Annonce
Søsiden

Bygning af Ærøxpressen går helt efter planen

Færdiggørelsen af Ærøxpressen til overfarten Marstal-Rudkøbing er aktuelt den største igangværende ordre på Hvide Sande Shipyard. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Marstal-rederiets tekniske konsulent udtrykker stor tilfredshed om samarbejdet med værftet i Hvide Sande.
HVIDE SANDE: Den største, igangværende ordre på værftet i Hvide Sande er færdiggørelsen af det Riga-byggede stålskrog til m/f Ærøxpressen. Skroget til den kommende Marstal-færge blev i sidste måned af Svendborg Bugser slæbt den lange vej fra en underleverandør i Letland til værftet ved den jyske vestkyst. - Skroget betragter vi egentlig bare som en komponent. Det udgør ikke så stor en del af kontraktsummen. Det er det, der bliver puttet ind, der koster, siger direktør Carl Erik Kristensen, Hvide Sande Shipyard. Udførelsen af den tunge del af stålarbejdet i Baltikum eller Østeuropa er et velafprøvet koncept for bl. a. værftet i Hvide Sande. Det blev også benyttet ved bygningen af m/f Strynø for seks år siden. - Fordelen er, at kompetencerne ligger derude. I starten var det måske på grund af lønnen. Nu beskæftiger vi vores folk med alt muligt andet stålarbejde, så man kan sige, at det er nogle kompetencer, der er forsvundet. Det er så også stadig billigere at få bygget derovre, da stålarbejdet er den timetunge del, forklarer Carl Erik Kristensen.
Annonce
Et kik indenfor i Ærøxpressens styrehus under opbygning. Foto: Lars Jordt.

Males i sensommeren

Værftets projektleder Martin Larsen har ansvaret for færdiggørelsen af Ærøxpressen.

Første fase var en beddingsætning for montage af propeller og ror, oplyser han:

- Derefter er der arbejdet med kabelbaner, så vi kan komme igang med isolering og sætte komponenter op, bl. a. motorer og gear. I løbet af sensommeren finder vi et hul til malerarbejdet. Længere henne har vi en række tester med Søfartsstyrelsen og Bureau Veritas, siger Martin Larsen til Søsiden.

El-motorerne, der i første omgang var hjemkommet til Hvide Sande til den hybrid-drevne Marstal-færge, befinder sig nu i Søby Værft-nybygningen Ellen. Det gør de som bekendt, da det vestjyske værft hjalp sin ærøske kollega i en nød-situation.

- Vi har bestilt nogle nye motorer, så det har vi også styr på, fastslår Martin Larsen.

Driftstart i december

Arbejdet på den kommende færge på Marstal-Rudkøbing skrider planmæssigt frem. Teknisk konsulent Lars Jordt fra Ærøxpressen besøger jævnligt værftet for inspektion og byggemøder:

- Inden færgen kan idriftsættes skal den forlægges til ruten, ruten og færgelejerne skal testes og besætningen skal øve for endelig tilladelse til at sejle med passagerer. Det forventer vi vil tage nogle uger således, at vi kan gå i drift i december 2019, siger Lars Jordt.

- Alt i alt må vi sige, at vi er meget tilfredse med den måde værftet griber projektet an på og det meget fine samarbejde, vi har haft med dem indtil nu, lyder vurderingen fra Lars Jordt.

Ærøexpressens vogndæk. Foto: Lars Jordt.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Lukker på Toldbodvej og åbner på Lerchesvej: Fakta åbner ny butik ved havnen

Annonce