LANGELAND: Samme fremgangsmåde som sidste år? Ja. Og med de samme standpunkter.
I en foranderlig verden er det rart, at nogle ting er, som de plejer, og kigger man på listen over kommunale grunde til salg, indfinder der sig en vis tryghed. Mange grunde går igen, og de politiske partiers holdninger til, hvad kommunen skal gøre for at komme af med dem, virker også velkendte.
Grunde som kommunen kan udbyde
Her er grundene, som kommunen kan udbyde: Første tal er antal grunde. Andet tal er enten kvadratmeterprisen eller den samlede pris for en grund.
Rudkøbing: Ørsted Bygade, 5, 250 kr./m2
Rudkøbing: Sylen, 3, 350 kr./m2
Lejbølle: Godthåbsvej, 3, 30.000 kr.
Tullebølle:Rønvej, Kastanievej og Elmevej, 6, 50.000 kr.
Lindelse: Brungårdsvænget, 4, 30.000 kr.
Humble:Duevej, 5,50.000 kr.
Tryggelev: Pilehaven, 1,30.000 kr.
Bagenkop:Vestervænget, 2,30.000 kr.
I Økonomiudvalget ligger en indstilling til den samlede kommunalbestyrelse, hvor fire medlemmer, borgmester Tonni Hansen (SF), Lisa Pihl Jensen og René Larsen (begge S) og Bo Nissen (K) alle anbefaler de mindstepriser, som forvaltningen har indstillet.
Modsat mener Jan Ole Jakobsen og Bjarne Nielsen (begge V) og Kim Welcher, at man skal halvere priserne uden for Rudkøbing.
Tonni Hansen fastholder minimumsbeløbene.
- Hvis man har råd til at bygge et hus på halvanden til to millioner kroner, er det nok ikke så afgørende, om man betaler 15.000 eller 30.000 kroner for grunden. Det kommer man nok over, siger borgmesteren.
Ulrik Kølle Hansen (V) mener derimod følgende:
- For mig handler det om praktisk politik, om eksempler fra dagligdagen. Et af dem er fra Bagenkop, hvor vi trænger til nye huse. Der var en, som ville købe de to ledige grunde på Vestervænget, men for 30.000 kroner samlet, ikke 30.000 for hver. Det endte i ingenting, og vedkommende købte et ældre hus i stedet for, så vi gik glip af et nybyggeri, siger han.
Lovgivningen foreskriver, at ledige kommunale byggegrunde skal vurderes politisk én gang om året, så længe de er sat til salg.
Den samlede kommunalbestyrelse afgør sagen mandag eftermiddag.
Lovgivningen foreskriver, at ledige kommunale byggegrunde skal vurderes politisk én gang om året, så længe de er sat til salg.