Annonce
Ærø

Busser fra Faaborg til Bøjden: Færgeleje ombygges ikke ved kommende dokning

Inga Blom Thomas (P). Foto: Martin Ytting Rask
Et flertal i Ærøs kommunalbestyrelse vedtog onsdag eftermiddag at kompensere de rejsende mellem Søby og Fynshav i den kommende periode, hvor Ellen skal i dok. I de 19 dage skal rejsende tage turen over Faaborg, hvor shuttlebusser med kurs mod Bøjden vil blive indsat.

Ærø: Når Ellen den 11. november og 19 dage frem skal i dok, skal rejsende, der skal fra Ærø til Fynshav en tur over Faaborg. Herfra vil der blive indsat shuttlebusser/-taxier mellem Bøjden og Faaborg.

Det blev besluttet på det ekstraordinære kommunalbestyrelsesmøde onsdag klokken 13, som borgmester Ole Wej Petersen (S) havde indkaldt til på foranledning af Ærø Plus.

På forhånd havde Ærø Plus foreslået at bruge de omkring 560.000 kroner på at ombygge færgelejet i Fynshav, således M/S Skjoldnæs kunne besejle ruten.

Hvis dette forslag faldt, ville Ærø Plus i samme omgang fremsætte et forslag om at kompensere de rejsende ved at betale den ekstra færgebillet mellem Bøjden og Fynshav samt at indsætte shuttlebusser for gående mellem Faaborg og Bøjden.

Men inden mødets start havde Ærø Plus, Konservative, Dansk Folkeparti og løsgænger Jens Weiss byttet om på rækkefølgen af forslaget, således den nu var i to dele.

Første del går ud på, at der ved den forestående dokning af el-færgen Ellen vil blive indsat shuttlebusser/-taxaer, informeres om muligheder for at komme fra Faaborg til Bøjden samt refusion af de rejsendes billetudgifter til færgen mellem Bøjden og Fynshav.

Anden del af forslaget lød på, at Ærø Kommune ved fremtidige dokninger af el-færgen, der varer i minimum 14 dage, skal have en plan for omstilling af færgelejet i Fynshav, så M/S Skjoldnæs kan indsættes på ruten i stedet.

Annonce

Borgmesteren stemt ned

Efter en kort præsentation af forslagene fra Inga Blom Thomas (P) var det tid til spørgsmål fra resten af kommunalbestyrelsen. Og her lagde Kaj Nøttrup (V) ud med at spørge til størrelsen på de rejsendes udgifter, som ikke stod nærmere defineret i forslaget. Det blev suppleret af en kommentar fra partikollega Lennart Mogensen (V).

- Det giver i hvert fald god mening at afsætte et beløb til det her, bemærkede han.

Flertallet bag forslaget var foruden Ærø Plus også de konservative, Dansk Folkeparti og løsgænger Jens Weiss. Og her påpegede både Ærø Plus og konservatives Mads Boeberg Hansen, at det i høj grad handler om vished for de rejsende.

- Vi vil hjælpe de rejsende nu og her, sagde han.

Borgmester Ole Wej Petersen stillede som ændringsforslag, at man kompenserede de rejsende ved at betale deres billet med den færge, som man har gjort før fra kommunens side, når færgen fra Søby mod Fynshav ikke sejlede.

Dette blev dog stemt ned af Ærø Plus, de konservative, Dansk Folkeparti og løsgænger Jens Weiss. De i alt otte kommunalbestyrelsesmedlemmer stemte efterfølgende for både første og anden del af forslaget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Balancen skal tilbage på dagsordenen

Forventningerne til dette års finanslov har været store, og det er helt naturligt, at rigtig mange har sat næsen op efter at få en bid af kagen. Vi har trods alt skiftet regering for et lille halvt års tid siden, og der blev lovet både lidt her og lidt hist i løbet af valgkampen. Der er blevet talt meget om at bringe Danmark i balance i løbet af de seneste fire år. Både den tidligere og den nuværende regering har pointeret, at det har afgørende betydning for vores samfund, at balancen findes - og den er ikke helt på plads lige nu. Derfor er signalerne fra regeringen og støttepartierne heller ikke behagelige, når vi ser på udmeldingerne efter forhandlingerne. En udligningsreform er fortsat i restordre, og det er ikke, fordi der ikke er blevet talt højt og tydeligt om behovet. Der tegner sig dog desværre et billede af, at Mette Frederiksen og hendes regering taler mindre og mindre om det, siden hun og hendes folk har indtaget ministerkontorerne. Og så er der en lille, men ikke uvæsentlig post, som heller ikke har fundet plads i aftalen: landevejsprincippet. Det står der ikke et kvæk om i aftalen, og det er ærgerligt og lidt bekymrende. Landevejsprincippet har stor betydning for en ø som Ærø. Vi har for længst kunnet konstatere, at de lavere priser uden for højsæsonen har gavnet øen, og det har gavnet alle de mennesker, som tidligere egentlig gerne har villet en tur til Ærø, men et kig ned i pengepungen har sat en stopper for besøget. Sådan er det ikke længere, og det er fint, men vi mangler fortsat det sidste skub, så vi også får højsæsonen med ind under landevejsprincippet. Ærø og mange andre danske øer vil have stor gavn af en fuld implementering af landevejsprincippet. Det vil styrke de mindre samfund og binde landet bedre sammen. Derfor er det ærgerligt, at der ikke er blevet plads til det i finanslovsaftalen. Selvfølgelig er det ikke alt, der kan klemmes ind i en finanslovsaftale. Nogle elementer må ofres, hvis andre skal have plads, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at der for eksempel også er et stærkt behov for ekstra opmærksomhed på normeringen i daginstitutionerne. Og skal der tilføres penge til det område, er der nogle områder, der må holde for. Det er et simpelt vilkår, når der skal laves en finanslov. Ind til videre er det dog et bekymringspunkt, at regeringens fokus på at bringe balance mellem landsdelene og by og land ser ud til at være sat på pause. Eller bare gemt lidt væk. Det må og kan regeringen helt afgjort gøre langt bedre.

Annonce