Annonce
Fyn

Catering Danmark forsøger at imødekomme kunderne i en usikker coronatid

Den usikre tid påvirker kundernes planlægning, og både større og mindre fester bliver planlagt med korte deadlines. Nogle endda i samme uge, og det gør det svært at planlægge i køkkener, siger Kathrine Bjerrum. Foto: PR foto
Da corona lukkede samfundet og dermed mange arrangementer ned, måtte Catering Danmark tænke i nye baner. Nye restriktioner kan mærkes, men rammer ikke så hårdt som i foråret.

Fyn: Forårets coronanedlukning ramte Catering Danmark hårdt med aflyste arrangementer på stribe. Nu går restriktionerne igen ud over private arrangementer, og det kan mærkes i Catering Danmark – dog i en mildere grad end i foråret.

- Jeg synes ikke, at det har været så voldsomt, men selvfølgelig kan vi godt mærke det, siger Kathrine Bjerrum, der er kommerciel chef i Catering Danmark, en interesseorganisation for fire store cateringfirmaer.

At Catering Danmark har været mindre ramt end andre i denne omgang, hænger ifølge Kathrine Bjerrum sammen med, at de har mange ordrer under 50 kuverter. I disse tilfælde har folk kunnet afholde deres fest uden problemer.

Annonce

Holdt påskefrokost online

Nedlukningen ramte i foråret midt i højsæsonen for konfirmationer. Catering Danmark forsøgte derfor at tænke kreativt og tilpasse sig den nye hverdag, hvor store arrangementer var ønsketænkning. Det betød blandt andet tilføjelser til sortimentet.

- Vi har for eksempel tilføjet platter, hvor man får en portionsserveret tallerken. Vi har forskellige menuer, som i højere grad er nogle, du kan dele op, forklarer Kathrine Bjerrum.

Catering Danmark har oplevet interesse for de nye tiltag. Kathrine Bjerrum fortæller, at de har haft en gruppe stamkunder, der i stedet for at bestille en fælles påskefrokost som normalt, købte platter til deltagerne hver især og holdt påskefrokosten online.

- Vi har oplevet, at folk gerne vil være sociale og hygge sig, men at de har tilpasset sig den præmis, der var. Det har vi forsøgt at lave nogle produkter, der passer til, siger hun.

Catering Danmark

Catering Danmark er en virksomhed, der står bag fire store brands inden for catering, kantinedrift og måltidsløsninger.

Som en del af Catering Danmark er virksomhederne: Smageriet, Kokken & Jomfruen, Kokkens Hverdagsmad samt Kokken & Co.

Især Smageriet, Kokken & Jomfruen samt Kokken & Co. er ramt af restriktionerne. Det skyldes, at mange arrangementer er blevet aflyst, og virksomheder har sendt deres medarbejdere hjem, så frokostordningerne heller ikke er efterspurgte.

Det betyder samtidig, at Catering Danmark har åbnet op for at bestille fra fire kuverter, hvor det normalt ville være ti, og at de har tydeliggjort mulighederne for at afbestille op til 8 dage før arrangementet samt for at købe en afbestillingsforsikring.

Annonce

Restriktioner kan mærkes

Catering Danmark oplever, at mange kunder enten rykker deres arrangementer eller sænker antallet af deltagere til under 50, så mange arrangementer har kunne gennemføres. Men det betyder ikke, at de slipper uskadte igennem.

- Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at oktober bliver en stor måned, siger Kathrine Bjerrum.

Forude venter julefrokostsæsonen - en højsæson for cateringfirmaerne - og Kathrine Bjerrum frygter, at det kan blive kritisk, hvis situationen fortsætter på denne måde

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce