Annonce
Debat

Klumme: Corona-djævlen har smittet os

Mange har grædt af rørelse, når fællessangen på fredag aftener har lydt fra tv-apparaterne i stuerne landet over. Som en befriende "Her er London" satte Faber og co.  sidste forår gang i en fællessang, hvis vers handlede om corona-trøst og sammenhold og understøttede en voksende national selvforståelse af, at i Danmark kan vi, uanset hvem vi er, både stå og være sammen - endda på afstand.

For i Danmark holder vi sammen, når vi og vort land rammes af modgang.

Mette Frederiksen satte rammerne, dronningen kaldte nationen til sammenhold, og vi gjorde, som de sagde. For Danmark har i mange år været et tillidsbaseret samfund, så når også Sundhedsstyrelsen fortalte os, hvad vi burde gøre, så gjorde vi det.

Mens lastbilerne kørte lig ud af byerne i Italien, og amerikanerne i stigende grad opførte sig lige så bizart som deres præsident, arbejdede vi hjemmefra, mens vi smilede til hinanden på Teams og Zoom. Vi var flittige med sprit - også til det hyggelige indvortes brug - og vi sendte blomster til vores ensomme gamle, meldte os i facebookgrupper til at handle for de svage, kaldte læger og sygeplejersker for helte, købe gavekort til lokale butikker og købte takeaway for at støtte den lokale restaurant. 

Nogle af os gik endda så langt på den positive skala, at vi i fortrolige stunder indrømmede, at det også var rart med lidt ro og nærvær, "når nu det skal være", som vi undskyldende sagde til hinanden.

Da sommeren kom, kunne vi stolt hejse Dannebrog på en blå himmel med kun få corona-skyer på. Vi var nyklippede og eksperter i albue-kram og fingerkys. Vi havde klaret den - sammen og værdigt.

Det var dengang. 

Med efteråret, vinteren og epidemiens nye fremstød fik mismodet og mørket overtaget i den danske mentalitet.


Med efteråret, vinteren og epidemiens nye fremstød fik mismodet og mørket overtaget i den danske mentalitet.

Uddrag af klummen


Det var galt med ungdommen. De skulle skamme sig, når de mødtes i alt for stort tal. Jeg skældte ud i Netto på en flok af slagsen, skrev et klagebrev til butikken og fortrød.

Så var det somalierne, der var idioter, for de sked på reglerne, mente nogle, som vendte det døve øre til eksperter, der forsøgte at nuancere. Så var det de østeuropæiske gæstearbejdere på slagterierne. Så var det en "idiot af en rektor", der ikke havde styr på en rus-tur. Så var der en anden idiot og en tredje og en fjerde ...

Vi skældte ud på hinanden og overfusede også folk, der ikke kan tåle at gå med mundbind, og vi skældte i stigende grad ud på magten og gav dem øgenavne som Løgnicke i stedet for Heuniche i det ene facebookopslag efter det andet. 

På Facebook opdagede vi også, at en stor del af befolkningen er klogere på sundhedsfaglige spørgsmål end læger og eksperter - ligesom dele af befolkningen gerne påtager sig at prioritere indsatsen med vendinger som "Hey - husk på, at gennemsnitsalderen for de covid-døde er 83 år". Med andre ord: Vi behøver ikke passe på, for det er pyt med de gamle, hvis de bliver smittet og kradser af - kvalt og alene på et sygehus. De var nok døde af almindelig influenza alligevel, som flere antydede.

For nylig kom så forslaget om at udskifte covidtest med idiottest ...

Et af de sidste nye skrig er også at dyrke misundelsen. "Hvorfor må de, når jeg ikke må?".

Det kan være et reelt problem, at man er forbigået, og på sin plads at gøre opmærksom på det, men hvorfor skal det gå ud over andre?

Den overordnede morale synes at være, at ingen har gode hensigter, og at ingen vil os det godt. At samtlige fejl begås med vilje og at alle, der har noget at skulle have sagt, er fulde af løgn og kun tænker på sig selv. Og det gør vi - folket - i hvert fald ikke, vel?

Det store spørgsmål er ikke længere alene, om vi kan undgå at blive smittet med covid-19. Det er også, om vi nogensinde kan blive helbredt for den corona-djævel, der har gjort os til et folk af konspirationsteorier, misundelse og bedrevidenhed.

Et folk, der har glemt, hvordan man er uenige på en respektfuld og værdig måde. Hvordan man i bund og grund behandler sine medmennesker ordentligt.

Fællessangen på tv er genopstået, men stemningen omkring den klinger hult.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce