Annonce
Faaborg-Midtfyn

Campingpladsejer udsætter åbning: Har selv dårlige lunger

På Sinebjerg Camping må fastliggerne vente lidt endnu med at indtage denne position. Camp One i Bøjden og Faaborg Camping åbner som planlagt. Arkivfoto: Ole Friis
Campingpladserne Camp One i Bøjden og Faaborg Camping holder åbent med en stribe restriktioner, men på Sinebjerg Camping mener ejeren, at en åbning er for risikabel lige nu.

Faaborg: Der er intet forbud imod, at campingpladserne åbner, som de plejer her i starten af april. Vælger de at gøre det, er der dog en række restriktioner, de skal forholde sig til.

En rundringning til de tre store campingpladser i Faaborg-området viser, at de hver især forholder sig lidt forskelligt til situationen. Mens Camp One i Bøjden og Faaborg Camping netop har åbnet, som de plejer, så har Sinebjerg Camping valgt at udsætte sin åbning. Det er der forskellige grunde til, fortæller ejeren af Sinebjerg Camping, Henning Krog.

- Dels har vi ikke mulighed for at købe håndsprit, og så mener jeg også, det er for risikabelt at åbne endnu. Når solen skinner, kommer alle styrtende, og så glemmer de måske lige at tage de forskellige forbehold, siger campingpladsejeren.

Efter planen skulle de første campister have invaderet Sinebjerg Camping denne lørdag, men åbningen er foreløbig udsat til efter påske.

- Vi ser lige tiden an. Vi er også selv i risikozonen med dårligt helbred, dårlige lunger etc., forklarer Henning Krog.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside er retningslinjerne for campingpladser, der gerne vil åbne for gæster, beskrevet ret nøje. Blandt andet skal fælles opholdsrum holdes lukket, mens toiletter og baderum må holdes åbne med hyppig rengøring af fællesarealer og kontaktpunkter.

Af Rigspolitiets corona-hjemmeside fremgår det, at det er lovligt at udleje pladser og hytter, men tilhørende aktiviteter som for eksempel legeland, badeland og restauranter skal holdes lukket.

Annonce

Er ikke nervøs

Faaborg Camping har åbnet pladsen som planlagt, men alle fællesfaciliteter vil være lukkede, fortæller ejeren Torben Kjærulff.

- Vi tror ærligt talt ikke, der kommer særligt mange gæster i april, som ikke er fastliggere. Men kommer der nogen, kommer de til at ligge på hver anden plads. Vi har sjældent mange børn på pladsen - vores fastliggere er typisk ældre mennesker, der er gode til at holde sig for sig selv, siger han.

Torben Kjærulff forventer ikke, at der bliver brug for at blande sig i gæsternes adfærd på pladsen.

- Jeg er slet ikke nervøs for, at folk vil samles - folk er godt klar over, at det her er alvor, siger han.

Faaborg Camping har cirka 30 fastliggere.

I det hele taget kan campingsæsonen anno 2020 komme til at udvikle sig noget anderledes end den plejer, mener Torben Kjærulff.

- Vi kommer helt sikkert til at savne de hollandske og tyske gæster denne sommer, men vi håber, at det kompenseres af, at flere danskere nok vil holde ferie i Danmark, siger han.

Camp One i Bøjden har ingen kommentarer til deres åbning. Fra Camp One henvises til Camping Outdoor Danmark (CODK), der er paraplyorganisationen for både campingpladsejere og brugere.

Følger anbefalinger

CODK har ingen holdning til, om medlemmerne skal dyrke campinglivet eller ej, forklarer direktør Jens Brendstrup.

- Vores anbefaling til medlemmerne er, at man følger Sundhedsstyrelsens og Rigspolitiets vejledning og indretter pladserne efter dette, siger han.

Har I overvejet, om det er klogt at åbne nu?

- Vi læner os op ad Rigspolitiets og Sundhedsstyrelsens vejledning, og vi er ikke klogere end dem. Så vi følger deres anbefalinger, siger Jens Brendstrup.

I frygter ikke at jeres medlemmer bliver udsat for en shitstorm på de sociale medier?

- Man kan aldrig vide, hvordan folk vil reagere, men vores udgangspunkt er, at vi retter os efter myndighedernes anbefalinger, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Ærø får en helt ny uddannelse: Marstal Navigationsskole åbner en færgeføreruddannelse i efteråret

Annonce