Annonce
Indland

Caroline Søeborg Ahlefeldt: Når vores børn om 20 år spørger, hvad vi gjorde for at ændre verden, er svaret så, at vi så Netflix?

Caroline Søeborg Ahlefeldt fik idéen til Tomorrow på Lundsgaard Gods. Derfor var det helt oplagt, at holde den første udgave her. Næste stop på turnéen er i Billund. Foto: Klaus Knakkergaard
Caroline Søeborg Ahlefeldt har sat sig selv på en mission, der involverer dig og mig og os alle sammen. Den handler om at gøre verden mere bæredygtig, og hvis du ikke vil være med for din egen skyld, vil du så for dine børns? Tirsdag havde bæredygtighedsplatformen Tomorrow præmiere på Lungdsgaard Gods i Kerteminde - nu fortsætter den ud i resten af landet
Annonce

Der brænder en gnist i Caroline Søeborg Ahlefeldt.

Det er den slags eksplosive gnister, der kan tænde op under en supertanker. Noget stort, der kan flytte noget. Noget, der ikke uden videre kan bremses. Det er en gnist, der altid har været der, men som lige nu ser ud til at eksplodere til noget meget større, end hun tidligere har kastet sig ud i.

Caroline Søeborg Ahlefeldt var 23 år, da hun stiftede sin første virksomhed, internetvirksomheden MouseHouse, og selv om der 30 år senere er kommet et hav af virksomheder, bestyrelsesposter og andre titler på cv’et, så er kernen i det, hun beskæftiger sig med, den samme: At gøre en forskel.

- Jeg har altid været meget optaget af tidens store spørgsmål. Hvis du går 30 år tilbage og kigger på min allerførste virksomhed, så var det jo tilbage i halvfemserne, hvor det handlede om internettet og ny teknologi. Det var var det, vi alle sammen var optaget af dengang. Mit store fokus var, at der skulle være lige adgang for alle, og at det ikke var et økonomisk spørgsmål, om nogen havde råd til at købe en computer. Så jeg har altid været drevet af, hvad den største udfordring lige nu er, og hvordan jeg kunne gå ind og arbejde med den. Jeg har lært, at hvis jeg skal have et vedvarende drive for noget, så skal det handle om det, der gør en forskel. Det skal gøre en forskel for det store samfund, for dem jeg holder af og for mig personligt, siger hun.

Annonce

Det vigtigste projekt

Og selv om internettet var den store ting i halvfemserne, og selv om hun ramte et hul i markedet med sin seneste festival, Heartland på Egeskov Slot, så er hun ikke i tvivl om, at hun lige nu sidder med sit hidtil vigtigste projekt foran sig. Bæredygtighedsplatformen Tomorrow havde premiere på Lundsgaard Gods i Kerteminde i tirsdags, men her var ”blot” tale om et første – men uhyre vigtigt – skridt på en rejse, der vedkommer os alle. Essensen i Tomorrow at skabe et mere bæredygtigt samfund, og den snak skal fortsætte i morgen, og dagen efter, og dagen efter…

- Tomorrow handler om, at vor tids største udfordringer er, hvordan vi kan gøre vores samfund mere bæredygtigt. Vi er på vej i en forkert retning. Og hvis vi skal skabe en mere bæredygtig verden, så skal vi begynde med os alle hver især. Hvad kan du og jeg gøre for at leve mere bæredygtigt? Hvilke vaner kan vi få i vores liv, som er mere bæredygtige? Det undersøger vi med Tomorrow, siger hun og understreger, hvorfor hun anser det som sit hidtil vigtigste projekt:

- Da vi lavede Heartland i sin tid, var vi meget fokuseret på at lave noget, der var meget nutidigt. Det skulle stå og dirre op mod det der gamle slot, så man fik den der superinteressante spænding mellem det historiske og det absolut nutidige. Et hvert projekt må  handle om at finde af, hvad det mest betydningsfulde er lige nu, hvad det er, der vil ramme flest mennesker. Hvis jeg kigger på de 30 år, jeg har været i gang, så findes der ikke noget så stort, så vigtigt og så betydningsfuldt, som Tomorrow, siger hun.

Foto: Klaus Knakkergaard
Annonce

Corona udviklede morgendagen

At det netop var på Lundsgaard Gods, Tomorrow fik premiere, var langt fra en tilfældighed. Selv om Caroline Søebye Ahlefeldt i 2017 flyttede fra Fyn til København, så er hun ofte tilbage i det fynske både privat og professionelt. Faktisk var det netop til et møde i Lundsgaards "advisory board", at idéen til Tomorrow første gang blev delt.

Egentlig var det planen at lave en bæredygtigheds-festival på Lundsgaard Gods i slutningen af august, men corona kom i vejen og ændrede planerne – måske til det bedre. For nu kommer Tomorrow ud i hele landet. I første omgang som en række talks – altså samtaler - på en mindre turné, der i denne omgang rammer Billund, Aarhus og København. Det er samtaler med navne som Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information, Clara Halvorson fra Verdens Bedste Nyheder, sociolog Rasmus Willig, Pulitzer-pris-vinder Thomas Friedman og medie-direktør Alexandra Mousavizadeh, der alle var med på den første talk på Lundsgaard i tirsdags.


Et hvert projekt må handle om at finde af, hvad det mest betydningsfulde er lige nu, hvad det er, der vil ramme flest mennesker. Hvis jeg kigger på de 30 år, jeg har været i gang, så findes der ikke noget så stort, så vigtigt og så betydningsfuldt, som Tomorrow,

Caroline Søeborg Ahlefeldt


Samtlige talks lægges efterfølgende ud som podcast og video-sekvenser, så indholdet når så langt ud som muligt. For selv om der er tale om tunge navne, der diskuterer tunge emner, så er det afgørende for Caroline Søeborg Ahlefeldt at tage debatten og emnet ned på et personligt og konkret niveau, der når bredt ud. Der hvor du selv mærker betydningen – praktisk og emotionelt. Som erhvervskvinde og som mor.

- Jeg er forælder og interesseret i, at den her vidunderlige verden bliver ved med at være fantastisk for alle dem, der beboer den. Så jeg tror ikke, der findes et vigtigere spørgsmål, end hvordan skaber vi en mere bæredygtig verden. Det er problematisk, at vores børn fra morgen til aften bliver fyldt med viden om, at kloden bliver varmere, at biodiversiteten falder og så videre. Og de har altså ikke meget håb om en bæredygtig fremtid. De tænker, at det her, det bliver kun værre. Og det kan jeg ikke holde ud, og det tror jeg heller ikke, du kan holde ud, siger hun.

Annonce

Hverdagen stiller sig i vejen

Udfordringen er, at selv om vi længe har arbejdet med at finde løsninger, så er vi stadig langt fra målet. Svaret skal findes et sted, som ingen kender, og derfor er især samtalen nødvendig for at italesætte tvivlen, behovet for at gøre noget og vigtigheden i at gøre det anderledes.

- Kreativitet er mere nødvendigt nu, end det nogensinde har været. Der skal løsninger til, som vi ikke engang ved, hvad er i dag, hvis vi skal ud af det her morads, som vi sidder i. Vi skal finde på noget, så du og jeg som forældre kan se vores børn i øjnene om 20 år, når de spørger "Jamen, hvad gjorde I så?" kan svare noget andet end "Jamen vi så noget Netflix". Jeg tror, at vi alle har det sådan, men vi er også alle sammen i tvivl om, hvad det rigtige er at gøre, siger hun fortsætter:

- Og jeg tror, der er rigtig mange af os, der falder i den fælde, at vi ved godt, at det ville være rigtig godt for kloden, hvis vi spiste lidt mere plantebaseret. Men så står man nede i supermarkedet og vil gerne købe noget mere grønt, men så kigger man på tomaterne fra Spanien, og hvordan er det så med deres klimaaftryk? Så bliver man fortabt i, at der hele tiden vælter nye problemer op, og mens man står der med de overvejelser, så begynder børnene at råbe, det er ulvetime, og så griber man alligevel det kød, man plejer at spise. Det er bare for give et eksempel på, at hverdagen ofte stiller sig i vejen.

Caroline Søeborg Ahlefeldt har altid været optaget af tidens trends, og hvordan hun kunne arbejde med det. Arbejdet med bæredygtighed er dog den vigtigste mission, hun har kastet sig ud i, siger hun. Foto Klaus Knakkergaard

Men det er netop i udfordringerne, at løsningerne skal findes. Derfor er det knusende nødvendigt at vi snakker om dem, og snakker højt, når det ikke lykkes. Caroline Søeborg Ahlefeldt deler selv gerne ud af hverdagens succeser og fiaskoer, for hun står ikke alene med dem.

- Det er enormt vigtigt, at vi ikke skaber et ”os og dem”. Det skal ikke være sådan, at jeg sidder i det her interview og udskammer alle dem, der spiser kød. Det handler om at være på vej. Vi har alle sammen vores udgangspunkt, og jeg tror, at vi alle sammen kan blive bedre. Det er en lang rejse, og vi befinder os på forskellige steder på den rejse, siger hun og uddyber:

- Helt konkret er min søn og jeg blevet vegetarer. Eller det måske mere rigtigt at sige flexitarer, for jeg har opdaget, at problemet er, at hvis man bliver inviteret ud at spise, så sidder man der med den der gode middag, som ens venner har lavet, og så tænker jeg ”skal jeg nu ødelægge den gode stemning ved at sige ”Uh jeg har glemt at sige, at jeg var vegetar"”. Så det, der sker, når man vælger at spise mere plantebaseret, det er, at man opdager, at problemet ikke ligger i det mad, du laver derhjemme, det ligger i det sociale. Og det er meget vigtigt, at vi får snakket om det. Så en gang i mellem spiser jeg kød, fordi jeg ikke vil ødelægge det for værtinden. Men det jeg selv bestemmer over, det har jeg ændret, og det betyder også ret meget.

Tomorrow Talk

En række samtale-arrangementer om bæredygtighed.

Serien begyndte 15. september i på Lundsgaard Gods i Kerteminde.

Efter Kerteminde kan Tomorrow Talks opleves i Aarhus, Billund og København.

Læs mere på www.tomorrow.today, hvor du også finder link til podcast og video.

Annonce

Klar til el-biler?

Langt sværere har det været at finde en bæredygtig transportform. Caroline Søeborg Ahlefeldt kommer qua sit arbejde en del rundt i landet, og til det formål lød el-bilen som et oplagt valg.

- Så jeg får fat sådan en, og så er det så, at jeg skal til Kerteminde med den her el-bil, men på en fuld ladet tank, kunne den kun komme til Ringsted. Det var jo ikke, hvad de havde lovet mig. Så stod jeg der og opladede i to timer, inden jeg kunne komme herover. Og dagen efter skulle jeg til min søsters 50-års fødselsdag i Tisvilde. Kan du fortælle mig, hvor mange lade-punkter, der er på den rejse? Det er ikke mange. Så jeg lærte på egen krop, hvad det betyder, når man gerne vil, men vi ikke har haft den tilstrækkelige politiske indsats og investering i at få lavet den infrastruktur, der skal til. Og det har gjort, at jeg er blevet meget bevidst om, hvem jeg stemmer på.

Tanken er, at Tomorrow fortsætter med at være en platform for debat om bæredygtighed, også når turnérækken er slut. I hvilken form, kan Caroline Søeborg Ahlefeldt dog ikke endnu afsløre. Foto: Klaus Knakkergaard

Det insisterende blik og den utrættelige energi er der hele vejen igennem interviewet. Caroline Søeborg Ahlefeldt taler med en vilje om at nå helt i mål med den her mission, og selv om du kan genkende følelsen af at have en gnist og gøre en forskel, der indledte dette skriv, så kender du måske også følelsen af at give op lige før mål. Det gør Caroline Søeborg Ahlefeldt ikke. Det er noget, hun har fået med hjemmefra, afslører hun, da vi skal til tage slutte af.

- Begge mine forældre var klassiske musikere. Min far var cellist og min mor er pianist, så jeg kommer fra et hjem med to flygler. De flyttede til Esbjerg og insisterede på at være med til at skabe en kultur, hvor alle fik adgang til klassisk musik. Jeg er vokset op med en kulturkamp, eller en kamp for at dele noget, som er fantastisk og smukt, nemlig en flere hundrede år gammel musiktradition, siger hun og forstætter:

- Det er det ene. Det andet er, at min mor er meget entreprenant. Udover at være rektor på konservatoriet i Esbjerg, så var hun med til at skabe fundamentet for at få et musikhus i Esbjerg.Det var et musikhus, som esbjergenserne hadede, de lænkede sig til træerne i byparken, da fundamentet skulle lægges, og min mor havde private vagter i mit barndomshjem, fordi der var så mange, der var rasende på hende, men nu er det jo Esbjergs stolthed. Så jeg har lært, at man skal kæmpe for det, man har kært.

Det er den gnist, der brænder i Caroline Søeborg Ahlefeldt.

Caroline Søeborg Ahlefeldt

Født 1968 i Esbjerg

Uddannet i informations- og medievidenskab fra Aarhus Universitet

Har en MBA fra Handelshøjskolen i København

Stiftede i 1992 MouseHouse, landets første internetbureau.

Modtog i 2002 Alt for Damernes Kvindepris.

Sidder en lang række bestyrelser og advisory boards.

Var en af stifterne til Heartland Festival på Egeskov Slot

Bor i København med børnene Iselin og Julius som hun har med greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Mundbind skal bæres i fitnesscentrene - men ikke under træning

Annonce