Annonce
Langeland

Dømt for plastisk sprængstof gravet ned i haven: Hårde fængselsstraffe til to mænd fra Langeland

Et efter langelandske forhold voldsomt stort politiopbud var med under ransagningen af ejendommen på Møllemosevej. Arkivfoto: Martin Ramsgaard
To mænd dømt for ulovlig våbenbesiddelse og narkohandel
Annonce

RUDKØBING: Der har været adskillige sager om ulovlige våben på Langeland i slutningen af 2018 og i år, men det vakte dog alligevel voldsom opsigt, da politiet i december i fjor under en storstilet ransagning hos to mænd på en adresse på Møllemosevej lidt uden for Rudkøbing blandt andet fandt 500 gram plastisk sprængstof, tændsatser m.m. gravet ned et sted på ejendommen.

Ved ransagningen fandt politiet også skydevåben og ammunition.

Omkring 25 politifolk, hunde og ammunitionsryddere var i aktion under ransagningen. Blandt andet havde man fat i Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste fra Skive Kaserne.

For nylig blev de to mænd dømt ved Retten i Svendborg i en sag, der samtidig rummede en del andet. Den ene, 49-årige Niels Tonny Ingvardtsen, fik tre år og ni måneders fængsel, mens 26-årige Jack Aagren Mehling blev idømt tre års fængsel.

Det plastiske sprængstof blev fundet sammen med patroner til en revolver. Selve revolveren samt 50 patroner var umiddelbart tilgængelig inde i huset, fremgår det af domsudskriftet fra Retten i Svendborg.

Annonce

Våben og stoffer

Den 26-årige havde erkendt at have revolveren inde i boligen, men også den 49-årige blev dømt, selv om han nægtede dette forhold. I forvejen havde den 49-årige erkendt besiddelse af en salonriffel, som blev fundet sammen med et kikkertsigte, en lyddæmper samt et tilhørende magasin med seks skarpe patroner i.

I sagen indgik desuden hash og amfetamin. Blandt andet var begge tiltalt for at ville videresælge godt 23 gram amfetamin og knap 100 gram hash. Den 26-årige blev frikendt, mens den 49-årige blev dømt. Han havde delvist erkendt besiddelse, men nægtet at ville sælge noget af stofferne.

Retten hæftede sig i sin bedømmelse ved, at der var fundet en digitalvægt samt "pølsemandsposer", små, lukbare plastikposer, man kan opbevare stof i.

Annonce

Varetægtsfængslet før jul

Den 49-årige blev også dømt for at have nogle skunkplanter hos sig.

Retssagen rummede ifølge domsudskriftet også et element, der kom til afstemning i domsmandsretten, som består af en juridisk dommer og to lægfolk (domsmænd).

Den 26-årige blev med dommerstemmerne 2-1 kendt skyldig i at have haft et ulovligt våben liggende i en bil, selv om politiet rent faktisk på et tidspunkt havde stoppet ham, set våbnet, men ikke påtalt det og tværtimod havde ladet ham køre videre med det. Det ene medlem af domsmandsretten mente, at man skulle lade det tælle til hans fordel og frikende ham for dette forhold, mens de to øvrige altså var uenige.

De to mænd har siddet varetægtsfængslet siden midten af december i fjor. De blev fremstillet i grundlovsforhør i Svendborg dagen efter ransagningen.

I sagen indgik flere andre, mindre forhold, blandt andet omkring hæleri og ulovlig omgang med hittegods.

Der kører for tiden et stort sagskompleks om narko og amfetamin, der især kredser om et par adresser på Tullebølleegnen, men sagen fra Møllemosevej har ifølge anklagemyndigheden ingen tråde til denne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Uheld i nødspor på Fynske Motorvej

Annonce