x
Annonce
Svendborg

Dødsdom: Krisecenter for kvinder i Svendborg afblæst

Mette Gregersen og Rico Busk vil gerne have et kvindekrisecenter i Svendborg. Det har de arbejdet på siden december 2018, men nu opgiver de projektet. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Siden slutning af 2018 har foreningen Sydfyns Krisecenter gerne villet lave et center, der hjælper kvinder, som har været udsat for vold. Men efter lang tids forsøg på at skaffe midlerne, bliver krisecenteret nu ikke til noget.

Svendborg: - Kære alle besøgende. Jeg vil med denne side lave lidt info om mit igangværende projekt: Etablering af et krisecenter på Sydfyn.

Sådan lyder introteksten på Sydfyns Krisecenters facebookside, skrevet af Mette Gregersen, der siden december 2018 har forsøgt at få startet et krisecenter i Svendborg, der skal hjælpe kvinder, der har været udsat for vold.

Planen var, at krisecenteret skulle slå dørene op i starten af 2019, men nu - her lidt over et år efter - er det endnu ikke blevet til noget. Og nu er projektet dødt. Det fortæller Mette Gregersen, der sammen med Rico Busk har stået i spidsen for foreningen.

- Vi har valgt helt at stoppe med at forsøge at lave krisecenter.

Det har nemlig været en stor udfordring at få kommunen med på vognen, lyder det fra Mette Gregersen.

Foreningen skulle rejse 1,5 millioner kroner i fondsmidler for at etablere sig og efterspurgte desuden et engangsbeløb på 650.000 kroner af kommunen. Men et mindretal - Socialdemokraterne og Enhedslisten - i Social- og Sundhedsudvalget var ikke meget for at støtte projektet.

I mellemtiden blev der startet et kvindekrisecenter i Stenstrup uden kommunens indblanding, og formand i Social- og Sundhedsudvalget, Hanne Klit (S), har flere gange udtalt, at hun ikke mener, det er en kommunal opgave at spytte penge i et krisecenter.

Mindretallet i udvalget gjorde i september 2019 brug af standsningsretten og sendte sagen i byrådet, hvorefter man lavede en lånegaranti på 500.000, som alle kunne søge.

Annonce

Ikke ansøgt om lånegaranti

Men Sydfyns Krisecenter har ikke ansøgt om lånegarantien.

- Vi er ikke interesseret i det med at låne, siger Mette Gregersen.

- Det var efter, politikerne besluttede, at der ikke var penge til at hjælpe os, at jeg begyndte at gå med tanken om at lukke projektet ned, tilføjer hun.

- Jeg synes, det er latterligt, at de ikke går ind og hjælper. Vi synes ikke, det er at vise, at man støtter op om vold, lyder det fra Mette Gregersen.

Hun fortæller, at det har været opslidende at være i sådan et politisk virvar.

- Jeg må bare indse, at det er politik. Der foregår så meget. Man bliver i utrolig dårligt humør. Det handler hele tiden om spekulationer og magt i stedet for det, som det handler om: At der er mange kvinder derude, der mangler et sted, hvor de kan gå hen, når de har brug for hjælp. Også et forløb bagefter, så de ikke ender på krisecenter igen, siger Mette Gregersen.

- Nogle begyndte også at spekulere i, at jeg lavede en stilling til mig selv, og at fagligheden ikke var noget særligt. Da tænkte jeg, at barren var blevet for lav.

Ikke et nederlag

Foreningen Sydfyns Krisecenter havde egentlig fundet en fond, der ville samarbejde, men det ville de kun, hvis også kommunen støttede økonomisk. Og da politikerne ikke har prioriteret penge til kvindekrisecenteret, bliver den aftale med fonden altså ikke til noget.

Mette Gregersen er træt af, at det er endt sådan, og at det skal være så svært at få noget op at stå.

- Sydfyn er ikke ligefrem et iværksætter-paradis, siger Mette Gregersen.

Hun ser dog ikke projektet som et nederlag.

- Jeg har lært en masse, og det er en gave, at jeg har fået lov til at møde så mange kvinder i det her forløb, hvor jeg har fået rigtig mange henvendelser.

- Det viser også bare, at der er mange derude, som har brug for et krisecenter. Det i Stenstrup er fyldt, og hvad med de kvinder, der ikke selv kommer og beder om hjælp. Det vil jo være godt, hvis man kunne tage det i opløbet, så man ikke bare behandler, når man har fået tæsk, mener Mette Gregersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Vækst uden styring?

Læserbrev

Min mening: Svanesang i Wuhan

Vi havde lige fået VHS-afspiller, da Berlinmuren faldt. Vi så det i fjernsynet. Murbrok efter murbrok brød den gamle verden igennem til den nye. Det første det frie menneske gjorde var at kramme de andre. I 1996 fik jeg en bog i fødselsdagsgave af min daværende kæreste. Jeg gik i 2. G, og havde ønsket mig den. ”Jeg har set verden begynde,” hed den, og den fulgte mig op gennem min ungdom som et soundtrack eller en plade. Jeg tog den med på min rejse i det sydlige Afrika med Mellemfolkeligt Samvirke og jeg citerede heftigt fra den på skriveholdet på Ryslinge Højskole nogle år senere. ”Der har aldrig været så meget skønhed, så meget ødelæggelse som nu,” står der blandt andet frit efter min hukommelse. Det har jeg ofte mindet mig selv om, og det tænker jeg på nu. Der går en æra fra murens fald til virussens dramatiske grænsesætning. Vi har set verden begynde, nu har vi også set den lukke ned på rekordtid. Den grænseløse tid sang sin svanesang på et kødmarked i Wuhan. Nu ved vi, at vi kan gøre de andre syge, at alting hænger sammen. Men også at vi kan ændre adfærd. Gennemgribende og på kort tid. Det bliver en af voldsomme forandringer, vi vågner op til. Jeg var barn af den frihed, der kom med murens fald. Før finanskrisen talte vi om friværdi, mens vi spiste tangsalat på Christianshavn, hvor Lagkagehuset skød op. Det var næsten dumt ikke at låne. Så det gjorde vi. I Roskilde Bank. Sammen med de andre 53 familier, der byggede vores bofællesskab i Albertslund. Med mange børn, ja-hatte, fester og bevidst fravalg af de grænser, en hæk skaber. I min generation virker det til, at rejsen er blevet et levevilkår. Det var det ikke, da jeg var barn og slet ikke da mine forældre var det. Jeg skrev engang en artikel om det. Jeg bad en tiårig dreng tegne på et kort, hvor han havde været. Jeg bad hans mor og hans morfar om det samme. Den ældste generation havde taget toget til Sønderjylland på ferie som barn, moren havde været i Norden og et enkelt andet land i Europa, mens drengen havde været på flere kontinenter og et tocifret antal lande. Middelklassen er rykket frem i bussen, de skal også på skiferie. Alt er forbundet. Der er to store øjeblikke i en danskers liv, siger Carsten Jensen. Når hun står i afgangshallen i Kastrup, og når hun står i ankomsthallen. Eller sagt på en anden måde: Der er kun en ting, der er større end at rejse ud, og det er at komme hjem. Det er nu, vi ankommer til verden. Det er måske også nu, den vågner. Hvor længe har der ikke været kritik af et samfund, der kun tænker på at vækste? Alt imens vi alle holdt hjulene i gang. Afhopperne var dem, der tog drastiske valg. Flyttede ud i skoven, blev hekse. Hylede mod månen og sendte opskrifter på Instagram. Man må have mange følgere for at starte en bevægelse. Uanset hvad man diskuterede, kom før eller siden sætningen: ”Man kan jo ikke standse udviklingen.” Virus kan. For tiden læser jeg en anden bog. ”How to do Nothing,” hedder den. Den handler om at se. Om hvad vi bruger vores opmærksomhed på, og hvor dybt vi bruger den. De, der kan, vender sig mod naturen i de her dage. Den har heldigvis stadig åben. Vi slæber vores piger med på ture rundt på egnen og sætter dybe, våde støvlespor langs Syltemade Ådal og op i Egebjerg Mølle. Vi har boet her i to år, og jeg har hørt ordet så tit, men jeg havde faktisk ikke set Vester Skerninge før nu. Det velkendte og alligevel fremmede er ofte det mest fascinerende. Klimakrisen har fyldt meget, men mest på Facebook. Jeg har stået på en ambitiøs klimakonference, hvor hovedtemaet var bæredygtig turisme, og i pausen hørt branchefolk tale om, at flyrejserne kun gik én vej: Op. Fortællingen er en anden, industrien den samme. Nu er mikroturisme en nødvendighed. Også i påsken. Nu har vi chancen for at se i dybden. Hvad enten det er din egen hæk, du stirrer på eller Øhavsstien. En dag i sidste uge tog vi nærmest spontant i shelter. Fyldte bilen med håndsprit og sangbøger og kørte til Trente Mølle. Vi lavede bål, snobrød og spillede guitar. Det blev frostgrader i løbet af natten, og man kan sige, at vi var til stede, også når vi ikke sov. At vågne til rimfrosset græs og se lyset langsomt varme lysningen op. Det var flere dages bålstank værd. Verden ændrer sig. Det mærkværdige skete ikke kun i mennesketomme byer. Også Facebook var i to dage lammet, stille. Så kom kreativiteten. Så sendte de live fra flodhestene, og så kom alle instrumenterne. De sociale medier blev pludselig det, de måske var tænkt som: noget der forbandt os. Forstummet var for en stund alle vaccinefornægtere og sjovt nok også alle dem, der skammer sig over at være dansk. Verden ændrer sig. Spørgsmålet er, hvilket samfund vi ønsker at vende tilbage til? Hvad vil jeg kæmpe for? Frihed? Ja. Men gerne med et moderat forbrug af luftrummet. Vi så verden begynde, nu vil vi se den besinde sig.

Annonce