Annonce
Langeland

Camilla alene på udveksling - en personlig udfordring

Som en del af sin udveksling boede Camilla Pedersen hos en familie i Tyskland. Camilla er nummer to fra venstre. Foto: privat
Den internationale organisation Lions Club har rødder mange steder - blandt andet på Langeland. I 2018 sendte organisationen Camilla Pedersen fra Rudkøbing på et udvekslingsophold i Tyskland. Lige nu søger Lions Club et nyt hold danske unge, der vil ud i verden.

RUDKØBING: - Jeg har spansk i skolen, så egentlig ville jeg have været en tur til Spanien. Eller Italien.

Ordene er Camilla Pedersens. I sommeren 2018 var hun sendt på et udvekslings-ophold af den internationale NGO, Lions Club. Hun blev sendt afsted af Lions Club Langeland, der lige nu søger flere unge mennesker mellem 17 og 21 år at sende ud i verden. Først til en værtsfamilie, før de unge samles i en særlig "youth camp".

For Camilla Pedersen endte turen med at gå til Tyskland, og det er hun bestemt ikke ked af.

- Spanien havde været oplagt, men fordi vi var samlet så mange fra alle mulige lande, lærte jeg alligevel rigtigt meget om andre kulturer, fortæller Camilla Pedersen, der går i 3.G på Svendborg Handelsskole.

Annonce
Camilla Pedersen var i Tyskland sammen med 19 andre unge fra forskellige lande. Så på introaftenen måtte hun fortælle om sig selv. Foto: privat

Eneste dansker

Det var i første omgang Camilla Pedersens far, som kendte til Lions Club. Via ham kom hun i kontakt med foreningen på Langeland.

- Ja, og så kom jeg med på turen, fortæller Camilla Pedersen.

Senere erfarede hun ovenikøbet, at hun som den eneste dansker skulle afsted. Ikke at det dog skræmte den unge langelænder. Tværtimod fik hun blot endnu mere lyst til at tage afsted.

- Det var en chance for at stå på egne ben, men det blev også noget af en personlig udfordring, nu jeg var den eneste dansker.

Camilla Pedersen gik dog fint i spænd med både værtsfamilie og de andre unge. Under hele opholdet talte de unge engelsk med hinanden. Og selvom nogle var bedre ud i de gloser end andre, blev ingen holdt uden for, erindrer Camilla Pedersen.

At være tvunget ud i det engelske har blot gjort hendes sprog bedre.

Handler om at gøre det

Med meget på programmet kunne dagene til tider være hektiske, husker Camilla Pedersen. Hun oplevede at blive vækket af højlydt musik og dans, ligesom de unge både begyndte og afsluttede deres ophold med en fest.

- Det var lidt hårdt, fordi der var så mange ting, vi skulle nå, reflekterer Camilla Pedersen.

Omvendt kan hun se tilbage på et ophold, hvor hun lærte mennesker at kende. Både når alle var trætte, men også når de var "oppe at køre", som hun udtrykker det.

For Camilla Pedersen har opholdet i Tyskland betydet en masse nye venner. Ligesom hun stadig skriver sammen med værtsfamilien. Nye Lions Club-unge skal bare taget springet, mener hun.

- Jeg har kun fået gode ting ud af min udveksling. Kan man lægge tanken fra sig, om at det er lidt skræmmende ikke at kende nogen på forhånd, så skal det nok blive godt.

Om turen til Tyskland har gjort Camilla Pedersen til Lions Club-medlem, har hun ikke gjort op med sig selv. Lige nu tæller det sidste år inden studenterhuen mest.

- Men jeg tror da, at jeg engang i fremtiden kunne finde på at melde mig ind, slutter hun.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Fyns Amts Avis mener: God langelandsk reaktion på ministeropråb

Den digitale infrastruktur har nogle steder på Langeland mindet lidt om en dårligt holdt grusvej, men nu kan bedre tider være på vej. Der er i hvert fald grund til at rose langelænderne for at gå helhjertet til værks i forsøget på at få del i bredbåndspuljen denne gang. En håndfuld projekter er med i ansøgerfeltet, og så kan vi kun krydse fingre for, at så mange langelandske projekter som muligt finder nåde for de kritiske blikke i Energistyrelsen, når de sidste 98 millioner kroner i bredbåndspuljen fordeles i december. Der er ingen tvivl om, at pengene vil kunne gøre en stor forskel på øen. Formuleringen bedre sent end aldrig passer meget godt til de langelandske ansøgninger. Tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har gæstet Langeland, mens han stadig var minister, og dengang opfordrede han langelænderne til at gå langt mere offensivt til værks i kampen om få forbedret bredbåndsforbindelsen på øen. Dengang var det nemlig småt med ansøgninger til puljen, der nåede frem til Energistyrelsen. Kritikken lød blandt andet på, at hele ansøgningsprocessen var snørklet og kompliceret. Responsen var da også positiv. Der blev udvekslet informationer og råd til, hvilken vej langelænderne skulle gå for at slippe gennem nåleøjet, og nu kan vi se resultatet af det. Langt flere ansøgninger til bredbåndspuljen er nu på vej. Puljen bidrager til, at de lidt tyndt befolkede områder sakker mindre agterud på den digitale front. Og det betyder jo ikke kun, at Netflix kører bedre, at vi kan læse og sende emails og ungerne kan spille online. Det sker såmænd også, men næsten endnu vigtigere er det, at erhvervslivet vil blive styrket, hvis det lykkes at hale nogle bredbåndsmillioner til Langeland. Det er afgørende for udviklingen af et hvilket som helst område, og derfor naturligvis også Langeland. Det er svært at lokke virksomheder til digitale ørkener, og endnu sværere at drive dem der. Så galt er det naturligvis ikke alle steder på Langeland, men der er god plads til forbedringer på dele af øen. Derfor er det også ærgerligt, at den nye regering ikke agter at videreføre puljen. Det er en klar svækkelse af indsatsen for at bringe Danmark i balance. Det er selvfølgelig heller ikke regeringens motto, men den må have en klar interesse i, at hele landet bidrager til fremdriften. Håbet må på den baggrund også være, at når regeringen nu som lovet evaluerer udkommet af bredbåndspuljen, så bliver konklusionen, at det er en god idé at sparke nogle millioner ud til de områder, der trænger til en opgradering af den digitale infrastruktur.

Annonce