Annonce
Indland

For 25 år siden skrev Lise-Lotte kvindehistorie: En Rebel takker af

Lise-Lotte Rebel fylder 70 år og takker af. Arkivfoto: Lars Johannessen.
Lise-Lotte Rebel var den første kvinde i landet, der blev valgt til biskop. Efter 25 år forlader hun posten, når hun lørdag den 23. januar fylder 70.
Annonce

Lørdag den 23. januar lægger Lise-Lotte Rebel, biskop i Helsingør Stift, endegyldigt bispekåbe og bispekors fra sig. Da fylder hun 70 og går på pension.

Bispevielsen af efterfølgeren, Peter Birch, sker 31. januar i Helsingør Domkirke, og den ny biskop indtager bispesædet dagen efter.

Afskedsgudstjenesten blev holdt 14. november - til Rebels store ærgrelse under skrappe corona-restriktioner og for en meget begrænset skare.

Lise-Lotte Rebel var ikke den første danske kvinde, der kandiderede til at blive biskop, men den første, der blev valgt.

Hun er cand.theol. fra Københavns Universitet i 1978.

Samme år blev hun præst ved Utterslev Kirke og i 1980 ved Islev Kirke, inden hun i 1987 kom til Helsingør Domkirke. I 1995 blev hun valgt til biskop over Helsingør Stift.

Dermed nåede ligestillingen toppen i folkekirken, som ordinerede de første kvindelige præster i 1948.

Hendes barndomshjem var præget af nøjsomhed, og faren døde tidligt. Lise-Lotte Rebel valgte - utraditionelt for familien - at gå i gymnasiet og blev student fra Aurehøj Gymnasium i Gentofte i 1970. Derefter tog hun til Aarhus for at læse idéhistorie.

På den tid havde marxismen solidt fodfæste på universiteterne, og Institut for Idéhistorie var blandt spydspidserne for den revolutionære avantgarde.

Men den senere biskop fandt de akademiske diskussioner om kapitallogik ret så verdensfjerne.

Det var hendes egen tilværelse, der skulle laves om, ikke samfundet, mente hun ifølge Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Noget tilsvarende gjaldt hendes syn på den fremvoksende rødstrømpebevægelse, som hun siden har lagt afstand til.

I 1972 skiftede Rebel studium og begyndte at læse teologi.

En biskops opgave er at føre tilsyn med præster og kirker i stiftet. Lise-Lotte Rebel har lagt vægt på, at præsterne prioriterer det teologiske arbejde som kernen i jobbet snarere end udadvendte og sociale aktiviteter.

Præsten skal være præst, ikke socialrådgiver eller psykolog, mener hun.

I 2003 blev biskoppen mere synlig, end hun formentlig ønskede, da sagen om Thorkild Grosbøll, sognepræsten i Taarbæk, havnede på hendes bord.

Den nu afdøde Grosbøll udtalte offentligt, at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud.

Biskoppen valgte at overlade til Kirkeministeriet, om den kætterske præst skulle for en læredomstol. Det kom han aldrig, men blev senere sat under tilsyn af bispen i Roskilde.

Lise-Lotte Rebel har et opløst ægteskab bag sig, hvorfra hun har to sønner. Hun er gift med professor, dr.theol. Bent Flemming Nielsen.

Rebel er kommandør af Dannebrog.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fyn

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce