Annonce
Ærø

Dødsvold i Søby: Nu er to mænd sigtet i sagen

Det var i dette hus på Langebro 1 i Søby, at Henrik Groth Rasmussen blev udsat for så megen vold, at han dagen efter døde af det . Arkivfoto: Peter Becher Damkjær
I lørdags blev en 42-årig mand fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for vold begået mandag den 13. maj mod en 40-årig mand, som dagen efter afgik ved døden. Nu er to personer sigtet i sagen.

Søby: Der har sandsynligvis været flere personer om at begå vold mod den 40-årige Henrik Groth Rasmussen, der mandag i sidste uge blev udsat for så megen vold i et hus på Langebro i Søby, at han tirsdag aften døde af det på Odense Universitetshospital (OUH).

Fredag den 17. maj blev en 42-årig mand anholdt uden for Ærø - formentlig på Langeland - og lørdag blev han fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre og varetægtsfængslet i fire uger. Der er nu to personer sigtet i sagen: en 57-årig mand, der blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag den 15. maj, og så altså den 42-årige mand.

Vicepolitikommissær Jack Liedecke fortæller, at politiet stadig efterforsker sagen, og at han derfor kun kan give sparsomme oplysninger om sagen, fordi den bliver ført bag lukkede døre i retten.

- Meget kort fortalt bliver en 40-årig mand udsat for vold på adressen Langebro 1 i Søby mandag den 13. maj. Manden bliver mandag aften overført til OUH, hvor han dagen efter klokken 18 afgår ved døden. Dødsårsagen er den vold, som han har fået på krop og i ansigt, fortæller vicepolitikommissæren fra Fyns Politi.

Politiet havde allerede en formodning om, at der var flere gerningsmænd om volden, da den 57-årige blev fremstillet i grundlovsforhør den 15. maj.

- Ved det første grundlovsforhør lød sigtelsen, at den vold, der var begået mod den forurettede, formentlig var begået af flere gerningsmænd, og vores efterforskning har så ført frem til, at vi mener, at der er en begrundet mistanke om, at to personer har været involveret i den vold, der er begået, siger Jack Liedecke.

Politiet arbejder nu på at finde ud af, at der kan være flere gerningsmænd end de to, der allerede er blevet varetægtsfængslet.

- Vi kan ikke udelukke, at der er flere. Det er derfor, vi skal snakke med vidner og lave nogle yderligere tekniske undersøgelser, siger Jack Liedecke.

Annonce

Politi blev først kontaktet tirsdag

Politiet har en formodning om, hvad motivet bag volden kan være, men det er ikke noget, som Jack Liedecke vil komme nærmere ind på.

- Vi har en idé om motivet, men vi har stadig en del vidner, som vi skal have fat i, og nogle vidner som skal genafhøres, så præcis det om motivet, det holder vi for os selv, siger han.

Fyns Amts Avis erfarer, at politiet ikke blev kaldt ud mandag aften, da volden sker. Jack Liedecke bekræfter, at politiet først hører om sagen tirsdag, hvor Henrik Groth Rasmussen ligger på hospitalet.

Hvordan kan det være, at politiet ikke bliver tilkaldt i forbindelse med at der bliver ringet 112 mandag aften?

- Der kommer ikke politi ud mandag aften. Det er alarmcentralen, der bestemmer om der skal politi ud eller ej. Hvis de skønner, at skaden ikke har været så alvorlig på det tidspunkt, så har de ikke kontaktet politiet. Det er først tirsdag morgen, at politiet hører om det. Der bliver vi underrettet af OUH, og så går vi ind i sagen, siger Jack Liedecke.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Lykkelig afslutning på Hamed Rezaiis sag

Endelig fik Hamed Rezaii sit svar. Og lykkeligvis for ham var det et positivt svar. Han har langt om længe fået den opholdstilladelse, han så inderligt har ønsket sig. Det er meget, han har været igennem. Lægeerklæringer har dokumenteret, at de psykiske traumer, han har fået som følge af sin opvækst i og flugt fra Afghanistan, har medført , at han lider af posttraumatisk stress syndrom. Bedre er det ikke blevet af, at hans sagsforløb har været en knudret affære med en del afslag og meget lang ventetid. Nu er det heldigvis overstået. Svaret er nået frem til Ærø, og så er der ikke så meget at sige til, at hans hoved var så fyldt med impulser, at hans umiddelbare behov egentlig var at slukke for hjernen og bare spille Playstation, efter han først havde kaperet, hvad nyheden betød for hans liv og færden. At der så også lige sniger sig yderligere en lettere grotesk detalje ind i sagsforløbet, er på bundlinjen underordnet for Hamed Rezaii. Det vigtigste for ham må være, at han har fået lov til at blive i landet. Nu kan han koncentrere sig om at passe sit arbejde og komme videre med bearbejdningen af PTSD'en. Og naturligvis kan han arbejde videre med integrationen i det samfund, han allerede er en del af. Den groteske detalje er måske også en anelse kendetegnende for et sagsforløb, hvor tidsplanen skred, og det har knebet gevaldigt med den gode og oplysende kommunikation fra Udlændingestyrelsen til Hamed Rezaii og familien Kjelsmark, som han har boet hos, mens hans ansøgning om at få en opholdstilladelse er blevet behandlet. Sidste krølle på sagen er, at Udlændingenævnet ved en fejl ikke fik fortalt Rezaiis advokat, at ansøgningen var gået igennem. Advokaten blev blot bedt om at fremskaffe nogle boligpapirer, og derfor kom det frem, at sagen var afsluttet med et lykkeligt resultat for Hamed Rezaii. Måske er det ikke den største fejl eller den tungeste opgave i hele sagsbehandlingen, der er kikset, men det er trods alt en ret vigtig oplysning, der ikke er blevet givet videre til først Hamed Rezaiis advokat og siden hovedpersonen selv. I sig selv behøver det ikke give meget røde ører. Fejlen har trods alt ikke alvorlige konsekvenser for sagen. Men samlet set, har sagsforløbet ikke været kønt. Set med positive øjne kan det slås fast, at der er lavet en sagshåndtering, der på nogle felter kan danne skole for, hvordan tingene ikke skal gøres. Adskillige små og store fodfejl undervejs har sat Hamed Rezaii under et unødigt mentalt pres, og det vil da være prisværdigt, hvis den slags fejl kan undgås i fremtiden. Han er jo ikke det eneste menneske, der befinder sig i en yderst sårbar position, hvor små administrative fodfejl kan få store menneskelige konsekvenser.

Annonce