Annonce
Debat

Danmarks ambassadør: Sydafrika venter på den næste smittebølge - og den næste

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, under et besøg på et hospital i Johannesburg. Landet har været både økonomisk og socialt hårdt ramt af corona, som har kostet mange livet. Foto: Jerome Delay/Ritzau Scanpix

Døden kommer i mange former og hastigheder i dette afsindigt smukke land. Der myrdes i Sydafrika 58 personer om dagen året rundt. 38 personer dør dagligt i trafikken. 7,5 millioner sydafrikanere har hiv/aids. Ubehandlet diabetes og tuberkulose slår titusindvis af sydafrikanere ihjel hvert år.

Døden er i Sydafrika en integreret del af det levede liv, og hver weekend har lokalsamfund over hele landet traditionelt været vidne til store offentlige begravelser fulgt af de famøse “after tears parties”, hvor familie og venner med sang og fest har fejret deres netop begravede slægtninge.

Tobias Elling Rehfeld. Foto: Ambassaden

Så Sydafrika er ikke fremmed for døden. Men tingene har ændret sig. Døden har i det seneste år vist sig i en ny skikkelse. Den kommer snigende. Snor sig især igennem fattige og overbefolkede townships. Finder de svage gamle. Finder de mange med underliggende sygdomme. Finder de udsatte og udmattede frontlinjekæmpere i landets vaklende sundhedsvæsen. Jager folk, der ikke har den ringeste mulighed for at holde afstand i byer bygget af blik- og papskure eller lade sig isolere, hvis symptomerne begynder.

Vi er midt i den anden smittebølge, og covid-19 bliver nådesløst ved med at slå ihjel. Nu i en ny muteret version, der ikke i sig selv er mere dødelig, men som er 50 procent mere smitsom. De officielle tal taler om 40.000+ døde. De uofficielle sætter tallet til 100.000+. Hvem ved? I et land, hvor de færreste dør på hospitalet eller i offentlige plejefaciliteter, er det svært at måle dybden i den akutte sundhedskrise. Men når man bor her, så mærker man det.

Ambassaden har mistet nære samarbejdspartnere til virussen. Der dør helte fra kampen mod apartheid, ministre, embedsfolk, forretningsfolk, familiemedlemmer og kollegaer til folk, som vi kender. De offentlige hospitaler er på bristepunktet. Bedemændene i sygdommens brændpunkter kan ikke følge med. Angsten har taget livet af after tears-festerne.

Og så er den akutte coronakrise måske ikke engang den største krise. For skjult i al den sygdom og bekymringerne for konsekvenserne af den nye muterede coronavirus vokser en katastrofal økonomisk krise med stadig større ødelæggende styrke. I 2020 skrumpede den sydafrikanske økonomi med otte-ni procent, og mere end to millioner sydafrikanere mistede deres job i et land, der i forvejen kæmper med en arbejdsløshed på omkring 30 procent.


Også i Sydafrika er der måske lys for enden af tunnellen, men tunnellen virker bare så uendelig lang, og lyset er flakkende og svært at lune sig ved.


Det er ufattelig mange skibbrudne liv og ufattelig mange milliarder i tabte skatteindtægter og uforløst økonomisk vækst, som dermed ikke længere er til rådighed for at styrke den sydafrikanske sundhedssektor, bygge nødvendige vand- og energiforsyninger eller finansiere skoler og videregående uddannelser til de stadig større sydafrikanske ungdomsgenerationer. Det er døden, der ikke bare røver fra nutiden, men gør dybe indhug i håbet om en bedre fremtid.

Heldigvis er der lys for enden af tunnellen. Det ved vi jo fra Europa. Vaccinerne kommer. Vi er i fuld gang. Vi er der næsten. Til sommer er mareridtet over ... i Europa altså.

Her på det afrikanske kontinent er virkeligheden en lidt anden. I Sydafrika kræver den nationale covid-19-vaccineplan ca. 80 millioner doser for at dække den voksne del af befolkningen. Foreløbig har landet sikret sig 1,5 millioner doser. De kommer i denne måned. Eller måske i næste måned. Herefter bliver billedet lidt uklart. Måske kommer der flere forsyninger til april. Eller senere på året. Eller i hvert fald til næste år. Og imens vi venter, kommer de næste store smittebølger. Den tredje bølge nok i juni/juli, den fjerde formentlig i slutningen af året. De ruller ubønhørligt ind over landet.

Så også i Sydafrika er der måske lys for enden af tunnellen, men tunnellen virker bare så uendelig lang, og lyset er flakkende og svært at lune sig ved lige nu. Det ændrer ikke ved, at livet går videre, men forhåbningen om normalitet fortaber sig. Hverdagen har taget en anden form. Vagtsom. Tilbageholdende. Angst. Sydafrika er måske ikke fremmed for døden, men vi har allerede set nok til at frygte for yderligere besøg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Rød læbestift og Gucci-tasker er velkomne i faaborg-midtfynsk politik: - Jeg ville blive tosset over sommerkjole-kommentar

Debat

Debat: Ryttermarken-sag har ingen vinder

Annonce