Annonce
Svendborg

Covid-19 lagde Birthe i respirator: - Det er forfærdeligt ikke at kunne trække vejret selv

- Jeg har fået bekræftet, at vi lever i et smørhul her i Danmark. Jeg har fået al den behandling, pleje og omsorg, som jeg kunne ønske, siger Birthe Ringgaard Mikkelsen, der har type 1-diabetes og endte med at komme i respirator, da hun sidste år blev smittet med corona-virus. Diabetes er en af de faktorer, som risikerer at gøre et forløb med corona værre. Foto: Vibeke Toft Nielsen
Sygeplejerske Birthe Ringgaard Mikkelsen er blandt de mange i frontlinjen på akutmodtagelsen i Svendborg, men blev sidste forår selv sendt til tælling af covid-19. Hun har diabetes og er dermed en af de 60.000 syddanskere, der er særligt sårbare over for virussen.

I marts sidste år kunne ingen have forudset, at en virus fra Kina skulle lægge det danske samfund ned i en sådan grad, som det er sket med coronavirus.

Heller ikke 61-årige Birthe Ringgaard Mikkelsen var bekymret. Hun arbejder som sygeplejerske på Den Fælles Akutmodtagelse på Svendborg Sygehus og har type 1-diabetes samt den autoimmune sygdom Addison.


Annonce

Jeg var på vej ud for at børste tænder og måtte lade ilten stå på stuen. Men jeg kunne slet ikke få luft. Jeg blev så bange!

Birthe Ringgaard Mikkelsen


Det gør hende til en af de 60.000 syddanskere med diabetes, der - ifølge Sundhedsstyrelsen - er særligt sårbare overfor coronavirus. Faktisk viser en undersøgelse fra Statens Serum Institut, at hele 19 procent af de indlagte med covid-19 fra februar til april sidste år havde diabetes. Alligevel var Birthe ikke bange for at blive smittet.

- Jeg tog selvfølgelig restriktionerne meget alvorligt, men jeg følte mig ikke selv udsat. Jeg er i god form, lever sundt og er aldrig syg. Jeg tænkte lidt: ”Den kan da bare komme an”, fortæller hun.

Men det skulle vise sig at være lidt for optimistisk.

Måske smittet af patient

17. marts sidste år var Birthe Ringgaard Mikkelsen på vagt på sygehuset, og en kvinde kom ind med en speciel vejrtrækning. Hun havde ingen andre symptomer på covid-19, så både Birthe og lægen vurderede, at hendes symptomer var udløst af noget psykisk.

- Jeg var meget tæt på hende, fordi jeg ville berolige hende. Dengang var man ikke så opmærksom på risikoen for at blive smittet med covid-19, og vi gik ikke med mundbind, hvis patienterne ikke var isolerede, fortæller Birthe Ringgaard Mikkelsen, der så frem til et par fridage, da hun kom hjem.

- Det var fedt vejr, så jeg gik i haven og knoklede løs. Jeg kan huske, at jeg sad på terrassen med en kop kaffe, da jeg pludselig fik sådan en snigende ømhed omme fra ryggen, fortæller hun.

Birthe blev tiltagende dårligere og fik i løbet af få dage meget høj feber. Til sidst kunne hun ikke samle kræfter nok til at gå op af trappen.

Annonce

- Jeg blev så bange

En uge senere var Birthe Ringgaard Mikkelsen blevet så dårlig, at hun måtte kaste håndklædet i ringen.

For hun var nu så udmattet, at hun blev indlagt på Svendborg Sygehus. Her fik hun ilt og blev podet. Imens hun ventede på svar, fik hun tiltagende sværere ved at trække vejret.

- Jeg kan huske, at jeg var på vej ud for at børste tænder og måtte lade ilten stå på stuen. Men jeg kunne slet ikke få luft. Jeg blev så bange!

- Det var ganske forfærdeligt, at jeg ikke kunne trække vejret uden hjælp, fortæller hun.

I mellemtiden viste svaret på prøven sig at være positiv – Birthe havde fået covid-19. Hun blev hastet til Infektionsmedicinsk Afdeling i Odense.

De følgende dage var meget surrealistiske.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Hvordan er jeg lige endt her?”

Annonce

Var flov over at være smittet

Birthes iltmætning i blodet var god, men hendes svære vejrtrækning gjorde hende mere og mere udtrættet.

Efter et par dage besluttede lægerne sig for at lægge hende i respirator. Her lå hun i tre dage. I to af dem var hun vågen.

- Det var ret grænseoverskridende at få sin insulinpumpe taget af og overlade den del til andre, når jeg var vant til at styre det selv. Men der var jo ikke noget at gøre, jeg var magtesløs og kunne ingenting.

- Til gengæld tænkte jeg ikke over, at det var en maskine, der trak vejret for mig. Jeg affandt mig med, at det var sådan, det var, fortæller hun.

Da Birthe kom ud af respiratoren og blev lagt på enestue, fulgte den sværeste periode i hele forløbet. Fra at have været under overvågning døgnet rundt, lå hun nu alene 23 timer i døgnet.

- Det var meget ensomt. Jeg blev stille og roligt overmandet af mine tanker og angst for ikke at kunne trække vejret. Jeg havde ingen kræfter til at bevæge mig, og jeg måtte se fjernsyn hele tiden for ikke at blive skør, fortæller Birthe Ringgaard Mikkelsen, der havde det svært med, at man i nyhederne kaldte lægerne og sygeplejerskerne for ”hverdagens helte”.

- Jeg blev så flov over, at jeg var blevet smittet og bare lå der. Jeg burde jo være derude sammen med dem og hjælpe til. Det var sådan, jeg følte det.

Annonce

Totur

Efter tre ugers indlæggelse var Birthe Ringgaard Mikkelsen dog ved at nå grænsen.

- Det var tortur. Jeg savnede min familie og havde det næsten som om, jeg var ved at blive psykotisk. Der skulle jeg bare hjem. Og så blev jeg udskrevet.

Der skulle dog gå to måneder, før hun begyndte at føle sig som sig selv igen.

- De første dage kunne jeg knap gå fra køkkenet og ud på toilettet. Man forstår slet ikke, hvor udmattet man kan blive af den sygdom.

På trods af det svære forløb med covid-19 er Birthe Ringgaard Mikkelsen ikke blevet bange for at arbejde som sygeplejerske.

- Det er jeg ikke, men jeg er bange for sygdommen, for det har været rædselsfuldt og livstruende forløb.

- Men man lærer af alt her i livet. Jeg har fået bekræftet, at vi lever i et smørhul her i Danmark. Jeg har fået al den behandling, pleje og omsorg, som jeg kunne ønske. Og jeg har mærket, hvor mange dejlige mennesker jeg har i mit liv.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Steno Diabetes Center Odense.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn

Hvorfor glemmer I altid os sejlere: En bro vil tvinge os ud midt på Lillebælt

Annonce