Annonce
Fødselsdag

Carlsson sendte svenskerne på hestekur. Nu fylder han 85

Sveriges tidligere statsminister Ingvar Carlsson fylder den 9. november 85 år. Billedet er fra 2015, da han deltog i begravelsen af Tysklands tidligere kansler Helmut Schmidt i Hamburg. John Macdougall/Ritzau Scanpix

Han følger stadig med i politik og verdens udvikling, den gamle toppolitiker Ingvar Carlsson, der fylder 85 år lørdag den 9. november.

I september dukkede hans navn op på en liste med flere hundrede tidligere ledere, politikere, diplomater og militærfolk fra mange lande.

- Risikoen for et uheld med atomvåben har ikke været så stor siden Cuba-krisen, stod der i et brev, som Carlsson og de andre havde underskrevet.

De mener, at risikoen for, at der ved et uheld indledes en konflikt med atomvåben, er stigende, og det fortalte de i brevet, der blev sendt til FN i New York forud for FN's generalforsamling.

Ingvar Carlsson var i mange år med i toppolitik. I 1962, da Cuba-krisen fandt sted, var han formand for socialdemokratisk ungdom i Sverige. Han har været ude af toppolitik siden marts 1996, da han gik af som statsminister for sidste gang.

Carlsson blev statsminister på en dyster baggrund, nemlig efter drabet på Olof Palme i 1986.

Som ung nyvalgt riksdagsmedlem i 1965 blev han sammen med netop Olof Palme regnet for fremtiden for socialdemokraterne. Tidligere statsminister Tage Erlanders "pojkar" blev de kaldt.

Ingvar Carlsson blev regnet for noget mere grå og kedelig end Palme, og det var også Palme, der blev statsminister og gav Carlsson forskellige ministerposter.

Da Palme blev dræbt, trådte Gösta Ingvar Carlsson, født i Borås 50 kilometer øst for Göteborg, så ind på den højeste regeringspost. Det skete med mindre karisma og færre visioner end Palme, men Sveriges økonomi fik det bedre i hans første regeringsperiode.

Økonomien begyndte dog at skrante i slutningen af 1980'erne, og Carlsson valgte at gå af. De borgerlige kunne imidlertid ikke danne regering, så Carlsson tog ledelsen igen, men blev væltet ved valget i 1991.

Tre år senere var Carlsson tilbage i frontlinjen. Efter valgsejren i 1994 havde han skarpt fokus på oprydning i statsfinanserne med den nytiltrådte finansminister Göran Persson som skarpretter.

Hestekuren lykkedes, men Carlsson høstede megen kritik i egne rækker for besparelser og skattestigninger. Endnu en gang besluttede Ingvar Carlsson at gå af.

Det lå i kortene, at ligestillingsminister Mona Sahlin skulle være hans efterfølger, men hun fældede sig selv med misbrug af et tjenestekreditkort. I stedet blev Göran Persson statsminister.

Ingvar Carlsson betegnede selv sin tilbagetræden fra svensk toppolitik som en følelse af lige dele vemod og lettelse.

Siden sin afgang har han deltaget aktivt i samfundsdebatten. Han har desuden fået tid til at skrive flere bøger. /ritzau

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce