x
Annonce
Fodbold

De kalder det for "Kamp 0"

Der var 44.000 tilhængere og tilskuere fra Bergamo i Milano til den Valencia-kamp, som de italienske myndigheder nu kalder for skæbnesvanger og for "Kamp 0". Foto: REUTERS/Daniele Mascolo
Stærke mistanker om, at Champions League-kampen mellem Atalanta Bergamo og FC Valencia gav voldsom næring til corona-smitten.

FODBOLD: Der falder mørke skygger over Champions League-ottendedelsfinalen mellem italienske Atalanta Bergamo og spanske FC Valencia, som hjemmeholdet vandt med 4-1 den 19. februar.

Kampen blev afviklet med 44.236 tilskuere på San Siro i Milano og nu taler man i Italien om den som "Kamp 0".

Opgøret skal ifølge italienske sundhedseksperter være en af grundene til, hvorfor byen Bergamo og oplandet er særligt hårdt ramt af corona-virussen og man fra den egn ser billeder af militærkøretøjer, der kører ligkister ud af byen og aviserne på de kanter har udvidet fra to til ti siders dødsannoncer.

- 44.000 Atalanta-fans rejste til Milano i busser, tog eller var i tæt kontakt med hinanden i restauranter eller motorvejs-cafeer. Epidemien i Bergamo eksploderede præcis to uger efter den kamp, siger Francesco Le Foche, der er leder af afdelingen for infektioner i den romerske klinik "Umberto I".

Allerede forinden var det store antal af internationale virksomheder i nærheden af Bergamo med til at nære udbredelsen af virussen.

Også den italienske regerings krisestab arbejder med teorien om, at Champions League-kampen mellem Valencia og Atalanta kan have medvirket til den eksplosive udbredelse af COVID-19.

- Det er en mulighed, som vi efterprøver. Men det er svært at forfølge den teori, siger Silvio Brusaferro, der er præsident for Italiens øverste sundhedsinstitut ISS.

Returkampen den 10. marts i Valencia fandt sted uden tilskuere eller journalister. En spansk journalist var forinden blevet smittet med corona-virussen, da han dækkede den første kamp i Italien.

Seks dage efter returkampen meddelte Valencia, at 35 procent af personerne omkring klubbens førstehold var testet positive.

Annonce
Atalanta Bergamos spillere takker for støtten efter kampen i Milano. Foto: Scanpix/ REUTERS/Daniele Mascolo

Atalantas tyske spiller Robin Gosens gav et dramatisk billede af situationen i det nordlige Italien, da han for nylig medvirkede på Skype i "Das aktuelle sportstudio".

- Desværre kan det ikke overgås i tristhed, hvad der aktuelt foregår hos os. Jeg håber og jeg beder til, at vi kan blive et skrækkeligt forbillede for andre lande. Jeg tror det her kan være en advarsel til andre lande om at være så godt forberedt som muligt på sådan en tilstand, sagde Gosens, der selv sidder i sit hus i Bergamo og er i karantæne og end ikke må lufte sin hund.

- Siden det blev kendt, at 35-40 procent af Valencia-spillerne var inficeret, må jeg ikke gå nogen steder. Jeg har min baggård, hvor jeg kan lave lidt fitness og løbe lidt. Det er højdepunktet for mig i løbet af en dag, sagde han i udsendelsen.

Robin Gosen er midtbanespiller og var kommet godt i gang rent sportsligt, da Italien afbrød alle turneringer. Han har spillet for mindre tyske klubber og for Heracles, Vitesse og FC Dordrecht i Holland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce