Annonce
GOG

Cheftræner om GOG-nedturen: Mit ansvar

Cheftræner Nicolej Krickau står i sin første store krise med GOG-holdet. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
GOG-cheftræner Nicolej Krickau påtager sig ansvaret for holdets nedtur. - Jeg valgte GOG for at få større ansvar og pres, og jeg vil stå forrest i vinden for at hjælpe drengene, fastslår Krickau.

Håndbold: Nicolej Krickau, der kom til GOG som cheftræner i sommeren 2017 fra Skanderborg Håndbold, står midt i sin første store krise med ligaholdet i den ambitiøse ligaklub på Sydfyn.

Sekunder fra DM-guld - det endte dog med bronze - og ligaens bedste forsvar gjorde sæsonen 2018/19 mere end godkendt.

Men i den igangværende sæson har de gulblusede fra Sydfyn slingret mere derudad, og i et presset efterårsprogram med både ligaens grundspil og deltagelse i Champions League har GOG ramt muren - specielt med en frygtelig anden halvleg hos Medvedi i Rusland i søndags, som fynboerne tabte 10-21, og med en decideret pinlig indsats i onsdag aftens ligakamp mod TTH i Holstebro, som GOG tabte med 23-33.

- Specielt de seneste 80 kamp-minutter er så langt fra det, et GOG-hold skal levere, som det kan være. Og det er mit ansvar som leder. Jeg har ikke fået løst den opgave godt nok. Jeg har ikke evnet at finde formlen til at få det her hold til at levere på et niveau, som et GOG-hold skal kunne, siger Nicolej Krickau.

På spørgsmålet, om han stadig har lyst til at stå i spidsen for GOG, lyder svaret fra Krickau:

- Jeg kom til GOG for at få større ansvar og for at få det pres, som følger med. Og selvom det aktuelt ikke er nogen rar situation for hverken holdet eller mig, så er jeg klar til at stå forrest i vinden for at hjælpe drengene.

Annonce

- Vi er udfordret

GOG havde markante målsætninger før starten på den nye sæson med top-fire i ligaen, pokalslutspillet Final 4 og avancement fra gruppespillet i Champions League.

Virkeligheden lige nu ser imidlertid ganske anderledes ud. GOG er placeret som nummer otte i ligaens grundspil, til december venter en grum kvartfinale i Aalborg om at komme til forårets pokal-Final 4 i Herning, og på lørdag kan det meget vel være slut i Champions League, når de gule skal møde stærke Wisla Plock i det polske.

- Lige nu er vi bare ikke gode nok til at forholde os til målsætningen. Vi må tage kamp for kamp. Vi er udfordret lige nu - uanset om det er Wisla Plock i Champions League eller Fredericia HK i ligaen, vi skal møde, konstaterer Nicolej Krickau.

På spørgsmålet, om målsætningerne er for høje i forhold til de kvaliteter, der reelt er i GOG-truppen, svarer Krickau:

- Jeg er tryg ved sammensætningen af truppen. Vi har bare i den grad behov for nogle sejre at bygge på.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Mad og drikke

Morten Aagaard glæder sig til første jul i chokoladebutikken i Odense: Han tager konstant temperaturen på sine brune dogmer

Faaborg-Midtfyn

En afreven fingerspids, leg med pukkelhvaler og gudesmuk natur: Lisbeths jordomsejling endte i Dyreborg

Annonce