Annonce
Udland

Coronavirus kræver mere end 1400 liv i USA på et døgn

Spencer Platt/Ritzau Scanpix
For anden dag i træk har USA registreret mere end 1000 dødsfald som følge af coronavirus på et døgn.

7406 coronapatienter er nu døde i USA, hvor antallet af dødsfald er steget med 1480 på et døgn.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University, der løbende opdaterer tal fra hele verden, natten til lørdag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De 1480 er det højeste antal registrerede dødsfald på et enkelt døgn i USA hidtil. Det er også det højeste tal registreret af noget land i hele verden på et døgn.

Tallet omfatter stigningen fra klokken 02.30 natten til fredag dansk tid til klokken 02.30 natten til lørdag dansk tid.

Der er nu registreret over 276.000 smittetilfælde, heraf er 9772 erklæret raske igen. Man regner dog med et stort mørketal.

Det er anden dag i streg, at USA registrerer over 1000 tilfælde på et døgn og fjerde dag i træk, at USA registrerer over 800 dødsfald.

Det hidtil højeste antal dødsfald var 1169, hvilket blev registreret døgnet forinden ifølge AFP.

I Frankrig registrerede man også fredag over 1000 dødsfald. Antallet af coronarelaterede dødsfald blev opjusteret til 1120. Dermed er det samlede antal dødsfald i Frankrig oppe på 6507.

På verdensplan er over 59.000 mennesker døde.

I USA står det værst til i millionbyen New York City, der har registreret over 2900 dødsfald og har over 57.000 registrerede smittetilfælde.

USA's regering har udtalt, at den forventer mellem 100.000 og 200.000 dødsfald som følge af coronavirusset.

Fredag har USA's regering anbefalet, at amerikanerne dækker deres ansigter til for at beskytte sig mod coronavirusset.

Meldingen fra de amerikanske myndigheder kom, få timer efter at WHO åbnede for, at mere udbredt brug af hjemmelavede masker i verdens befolkning kan være en måde at mindske spredningen af coronavirus.

WHO mener dog fortsat, at ansigtsmasker primært bør bruges af sundhedspersonale, da det er her, maskerne har størst effekt.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Klumme: Jeg har arvet en guldbarre

Annonce