Annonce
Svendborg

Byggeboom på havnen: Erhvervsfolk vil bygge maritimt erhvervshus til 72 mio. kr.

Borgmester Bo Hansen (S) hilser på de erhvervsdrivende forud for pressemødet. Foto: Katrine Becher Damkjær
Fem erhvervsvirksomheder står bag planerne om en stor Maritim Erhvervspark, der skal være nabo til det nye Simac på havnen. Erhvervsparken er målrettet maritime virksomheder og iværksættere og har en anlægspris på 72 millioner kroner. Hvis alt går vel, står huset klar i efteråret 2022.

Svendborg: Et maritimt erhvervshus på ikke mindre end 5000 kvadratmeter er på vej på havnen i Svendborg. Erhvervshuset skal være nabo til det nye Simac og huse et hav af maritime virksomheder og iværksættere.

Det kom frem, da de fem virksomheder, som indtil videre står bag projektet, tirsdag eftermiddag løftede sløret for planerne om Maritim Erhvervspark på et pressemøde på Svendborg Rådhus.

Partnerskabet består af virksomhederne Halberg Koncernen, C.C. Jensen, Petersen og Sørensen Motorværksted, Nordane Shipping og M.H. Simonsen, og virksomhederne vil - sammen med seks andre investorer, som man ikke er klar til at offentliggøre navnene på endnu - lægge en investeringskapital på ikke mindre end 34 millioner kroner.

Annonce

Det samlede anlægsbudget lyder på 72 millioner kroner, og de øvrige 38 millioner kroner skal finansieres med et realkreditlån.

C&W Arkitekter har tegnet det nye Maritime Erhvervspark, som skal ligge ved siden af det nye Simac. Tegning: C&W Arkitekter

Carl Aage Jensen fra C.C. Jensen fortæller, at ønsket om et maritimt erhvervshus på havnen kommer fra Simac.

- Simac har ambition om at øge sin anseelse og blive det ypperste sted i landet, som uddanner navigatører og maskinmestre. Derfor ønsker vi at bygge et internationalt anerkendt kraftcenter af høj kvalitet for maritime virksomheder. Den nye maritime erhvervspark skal leve i symbiose med Simac, forklarer han.

Sydfyn skal være et kraftcenter

Han henviser til, at de største succeser på Sydfyn hidtil har været højskolerne i Oure og Ollerup, og han håber, at Maritim Erhvervspark sammen med Simac vil få samme succes og anerkendelse - hvis ikke større.

Advokat Arne Knudsen får sig en snak med bestyrelsesformanden for Maritim Erhvervspark, Carl Aage Jensen. Foto: Katrine Becher Damkjær


- Alt teknik i skibsfarten ændrer sig i øjeblikket - lige fra sprøjtemaling af skibe til styringen af olien i et thrusteranlæg. Jeg kan jo bruge min egen virksomhed som eksempel. Den blev  grundlagt af en tidligere elev på teknisk skole i Svendborg. Han sejlede som maskinmester og tog hjem og grundlagde C. C. Jensen. I dag er det en virksomhed med 200 ansatte. Vores håb er, at driftige iværksættere og maritime virksomheder vil slå sig ned i Svendborg, fordi vi nu får et kraftcenter på havnen, forklarer han.

Annonce

Har tygget på planerne siden 2018

Erhvervsvirksomhederne har gået og tygget på planerne siden 2018, og de er nu kommet så langt, at de er så godt som i mål med investeringskapitalen, fortæller Arne Knudsen, som er advokat og bliver præsenteret som partnerselskabets blæksprutte.

- Der er fem investorer, og vi er nu i gang med at indhente tegningstilbud fra seks øvrige investorer, forklarer han.

Maritim Erhvervspark

Grund: 1500 m2.

Bygning: 5000 m2. fordelt på stueplan og fem etager med tagterrasse. Grundplanen er 936 m2.

Afstand til kajkant: 12 meter.

Pris for byggeriet: 72 millioner kroner.

Pris på grunden: 1.875.000 kroner.

Byggeriet forventes at stå færdigt i september 2022.

Hvem står bag: Halberg Koncernen, C.C. Jensen, Petersen og Sørensen Motorværksted, Nordane Shipping og M.H. Simonsen.

Maritim Erhvervspark skal ligge på ydersiden af Simac (tættest på DLG). Der bliver fem-syv meter mellem de to bygninger, og vejen, som går imellem bygningerne, skal kaldes "Strøget".

Maritim Erhvervspark bliver ifølge Christian Thuesen, administrerende direktør i C&W Arkitekter, fremtidssikret på den måde, at stueetagen bliver indrettet så den kan tåle oversvømmelser fra højvande. Huset er kun for maritime virksomheder og iværksættere.

Finansiering: Kapital fra investorer: 34 mio. kr. Lån fra realkreditforening: 38 mio. kr.

Ledelse: Jens Pave (Halberg) er direktør, mens Carl Aage Jensen (C.C. Jensen) er formand for bestyrelsen.


Investorerne har dog sat sig en betingelse, inden de går i gang med byggeriet.

- Før vi kan sætte spaden i jorden, skal vi have udlejet 3000 ud af de i alt 5000 kvadratmeter. Målet er, at det skal være sket inden 1. juni 2021. Grunden bliver ikke købt, før den betingelse er opfyldt, forklarer Arne Knudsen.

Byggeriet vil efter planen stå klar i september 2022. Tegning: C&W Arkitekter

Ingen af investorerne er dog bekymrede for, at det bliver et problem af leje 60 procent af husets areal ud inden 1. juni.

- Nu er vi nået så langt, og vi har drøftelser med flere interesserede lejere, så vi mener, at det er et realistisk mål, siger Carl Aage Jensen, der forestiller sig, at også C.C. Jensen vil leje sig ind i den nye maritime erhvervspark.

- Vi vil gerne undervise i trilogy (smøringen af en dieselmotor, red.). Men jeg kunne også godt se for mig, at for eksempel A.P. Møllers kadet-administration eller MAN (B&W, red.) kunne leje sig ind, siger han.

Annonce

Køb skal godkendes af byrådet

Den solgte grund er på 1500 kvadratmeter og borgmester Bo Hansen (S) forklarer, at Maritim Erhvervspark P/S var de eneste der bød på grunden, da den var i udbud.

Borgmester Bo Hansen (S) fortæller, at handlen er gået så hurtigt, at den ikke er blevet godkendt i byrådet endnu. Det skal den selvfølgelig, siger han. Foto: Katrine Becher Damkjær

Salgsprisen er 1.875.000 kroner, og handlen er gået så hurtigt, at den ikke er blevet godkendt af byrådet endnu. Det skal den, fortæller borgmesteren, og derfor er der det forbehold i købsaftalen.

Annonce

- Vi bygger med hjertet

Det nye erhvervshus skal bygges af lokale virksomheder.

- Hans Jørgensen & Søn skal stå for byggeriet, mens C&W Arkitekter har tegnet huset. Vi samarbejder også med lokale rådgivere og et lokalt pengeinstitut, som er Fynske Bank, forklarer Arne Knudsen.

Investorerne forventer selvfølgelig, at det nye maritime erhvervshus vil give sorte tal på bundlinjen, men de forventer ikke at tjene tykt på forretningen.

Jens Pave fra Halberg Koncernen (bagerst) fortæller, at virksomhederne er gået ind i arbejdet med hjertet.  I midten ses Christian Thuesen, administrerende direktør i C&W Arkitekter, og i forgrunden er det Carl Aage Jensen. Foto: Katrine Becher Damkjær


Det er lige så meget med hjertet som med hjernen, vi er går ind i det her. Vi gør det, fordi vi ønsker en udvikling på havnen og på Sydfyn.

Jens Pave, direktør i Maritim Erhvervspark


- Det skal selvfølgelig drives, så det giver overskud, og vi forventer også, at der kommer et afkast til investorerne. Men det er lige så meget med hjertet som med hjernen, vi er går ind i det her. Vi gør det, fordi vi ønsker en udvikling på havnen og på Sydfyn, forklarer Jens Pave, som er direktør i Halberg Kapital.

Maritim Erhvervspark P/S tegnes af Jens Pave som direktør og Carl Aage Jensen som bestyrelsesformand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce