Annonce
Langeland

Cirkusgeder på spring i Rudkøbing: Slap ud fra plejecenter

Fem cirkusgeder havde torsdag forvildet sig væk fra Danahus Plejecenter og ud i Rudkøbings gader. Privatfoto
Annonce

RUDKØBING: På Danahus Plejecenter var der torsdag arrangeret en udendørs cirkusforestilling for beboerne på plejecenteret af Cirkus Trapez - Open air.

Forestillingen var til stor glæde for beboerne, og det lyder til, at også nogle af de optrædende fik sig én på opleveren.

- Cirkusset havde nogle geder med, og de lader dem bare gå. De sagde, at de var sikre på, at gederne ikke ville gå så langt. Men de tog sig altså alligevel en lille springtur i byen - de fem geder der, fortæller plejecenterleder Monika Larsen.

Gederne har tilsyneladende nået vidt omkring, inden de blev fanget igen.

- De har vist været en tur omkring Rue, og jeg tror nok, at det endte med, at de blev afhentet i en have nede på Bellevue. Det er faktisk en helt pæn tur, siger hun.

Beboerne på Danahus Plejecenter var til cirkusforestilling udenfor torsdag. Privatfoto

Efter mange måneders corona-nedlukning var det godt at få lidt liv og glæde ind på plejecenteret.

- De hyggede sig og fik popcorn. Vi trængte bare virkelig til lidt liv, siger Monika Larsen, der oplyser, at der fra torsdag har været åbent for pårørende på plejecenteret igen.

- Det var selvfølgelig en ekstra glæde, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce