Annonce
Erhverv

De glæder sig til mandag: Detailhandel på Langeland gør klar til at gense deres kunder

Ida Bay er klar til at tage imod kunderne igen. Foto: Michael Lorenzen
Efter to måneders pause lukker detailhandlen op igen.

LANGELAND: For en række butiksejere på Langeland vil den kommende mandag blive noget ganske særligt. Efter meldingen om, at detailhandlen uden for storcentre må genåbne fra 1. marts, gør de klar til et gensyn til kunderne. Og de glæder sig.

- Det er jo godt og vel to måneder, jeg har haft lukket, så jeg regner bestemt med, at der kommer mange. Vi havde sidste dag den 23. december, og det betyder blandt andet, at kunderne ikke har kunnet bytte julegaver, fortæller Ida Bay, som har forretningen Bay Sko i Rudkøbing.

Ida Bay fulgte med i onsdagens pressemøde. På dette tidspunkt vidste hun godt, at det var nu.

- I ugerne op til har jeg været mere usikker på, hvad der skulle ske. Men nu er det sikkert. Det er jeg meget glad for. Samtidig har jeg utroligt ondt af de butikker, som ligger i storcentre og ikke bliver omfattet af genåbningen, fastslår Ida Bay.

Gennem hele nedlukningen har hun været inde i sin butik om formiddagen og indrettet og taget imod nye varer. I gennemsnit har hun nok modtaget tre kartonner med sko dagligt. Hver karton kan tage mellem 12 og 18 par, så det kan sagens løbe op i omkring de 50 nye par på en dag.

Annonce

Bord og kaffe uden for

Hvis man afbestiller hovedordrer, skal man betale 60 procent af varernes pris, så det kan ikke komme på tale.

- Så i første omgang handler det om gavebytning og så udsalg af de varer, jeg normalt ville have solgt i januar og februar, siger Ida Bay.


Så i første omgang handler det om gavebytning og så udsalg af de varer, jeg normalt ville have solgt i januar og februar.

Ida Bay


Hun har cirka 170 kvadratmeter butiksareal og forventer at tillade maksimalt 10 kunder af gangen. Hvis nogen gerne vil handle, men ikke tør gå derind, regner hun med at stille et bord op uden for og lave en kande kaffe til de ventende.

Længere op ad Østergade ligger tøjbutikken MR Rudkøbing, som Ulrich Larsen og Børge Prydgaard driver.

- Vi åbner igen med smil og glæde. Det bliver dejligt at komme i gang igen, og jeg blev ekstra glad, da jeg forleden læste jeres artikel om, at Langeland ligger i top, når det det gælder udsolgte sommerhuse i højsæsonen. Vi ser frem til en forhåbentlig travl sommer, siger Børge Prydgaard.

Hvor mange kunder, der kommer, og hvor meget gavebytning, der bliver tale om, tør han ikke spå om. Det kan også hænge sammen med, at nogen, der egentlig havde regnet med at ville bytte julegaven, har fundet ud af, at de alligevel godt kan bruge den.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce