Annonce
Indland

Danskerne ser stadig få personer privat trods genåbning

Der er en svag stigning i antallet af kontakter til kolleger og fremmede, men borgerne ser fortsat få privat.

Trods den gradvise genåbning ser danskerne ikke flere personer privat. Der er kommet mere aktivitet i samfundet, men ikke en stigning i befolkningens private liv.

Det viser den seneste Hope-rapport fra Aarhus Universitet. Her undersøges danskernes holdning og adfærd under epidemien.

Projektet ledes af professor i statskundskab Michael Bang Petersen. Han kalder situationen stabil.

- Vi har gennem nogle uger set faldende tillid til sundhedsrådene, og at folk begyndte at se flere, men nu er det stabiliseret. Så det ser ud, som om den gradvise genåbning er blevet taget godt imod og har været med til at forhindre yderligere fald i opfattelsen af epidemihåndteringen.

- Samtidig har folk reageret hensigtsmæssigt ved at sige: "Selv om vi genåbner noget af samfundet, så betyder det ikke, at jeg skal give los i det private liv", forklarer han.

I rapporten står der, at der er svage tegn på en stigning i antallet af kontakter til kolleger og fremmede.

Det er forventeligt, siger Michael Bang Petersen.

- Det vil automatisk skabe aktivitet, når man går i butikker, kører i offentlig transport og går på arbejde.

- Den forøgede aktivitet handler ikke om, at folk ikke tager epidemien alvorligt eller har tillid til sundhedsmyndighederne. Det handler om, at man jo gør, som man gør, når samfundet genåbner.

Opmærksomheden på at holde afstand er dog faldet.

Det bliver vigtigt at få de grupper, som sætter rammerne for det genåbnede samfund, til at gøre opmærksom på den forebyggende adfærd, siger Michael Bang Petersen.

Det vil sige butiksejere, ansatte på uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere.

- Det er i høj grad op til dem, at smitten forbliver nede, selv om vi åbner. Flere strømmer ud i det offentlige rum, så det handler om at finde ud af, hvordan vi kan være her på en sikker måde.

- Det er også op til den enkelte borger, men det handler også om, at arbejdsgivere skal sikre, at der ikke er for mange på arbejde, eller at butiksejere skal sørge for sprit og god afstand, forklarer han.

/ritzau/

Hope-rapporten fra Aarhus Universitet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce