Annonce
Danmark

Debat: Coronahjælp kan så frøene til fremtidens vækst

Illustration: Gert Ejton
Annonce

Coronaramte små og mellemstore virksomheder med ondt i omsætningen og nyuddannede akademikere, der kæmper for at få foden indenfor på et presset arbejdsmarked.

Det er bare to af de grupper, der lige nu lider under restriktioner og usikkerhed på grund af pandemien. Heldigvis er det muligt at give akut hjælp til begge grupper samtidig – ovenikøbet på en måde, der kan så frøene til styrket vækst længe efter, at vaccinen har slået virussen hjem.

En landsdækkende støtteordning, der hjælper små og mellemstore virksomheder med at ansætte højtuddannede, vil med det samme give positive resultater for begge grupper, og den kan samtidig være brohovedet til en fremtid, hvor akademikere er en naturlig del af medarbejderstaben i SMV’erne.

Det sidste er vigtigt, fordi en række undersøgelser viser, at ansættelsen af den første akademiker i en SMV fører til vækst og skaber flere arbejdspladser.

Hvordan sådan en ordning kan skrues sammen, har Akademikerne er helt konkret forslag til, som man kunne tage udgangspunkt i. Det kaldes SMV-piloter.

Men lad os først se på, hvorfor det netop nu giver ekstra meget mening at få sådan en ordning på vingerne.

Udskudte konfirmationer, bryllupper med færre gæster og aflyste julefrokoster - covid-19 har været hård ved restaurationsbranchen, så der er brug for alle gode idéer for at optimere driften og sikre omsætningen.

I restaurationsvirksomheden Kirk Hedegaard ved Odense laver de mad. Både til egne restauranter og til fester. De anede ikke, at de havde behov for at ansætte en akademiker, men sagde alligevel ja til at tage Maria i virksomhedspraktik. I dag er hun en uundværlig fastansat medarbejder i virksomheden, der blandt andet laver digital markedsføring og er med til at nytænke og udvikle virksomheden.


I restaurationsvirksomheden Kirk Hedegaard ved Odense laver de mad. Både til egne restauranter og til fester. De anede ikke, at de havde behov for at ansætte en akademiker, men sagde alligevel ja til at tage Maria i virksomhedspraktik. I dag er hun en uundværlig fastansat medarbejder i virksomheden, der blandt andet laver digital markedsføring og er med til at nytænke og udvikle virksomheden.


Den slags solstrålehistorier er der flere af, og de skal inspirere os. Vi skal lade os inspirere til nye løsninger, så flere små og mellemstore virksomheder får øje på, at akademikere kan bidrage til at udvikle deres forretninger – ikke mindst i en tid, hvor den sædvanlige drift er hårdt ramt.

Restaurationserhvervet er nemlig langt fra den eneste branche uden tradition for akademisk arbejdskraft, der er hårdt ramt af pandemien, og hvor tilførslen af nye kompetencer kan være forskellen mellem tilbagegang eller vækst – ja mellem liv og død.

Vi anbefaler en landsdækkende ordning med SMV-piloter, hvor virksomhederne får økonomisk støtte til at prøve kræfter med en ledig akademiker. Et forslag som SMV Danmark i øvrigt også bakker op.

Lige nu arbejder regeringen og Folketinget med pakker, der skal hjælpe erhvervslivet gennem pandemien. Vores opfordring skal være, at Christiansborg også omfavner initiativer, der både har kortsigtet effekt og styrker væksten i Danmark i mange år fremover – sådan et initiativ er SMV-piloter.

Helt konkret ønsker vi en ordning, hvor SMV’er kan få medfinansiering til løn til nyansatte akademikere, der kan hjælpe med at udvikle virksomheden indenfor sporene grøn omstilling, digitalisering eller eksport.

Ordningen skal gøre det muligt for virksomhederne at investere i deres udvikling, samtidig med at den baner vej for nyuddannede akademikere på arbejdsmarkedet.

Det bedste er, at en sådan støtteordning med stor sandsynlighed vil være gratis for staten at gennemføre, fordi investeringen tjener sig selv hjem, når flere kommer i job.

Erfaringerne fra Nordjylland og ordningen ”Vækst via Viden” viser, at knap 80% af akademikerne fortsatte i virksomheden i et fast job, når støtteordningen udløb, og samtidig blev der i virksomhederne gennemsnitligt skabt ét ekstra job derudover.

Der skal i støtteordningens levetid selvfølgelig måles på både beskæftigelseseffekten for de deltagende akademikere og på effekten for virksomhederne, fx øget omsætning og konkrete mål for eksport, digitalisering og grøn omstilling.

Men SMV-piloterne kan være vejen til at hjælpe SMV’er godt ud af coronaens skygge, åbne de mindre virksomheders døre for akademisk arbejdskraft og skabe grobund for fremtidens vækst og arbejdspladser. Så vores opfordring til regeringen er klar: Lad os få luft under vingerne på SMV-piloterne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce