Annonce
Rejser

Dansker i Luxembourg: Her er hans bedste tip til byen

Pétrusse-dalen omkring floden af samme navn skærer sig gennem byen som et dybtliggende grønt, stille naturbælte. Foto: Christophe van Biesen/Visit Luxembourg
Luxembourg er et af Europas mindste lande, og hovedstaden er ikke større end Aalborg. Men den har metropolstemning og et smukt grønt område i sin midte.
Annonce

- Hvordan havnede du i Luxembourg?

- Jeg har altid vidst, at mit liv ville blive uden for Danmark. Fra high school i USA til uddannelse der og i Storbritannien. At jeg så endte i Luxembourg var lidt et tilfælde. Jeg havde dengang en belgisk kæreste, og hendes bror havde i en lokal avis set et jobopslag, som var mere interessant og til højere løn end det, jeg havde fundet i England.

- Hvad er der særligt ved Luxembourg?

- Variationen. Luxembourg kan næsten kaldes en bystat. Landet er mindre end Fyn, men her er utrolig varieret natur og meget af det. Fra vinmarker i syd og mineområdet mod sydvest, der hvor landets rigdom kommer fra, til store skove og dybe dale nordpå. Lille Schweiz kaldes det, selv om bjergene naturligvis ikke er nær så høje. Her er historiske byer og fantastiske slotte.

Peter Larsen

49 år. Bor i Luxembourg.

Afdelingschef i IEE S.A.

- Der bor omkring 100.000 i hovedstaden Luxembourg, hvor der er meget mere kultur, liv og gastronomi, end man normalt finder i en by af den størrelse. Måske fordi halvdelen af indbyggerne er født i udlandet, så alle har forskellig baggrund, uden at man dog kan kalde byen multikulturel.

- Hvad viser du dine gæster?

- Uden for byen vil jeg tage dem med sydpå til Mosel-dalen og besøge Caves St Martin i Remich. Her i de underjordiske gange har man siden 1919 produceret mousserende vine efter samme metode, som benediktinermunken Dom Perignon udviklede. Og nordpå til middelalderbyen Vianden med eventyrslottet, som ligner noget, Disney kunne have tegnet.

Peter Larsen i bil. Kommer man som turist, er der ingen grund til at leje bil, for al offentlig transport er gratis. Privatfoto

- Inde i Luxembourg by vil jeg tage dem med i Pétrusse-dalen, et parkområde omkring floden af samme navn, som skærer sig gennem byen. Flod og park ligger nede i en ”dal”, og her hører man ikke byens larm. Man kan høre fuglene synge.

- Har du et hemmeligt sted?

- Jeg har faktisk mange. Jeg finder dem i ”den blå bog”, som indeholder 201 vandreture. Hver tur har sit eget A5-ark, som man kan tage ud, og så er det bare at komme ud og finde sit eget paradis. Stierne er gode og godt afmærket. Boghandlerne har bogen, men man kan også finde det hele online: www.visitluxembourg.com/en/what-to-do/nature-tours/hiking-luxembourg/walking-tours.

- De fleste har hørt om slaget om Bastogne i Belgien i 1944, men de færreste ved, at en stor del af Ardenneroffensiven foregik i Luxembourg, som blev særdeles hårdt ramt. Der er flere mindesmærker og små museer om det i den nordlige del af landet, og slottet i Clervaux har et museum om og med fotoudstillingen ”The Family of Man”, som gik verden rundt i 1950’erne.

Den gamle bydel i Luxembourg er på Unescos verdensarvsliste. Foto: John Zeimet/Visit Luxembourg

- Hvor spiser du ude?

- La Mirabelle er en af mine favoritter. Restauranten ligger i Beggen, som er et kvarter i det nordlige Luxembourg by, og den ligger i et stærkt befærdet vejkryds og ser ikke ud af noget. Men inde serveres retter fra det franske køkken. Den burde have en Michelin-stjerne.

- Vil man opleve byens puls, er Brasserie du Cercle på Place d’Armes med sin hyggelige terrasse en god idé om sommeren.

Gigantrejer stegt i olie med ”alt for meget” hvidløg. Privatfoto

- Der er en stor portugisisk befolkning i Luxembourg, og en af deres legendariske restauranter er Chez Isabel Bacano i Hesperange, som ligger lige sydøst for Luxembourg by. Specialiteten er gigantrejer stegt i olie med ”alt for meget” hvidløg.

- Hvad er virkelig lokalt i Luxembourg?

- Nationaldagen 23. juli fejres virkelig med maner. Aftenen før er hele den gamle bydel, som i øvrigt er klassificeret som verdensarv, en stor fest. Det bør man opleve, hvis man er i byen den dag.

- Schueberfouer er verdens ældste byfest med masser af forlystelser, øl og usund mad på Glacis-pladsen i Limpertsberg, som er et kvarter i den nordøstlige del af byen. Festen blev holdt første gang i 1340, og den foregår fra torsdag til fredag før Saint Bartholomew-dag, 24. august, og varer til tirsdag-onsdag før 12. september. I år måtte fest nummer 680 dog aflyses på grund af corona.

- Hvis man vil opleve det helt lokale køkken er det  Mousel’s Cantine inde i centrum. Her serveres gammeldags bondekost i store portioner.

- Specielt for Luxemburg er i øvrigt, at den offentlige transport er helt gratis overalt. Der er ingen grund til at leje bil. Tag toget fra Luxembourg til Clervaux. Det er en superflot tur.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Et godt og affaldsfattigere 2021

Navne

80 år: Finnebarn blev på Langeland

Annonce