Annonce
Erhverv

Butikkerne lider: Men loyale kunder i lokalsamfund kan gøre livet lettere efter krisen

Der er alt for stille i de ærøske gågader for tiden. Her er det Den Gamle Isenkram i Søndergade i Ærøskøbing, der skilter med corona-lukket. Arkivfoto: Anders C. Østerby
Selv om det ser skidt ud for det ærøske handelsliv, er der grund til optimisme på den anden side af krisen, mener en ekspert i detailhandel. Den lokale bank står klar med assistance, men kommunen overvejer at støtte.

Ærø: Tomme butikker i gabende tomme gågader og ingen turister i sigte. Butikslivet har det hårdt på Ærø som alle andre steder i et corona-nedlukket Danmark.

Men måske er der grund til at være mere optimistisk på vegne af forretningerne i lokalsamfund som det ærøske end i storbyerne, når landet så småt åbner igen. Det mener i hvert Bruno Christensen, som er ekspert i detailhandel.

- De butikker, der ligger i de mindre områder, har større chancer for at komme hurtigere i gang end i storbyerne, fordi vi forbrugsmæssigt og holdningsmæssigt nu bliver virkelig opmærksomme på betydningen og værdien af nærmiljøet, og at vi vil være mere motiveret for at støtte og bakke op omkring det, der er omkring os, end det, der er længere borte. Det vil være storbyerne, der taber oplandskunderne, og dem taber de til fordel for, at de vælger at blive hjemme, lyder forudsigelsen.

Bruno Christensen medgiver, at butikkerne i et samfund som det ærøske er presset af, at kundegrundlaget er langt mindre nu, fordi der ikke kommer de gæster i form af turister den kommende tid, der plejer. Han mener dog, at presset i form af faste omkostninger uden indtægter er ens, om man befinder sig i storbyen eller i et mindre samfund.

- Men den dag, der åbnes, er det mit indtryk, at så får du lettere gang i hjulene i de mindre bysamfund, end du gør i de store. Der skal der ydes en større anstrengelse, for der er der mange flere der slås om det.

Det er muligt, Bruno Christensen har ret, siger Eva Marie Albertsen, indehaver af Butik Alberte i Kirkestræde i Marstal. Men, siger hun:

- Du kan ikke vide noget om kundeadfærd. Hvis vi vidste det, var der ting, der var langt lettere. Du ved ikke, hvad kunden gør i morgen. Men vi kan håbe på, at der er mange flere, der bliver i Danmark i stedet for at rejse ud af Danmark, og hvor der er mere liv, kommer der også mere handel, siger hun.

Annonce

Sparekasse står parat

Lige nu er situationen den, at nogle butikker er mere pressede, end hvad godt er, siger Bruno Christensen.

- De har arbejdet i lang tid med nogle små marginaler. Og det pludselig at få revet en måned ud af det hele betyder, at hele læsset kan vælte i løbet af ingen tid. Så de har behov for støtte på mere end en måde, de har også behov for, at der fra den finansielle sektor bliver vist hensyn til, det er vigtigt at bevare de lokale butikker.

Den hjælp er blandt andre det lokale pengeinstitut Rise Flemløse Sparekasse parat til at give. Det fortæller Bjarne V. Nielsen, som "sagtens kan se, at det er en udfordrende situation" for mange.

Konkret tilbyder sparekassen sine kunder at springe nogle ydelser over på deres lån, at forlænge et overtræk eller forhøje nogle kreditter i en periode, ligesom den gæld, der måtte blive oparbejdet den kommende periode, kan afdrages over de næste fire-fem år eksempelvis.

- Det, der er den store joker, er, at vi ikke ved, hvor længe det varer. Hvis vi vidste det, ville det være nemt at sige, hvordan vi klarede det i de enkelte situationer. Vi ved ikke, om det her varer to-tre-fire måneder, før det er helt oppe og køre.

Et forslag fra blandt andre læserbrevsskribent Birgit Kristiansen lyder på, at de lokale banker kunne oprette en katastrofefond, "som kunne støtte de nødlidende små forretningsdrivende, sådan at de ikke behøver at dreje nøglen om." Det er ikke noget, Rise Flemløse Sparekasse har talt om.

- Det har jeg ikke umiddelbart nogen holdning til. Hvem skal administrere det, og hvem skal have lånene? Vi skal selvfølgelig holde liv i alle de virksomheder, som er overlevelsesegnede. Men skal vi også holde liv i dem, som ikke er overlevelsesegnede på langt sigt?, spørger Bjarne V. Nielsen.

Politisk ansvar

Ifølge detailhandlesekspert Bruno Christensen har også de lokale politikere et ansvar, når det kommer til at holde hånden under de lokale forretninger.

- Pludselig har de fået en problemstilling tæt ind på livet, der hedder: Er byens detailhandel ved at bukke under og lukke, så står vi pludselig med nogle bysamfund i kommunen, hvor der ingen butikker er, og det giver mindre livskvalitet, og det er der ingen, der er interesseret i.

I Varde Kommune har politikerne allerede reageret og bevilget en halv million kroner til et markedsføringsbidrag, så butikkerne kan lokke kunder til, når samfundet åbner igen. De i alt 11 handelsstandsforeninger i kommunen begaves med mellem 10.000 og 112.000 kroner alt efter størrelse.

På Ærø kunne borgmester Ole Wej Petersen (S) godt forestille sig, at man vil gøre nogen lignende.

- Der er jo grænser for, hvad vi kan. Handelsstandsforeningerne kan vi godt give tilskud til noget markedsføring. Det har vi også gjort i andre sammenhænge. Så det kan godt komme på tale, siger han og kalder situationen "kedelig" for det ærøske erhvervsliv.

- Vi er specielt hårdt ramt på Ærø, fordi vi har mange små virksomheder, som er meget afhængige af turismen. Det er de erhverv, som er lukket helt ned i den her situation.

Af samme grund har borgmesteren, når han har talt med regeringen i løbet af krisen, foreslået en udvidet støtte til de områder, der er særligt afhængig af turisme.

- Mange af de pakker, der er blevet givet, er gode nok, men jeg har en frygt for, at mange af vores virksomheder simpelthen ikke kan overleve en længere periode, hvor der er lukket ned, selv om man kan få en del af midlerne, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
GOG

GOG forlænger med stregtalent

Dødsfald For abonnenter

Nekrolog: Praktiserende læge i Rudkøbing Erik Søgaard Rasmussen var aldrig bange for at tage ansvar på sine patienters vegne

Annonce