Annonce
Fødselsdag

CD-ikon fik overraskende opkald fra Nyrup. Nu fylder han 80

Arne O. Andersen vekslede sit engagement i CD til en ministerpost under Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1993. Den 16. november fylder han 80 år. (Arkivfoto) Svend Aage Mortensen/Ritzau Scanpix

Arne O. Andersen meldte sig ind i partiet CD, Centrum-Demokraterne, kort tid efter at det blev dannet i 1973.

Det førte til, at landmandssønnen fra Vendsyssel to årtier senere kunne træde ind på Christiansborgs bonede gulve som minister.

Lørdag den 16. november fylder han 80 år.

Med sin indremissionske baggrund og sit store engagement arbejdede Arne O. Andersen sig op gennem CD's rækker. I 1987 blev han formand for partiets landsråd og var det frem til 1993.

I januar i det år tvang Tamilsagen Poul Schlüter (K) til at gå af som statsminister. Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen (S), måtte hastigt samle sig en regering.

Den endte med at bestå af Socialdemokratiet, Kristeligt Folkeparti, Radikale Venstre og CD. Og derfor ringede Poul Nyrup Rasmussen en kold januardag til Arne O. Andersen og tilbød ham jobbet som kirkeminister.

Det takkede den vestjyske partisoldat ja til, og året efter blev han også forskningsminister.

Ministertiden blev dog en kort fornøjelse, og den ophørte, efter at CD gik fra ni til fem mandater ved folketingsvalget i 1994.

Den tidligere landsrådsformand meldte sig i protest ud af CD i 2006, da det kom frem, at den daværende formand, Bjarne Møgelhøj, forgæves havde forsøgt at hyre Naser Khader (K) som formand. CD nedlagde sig selv to år senere.

Engagementet forsvandt dog ikke, og Arne O. Andersen har siden da været aktiv i lokalpolitik og evigt aktiv i sit lokalområde.

Fra Vestjylland er Arne O. Andersen, der har to døtre med sin hustru, som gik bort i 2001, flyttet til Rødby på Lolland. /ritzau

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce