Annonce
Faaborg-Midtfyn

De har lavet en skov af rædsler: - Det er fedt at få en voksen mand til at græde

Tre af medlemmerne i foreningen Horrific ved et af stederne i skoven, hvor folk skal skræmmes. Klaus Jensen (nederst), formand Martin Carlsen (bagest) og bestyrelsesmedlem Nikita Austin. I dagslys ser det idyllisk ud, men bare vent, til mørket falder på. Foto: Hardy Hounsgaard
En flok gyser-glade mennesker har stiftet foreningen Horrific, som laver skræmme-events. Formand Martin Carlsen lægger jord til de skræmmende oplevelser, der skal foregå på hans midtfynske landejendom ved Krumstrup uden for Ringe.

Midtfyn: Martin, Nikita og Klaus får en glæde ud af at jage folk en skræk i livet. Og det er de ikke alene om. Cirka 50 medlemmer har meldt sig ind i den nye forening Horrific, der har til huse i et nedlagt landbrug på Krumstrupvej sydøst for Ringe.

Her bor Martin Carlsen med sin kæreste, Marianne Jensen. De er flyttet til den midtfynske landejendom, der ligger få hundrede meter fra herregården Krumstrup, for et halvt år siden af en bestemt årsag: for at skræmme folk. De sidder begge i bestyrelsen for Horrific, Martin Carlsen er formand og Marianne Jensen kasserer.

- Vi boede i et parcelhus i Langeskov, men vi var på udkig efter et sted med mere plads. Det fandt vi her, siger Martin Carlsen.

Annonce
Sådan kan det se ud, når en græskarmand giver folk en skræmmende oplevelse i frygtens skov. Foto: Horrific

Landejendommen har masser af plads. Martin Carlsen og Marianne Jensen bor i det gule hovedhus, men gårdens to hvide længer kan foreningen Horrific råde over. I de gamle lader mødes foreningens medlemmer om aftenen og i weekenderne og laver skræmmende figurer af træ og papmaché, som med sort skibslak kan give den ønskede angstfremkaldende effekt.

Skeletter, græskarmænd og store figurer med strittende grene som fangarme står rundt omkring på det kolde cementgulv. I dagslys ser de tilforladelige ud, men i mørke og med den rigtige lyssætning kan de skræmme livet af folk, når de bliver sat op rundt omkring.

- Flere af os har kendt hinanden i 10 år. Vi har været involveret i Horror Nights på Valdemars Slot og Haunted Park i Middelfart, siger Martin Carlsen.

Halloween-fest i forhaven

Under coronanedlukningen i 2020 var der ikke nogen halloween-arrangementer. I stedet arrangerede de et event i Martin Carlsens egen have i parcelhuset i Langeskov 31. oktober sidste år. Her valfartede folk til for at se meterhøje græskarmænd, en kirkegård med dansende spøgelser, en heksehule og en kæmpestor edderkop på taget.

- Der kom mellem 300 og 400 i løbet af aftenen, og det var vi vildt imponerede over, fortæller Martin Carlsen.

Den store opbakning fik de skræmmeglade folk til at stifte foreningen Horrific.

Martin Carlsen er formand for foreningen Horrific, der holder til i to gamle lader på hans og kærestens landejendom på Krumstrupvej uden for Ringe. Foto: Hardy Hounsgaard

- I stedet for at overskuddet skal gå til et privat firma, vil vi hellere have, at overskuddet går til en forening, så vi kan bruge pengene på at lave endnu bedre oplevelser, siger Martin Carlsen.

Annonce

Vild med gysere

Horrific-formanden er 34 år og arbejder til daglig som projektleder i Odense hos firmaet Abtion, der udvikler software. Han elsker et godt gys.

Jeg kan godt lide det psykologiske bag gysere. Det at man kan skabe en frygt for noget, der ikke er farligt.

Martin Carlsen, formand for Horrific

- Jeg har altid været vild med gysere. Jeg kan huske, at jeg som 10-årig så "The Blair Witch Project" og var helt vild med den. Jeg kan godt lide det psykologiske bag gysere. Det at man kan skabe en frygt for noget, der ikke er farligt, forklarer Martin Carlsen.

Den holdning deler Nikita Austin, der også er med i bestyrelsen for Horrific.

- Det er fedt at få en voksen mand til at græde. Man kan se store, voksne mænd gå rundt i skoven og holde deres kærester op som skjold. Det er fedt at give folk en glæde ved, at de bliver bange, siger 34-årige Nikita Austin, der bor i Sanderum, hvor hun er kunstner og maler billeder.

Annonce

Kan lide at skræmme

Hendes kæreste, Klaus Jensen, er også med i foreningen. Den 39-årige mand med rødt fuldskæg er en af skræmmerne, der kan jage folk en skræk i livet, når han pludselig dukker op i mørket i skoven på ruten.

- Jeg har en af de frie roller og kan godt lide at overraske folk, der tror, de har styr på det, men ikke har opdaget mig, siger Klaus Jensen, der til daglig arbejder som vagt.

Klaus Jensen kan sætte den rette grimasse til et godt gys. - Jeg kan godt lide at overraske folk, der tror, de har styr på det, siger den 39-årige mand, der til daglig arbejder som vagt. Foto: Hardy Hounsgaard

Man der bliver taget hensyn, understreger de tre gyserglade folk.

- Vi er gode til at læse folk. Hvis folk trækker sig, når jeg ser på dem, så trækker jeg mig også. Men hvis folk går frem mod mig, så spiller jeg med, siger Klaus Jensen.

- Vi laver kontrolleret skræm. Til børneaftenerne kan børn få en tryllestav, så de kan få monstrene til at stå stille, hvis de bruger tryllestaven, siger Martin Carlsen.

Annonce

Får nye venner

De skræmmeglade foreningsmedlemmer hygger sig sammen.

- Vi har et godt netværk og hygger os med hinanden. Det er en nem måde at få nye venner på. I vores alder kan det godt være svært at møde nye venner, men her har vi et godt fællesskab, siger Nikita Austin.

Martin Carlsen er formand og Nikita Austin er bestyrelsesmedlem i Horrific, der holder til i en landejendom uden for Ringe. Foto: Hardy Hounsgaard

- Vi laver også andre ting end at skræmme folk. Vi har haft karavanemarked med westerntema i august, og i december laver vi julemarked, fortæller Nikita Austin.

Annonce

Perfekt sted at skræmme

Men deres hjerter banker for at skræmme folk. Til det formål er den midtfynske landejendom perfekt. Til ejendommen hører to hektar jord, heriblandt en tæt skov, som den cirka 800 meter lange rute til Horrifics halloween-events går igennem.

Horrific-medlemmerne har bygget en labyrint af træpaller, som man skal igennem - med skræmmende overraskelser rundt om hjørnerne. Foto: Hardy Hounsgaard

Ruten begynder på gårdspladsen og går videre forbi æbletræer i haven, gennem skoven og gennem en labyrint med to meter høje sider bygget af lodretstående træpaller og slutteligt over marken hjem til gårdspladsen.

Halloween-events

Under navnet "Forest of Fear" arrangerer foreningen Horrific flere halloween-events på foreningens hjemsted, Krumstrupvej 7 sydøst for Ringe.

Fredag den 22. oktober og lørdag den 23. oktober er det for børn og skræmte sjæle, der ikke er til det store gus og gry.

De næste to weekender, fredag den 29. oktober og lørdag den 30. oktober samt fredag den 5. november og lørdag den 6. november, er det arrangementer for voksne, hvor uhyggen vil være i højsædet.

Det er muligt at købe billet i tidsrummet klokken 19-21 eller klokken 21-23.

Man kan få mere information og købe billetter på horrific.dk.

- Vi vil gerne være de mest kreative eventnørder på Fyn og være med til at give folk en god oplevelse med et godt gys, siger Martin Carlsen.

Skræmmerne er svære at skræmme, når de selv har været med til at bygge skræmme-universet op.

Bliver du bange? Horrific-medlemmerne laver skræmmende figurer i laden i den nedlagte landbrugsejendom. Foto: Hardy Hounsgaard

- Jeg er miljøskadet. Det er svært at blive bange for nogen, man selv har lagt ansigtsmaling på, så jeg bliver ikke bange, når jeg går gennem ruten, som jeg nogle gange gør med folk, der gerne vil have en med, siger Nikita Austin.

Martin Carlsen er glad for den skov, der hører til ejendommen, hvor Horrific holder til. I den tætte skov kan man give folk gys og gru. Foto: Hardy Hounsgaard

Martin Carlsen kan dog stadigvæk godt blive skræmt af en god film.

- Japanske gysere kan jeg godt blive skræmt af. Hvis jeg sidder en mørk aften og ser en japansk gyser, kan jeg godt blive bange, siger Horrific-formanden.

Horrific arrangerer seks halloween-arrangementer i oktober og november på Krumstrupvej 7 uden for Ringe. Foto: Hardy Hounsgaard
Et af skræmmestederne, som Horrific-medlemmerne har lavet i frygtens skov. Foto: Hardy Hounsgaard
Et græskar som hoved og en krop malet med sort skibslak er et af de monstre, som foreningen Horrific laver i landejendommens lade. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Svendborg

Tag kandidattesten her

Sport For abonnenter

Fem kilometer i Ommel med løbestjernen Abdi Ulad: - Jeg har altid søgt at være selvstændig

Fyn

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Torsdagens coronatal: Yderligere 1247 er smittet med corona

Annonce
Annonce
Annonce
Langeland

Herregård på Sydlangeland i stor udvidelse: Ferielejligheder, mikrobryggeri, røgeri og stor hal til konferencer og fester

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Lynchstemning i jollehavnen efter stortyveri: - Det er frækt ad helvede til!

Debat

Klumme: Nu falmer skoven og snart er der kommunalvalg

Debat

Læserbrev: Netto på havnen - naturligvis

Kultur

Prosa, Pilgaard og Pape: Fem grunde til at du skal til litteratur-festival i Svendborg

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Mathias forsyner Odenses finere restauranter med unikke urter og grønt: Nu vil han også sælge grøntsagskasser

Fyn For abonnenter

Link til artikel med opdaterede corona-tal fra din kommune

Debat

Ikke en finger at sætte på politisk engagement: Venstre har støttet besparelser

Fyn

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Erhverv For abonnenter

Anders Borring har solgt sin virksomhed for over 500 millioner kroner: Nu vil han hjælpe fattige kvinder og børn

KANDIDATTEST

Ved du hvem, du vil stemme på? Tag kandidattesten her

Erhverv

Som borgmesteren fik den bygget: 'Borgen' på lystbådehavnen skal have det oprindelige udtryk

Langeland For abonnenter

Ingen annoncekrig fra Rema: Vi siger bare tak for støtten

Faaborg-Midtfyn

Jonas er blevet legitimeret schweisshundefører: Abbi snuser sig frem til såret vildt på lange afstande

Annonce