Faaborg: Snakken har længe gået om, hvad der mon skulle ske i lokalerne i Østergade 33, hvor senest Roma Is holdt til, og nu bliver nysgerrigheden stillet for de forbipasserende. Et skilt i vinduet afslører, at det er en forretning med navnet "Sex Doll World", der er ved at rykke ind i de tomme lokaler.
Lokalet skal bruges til showroom for webshoppen sex-doll-world.dk, uddyber René Jansen, der står bag den nye forretning sammen med partneren Simon Madsen. De to iværksættere er blevet grebet af det potentiale, de ser i markedet for sexdukker.
- Det startede med, at jeg faldt over en dokumentar om de her real dolls, som der er et kæmpe marked for i andre lande. Jeg undersøgte det nærmere, tog kontakt til en kinesisk producent og fik en aftale, og Simon (Madsen, red.) var med på idéen. Markedet er langt fra mættet herhjemme. Jeg tror, det går ligesom med internet-dating. I starten ville ingen rigtig være ved, at de brugte det, men med tiden blev det helt normalt, siger han.
Showroomet i Østergade bliver kun åbnet efter aftale, da René Jansen og Simon Madsen satser fuldt ud på internetdelen. Her kan man købe forskellige sexdukker - både kvindelige og mandlige - men René Jansen forventer sig meget af udlejningsdelen, hvor man kan leje en dukke i 24 timer.
Alt efter præference kan man vælge mellem dukkerne med navne som "Cecilie" og "Kristina" eller mere eksotiske dukker som den franske "Dominique" eller "Safran" med asiatisk udseende. Dukkerne er i fuldvoksen kvindestørrelse, og de leveres og afhentes gratis.
- Det er jo ikke alle, der lige har så stor lastelængde i bilen, lyder det muntert fra René Jansen.
Det er helt almindelige mennesker fra alle samfundslag. Det kan være mænd med specielle feticher, som ikke kan få udlevet dem med en partner, folk med funktionsnedsættelser, enkemænd, der ikke har energien eller lysten til at finde ny livsledsager, eller helt almindelige mennesker, der bare har brug for et avanceret onaniværktøj.
René Jansen, iværksætter
Bred målgruppe
I følge René Jansen er der en bred målgruppe for sexdukkerne.
- Det er helt almindelige mennesker fra alle samfundslag. Det kan være mænd med specielle feticher, som ikke kan få udlevet dem med en partner, folk med funktionsnedsættelser, enkemænd, der ikke har energien eller lysten til at finde ny livsledsager, eller helt almindelige mennesker, der bare har brug for et avanceret onaniværktøj, siger han og fortæller, at de allerede har modtaget henvendelser fra folk på offentlige institutioner, der gerne vil gøre brug af deres services.
- Og det vil vi rigtig gerne arbejde videre med, hvis det sundhedsfaglige personale er med på den, siger han.
René Jansen driver Faaborg-Midtfyns IT, og det fortsætter han med ved siden af sin nye forretning.
- Men det er klart, at jeg håber, det her bliver en ligeså stor eller måske større succes. Vi oplever allerede stor interesse for vores website, og Danmark, Norge og Sverige er vores primære afsætningsområde. Planen er, at vores side på sigt skal internationaliseres, siger René Jansen.
Han håber på et tidspunkt at kunne samarbejde med den kinesiske producent om at få indkorporeret kunstig intelligens i dukkerne.
- Det er min helt store drøm at se, hvor langt man kan komme med det. Så man fx. kan føre en samtale med dem, siger han.
Egentlig skulle showroomet være åbnet allerede i starten af april, men coronavirussens indtog gjorde, at dukkerne er strandet i tolden. De forventes dog at blive leveret i den kommende uge, og så snart udstillingen er på plads, åbner showroomet.
Der er dog ikke grund til, at faaborgenserne frygter, at den nederste ende af Østergade bliver alt for lummer.
- Man vil kunne se dukkerne i udstillingsvinduet, men af æstetiske grunde vil de have tøj på. Der skal være noget at undre sig over, og noget at være nysgerrig efter. Så det bliver meget tækkeligt og meget pænt at se på ude fra gaden. Ikke meget anderledes end mannequindukker i en tøjbutik, siger René Jansen.