Annonce
Sport

Dansk damedouble taber højdramatisk finale i Indonesien

Adek Berry/Ritzau Scanpix
Maiken Fruergaard og Sara Thygesen tabte i tre tætte sæt til hjemmebanefavoritter i Indonesia Masters.

Badmintonduoen Maiken Fruergaard og Sara Thygesen har leveret topresultater gennem hele ugen i Indonesia Masters. Men i finalen mødte de deres overkvinder.

Indoneserne Apriyani Rahayu og Greysia Polii blev båret frem af hjemmepublikummet i Jakarta og vandt 18-21, 21-11, 23-21.

Kampen blev afgjort efter en højdramatisk afslutning, hvor danskerne misbrugte to matchbolde.

Alligevel kan Fruergaard og Thygesen kigge tilbage på en stor uge og se frem til et spring på verdensranglisten, hvor de før turneringen lå nummer 30.

Den danske damedouble havde vundet fire kampe i den indonesiske turnering for at nå frem til finalen, og heriblandt var et par gedigne overraskelser.

I anden runde slog de det andenseedede japanske par, Yuki Fukushima og Sayaka Hirota. Og i semifinalen vandt de over de forsvarende olympiske mestre, Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi fra Japan.

I søndagens finale var danskerne igen undertippede mod verdensranglistens nummer otte, og Fruergaard og Thygesen havde tabt alle de fem foregående møder med indoneserne.

Men Rahayu og Polii virkede en anelse tynget af forventningspresset foran de indonesiske tilskuere. I kampens begyndelse spillede de nervøst og begik en række uprovokerede fejl.

Danskerne kom på 6-2, og med stor selvtillid og aggressivt spil kom lidt de senere foran 11-5.

De missede en oplagt chance for at komme på 16-10, og få minutter senere udlignede indoneserne til 16-16. Men som i de foregående kampe holdt danskerne nerverne i ro og vandt et tæt første sæt.

Den danske double kom halvskidt fra start i andet sæt, men et indonesisk ketsjerskifte midt i en duel reducerede forspringet til 4-5.

Fejlene kom hyppigere fra danskernes side, men Fruergaard og Thygesen tog det hver gang med et smil og gjorde sig klar til næste duel.

Det gode humør var dog ikke nok til at true Rahayu og Polii, som udnyttede de danske fejl og vandt andet sæt i sikker stil.

Indoneserne kom nemmere til deres point, mens Fruergaard og Thygesen skulle arbejde hårdt for at afgøre duellerne i tredje sæt.

Rahayu og Polii samlede det meste op og kom foran 5-2 og 8-5 og var ofte et lille skridt foran.

Konditionen kom for alvor på prøve i de mange opslidende dueller, og indoneserne så ud til at styre mod sejren foran 18-15.

Men igen viste danskerne stor mental styrke og spillede sig frem til to matchbolde, men indoneserne trykkede danskerne i bund, og efter 80 minutters badminton endte det alligevel med indonesisk sejr.

Indonesia Masters er en Super 500-turnering og rangerer på World Tourens niveau 4. Det er niveauet lige under eksempelvis Denmark Open og Malaysia Open.

/ritzau/

Annonce
Adek Berry/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Jørgens marker ligger under vand og afgrøder dør: - Det er bare at vente og have nerver af stål

GOG

GOG-kollektivet skal vinde på svær udebane

Ærø For abonnenter

Har fået nok af politikere, der slås: Stemmesluger fra Søby stiller op til kommunalvalg

Annonce