sidste år. På Ærø er tallene knap så gode og viser en lille tilbagegang i forhold til året før, men her er til gengæld optimisme og tro på fremtiden, fremgår det blandt andet af øens turist- og erhvervsdirektørs nyhedsbrev. Nedgangen tilskrives nedgangen i bryllupsindustrien, som ellers har varmet godt i lavsæsonen i foråret og efteråret. Til gengæld er der tro på, at det med den forøgede færgekapacitet er muligt at tiltrække endnu flere turister den kommende sæson, og modsat manges og ikke mindst indenrigsministerens opfattelse, så melder øen om kapacitet til endnu flere turister. Det er værd at notere sig i den on-going debat om landevejsprincippet, der som bekendt fortsat ikke gælder hele året, netop med henvisning til, at nogle øer ikke ville kunne klare flere turister. Med hensyn til de sydfynske øer kan man vist roligt sige, at man godt kan rumme flere turister - og at der er i den grad er brug for det i vores erhvervsudvikling. Det er afgørende vigtigt, at vi alle har det store potentiale for øje, når vi snakker udvikling af området. Det handler ikke kun om udvikling for os lokale eller for tilflyttere, men i særdeles også om de gæster, vi kan tiltrække til at tage del i livet her - gerne hele året rundt. Så med den store vækst, der er igen er set inden for turismen bredt set i Danmark sidste år, så er det bare med at sætte turboen på også her. Og det gælder i øvrigt også for os selv: Micro-eventyr og stay-cation er jo ikke længere nye begreber, selvom de lyder som sådan. Det handler bare om at være turist på egen egn. Og måske det var værd lige at tjekke de sydfynske øer til næste weekendtur eller måske sommerferie. For turisterhvervet her har ret meget at byde på - også selvom de ikke går i nationaldragter...

Annonce