Annonce
Bulldogs

Bulldogs tabte på banen - men alle vandt i ishockeykamp for velgørenhed

Livgardens Tambourkorps spillede i forhallen inden kampen. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Det var en ishockeykamp med fokus på danske veteraner og soldater, da Sønderjyske gæstede Odense Bulldogs, fredag aften. Hjemmeholdet spillede i specialdesignede trøjer, der efter kampen blev bortauktioneret til fordel for Veteranhjem Odense.

ISHOCKEY: Fredag aften blev der spillet ishockey i velgørenhedens tegn, da Odense Bulldogs hjemme tog imod Sønderjyske i en propfyldt VinMedKant Arena. 2385 tilskuere var mødt op for at overvære kampen, og det var sæsonrekord.

Desværre for hovedparten af det fremmødte publikum levnede sønderjyderne ikke mange chancer til Bulldogs, der i starten af anden periode indkasserede to hurtige mål. Da gæsterne senere i perioden gjorde det til 3-0 syntes kampen allerede afgjort, især fordi hjemmeholdet ikke udnyttede sine chancer.

Kort før slutfløjtet scorede Sønderjyske til 4-0, der blev kampens slutresultat.

Bulldogs-spiller Martin Larsen, der selv er soldat ved Den Kongelige Livgarde, havde taget initiativ til et samarbejde mellem livgarden og Bulldogs. Hjemmeholdet stillede derfor op i specialdesignede trøjer i kampens anledning.

Annonce
De specialdesignede garder-trøjer var ikke nok for Odense Bulldogs, der tabte til Sønderjyske. Foto: Frederik Steen Nordhagen

Trøjeauktion

Trøjerne med klassisk livgarde-look blev bortauktioneret efter kampen, og overskuddet herfra går til Veteranhjem Odense, der er et fri- og mødested for alle veteraner på Fyn.

- Det er en stor ære at være med, og vi er glade for anerkendelsen, sagde veteranhjemmets daglige leder, Hannah Ussing, ved et sponsorarrangement inden kampen. Hun kunne samtidig oplyse, at der er 2500 veteraner på Fyn og cirka 1000 alene i Odense.

Velgørenhedsarrangementet var et krav fra Martin Larsen - med tilnavnet "Garder Larsen" - da han skrev kontrakt med Odense Bulldogs, og det glæder oberstløjtnant i Den Kongelige Livgarde, Torben Egidiussen.

- Vi er glade over, at vi har en god garder, der samtidig er professionel ishockey-spiller, og som er så glad for at være her, at han har insisteret på et arrangement mellem livgarden og Odense Bulldogs, lyder det fra Torben Egidiussen i en video på Bulldogs' facebookside.

Han fortæller samtidig, at arrangementets overskud skulle gå til noget lokalt, og derfor faldt valget altså på Veteranhjem Odense.

Veteraner i forhallen

I forhallen var der inden kampstart fyldt op med soldater, gardere og stande, hvor blandt andet Veteranhjem Odense kunne fanges til en snak.

- Det er et kanon arrangement. Vi kommer ud og viser ansigt, og folk får mulighed for at se os og kontakte os. Vi kan nemlig ikke kontakte veteranerne selv. De skal komme til os, fortalte Henrik Lægteskov, der er frivillig på hjemmet og pensioneret major. Han understregede, at hjemmet er for alle veteraner og ikke kun dem, der er skadet.

På den anden side af forhallen stod Operators Hockey Club og fortalte om deres forening - et ishockey-tilbud til veteraner.

- Det er et rigtig godt og kreativt tiltag. Og der skal lyde et stort cadeau til de sponsorer, der har gjort det muligt, at Odense kan spille i de her specielle trøjer, sagde foreningens formand, Esben Blicher, der selv er veteran efter syv år i Forsvaret. Operators Hockey Club har omkring 100 medlemmer på landsplan og har været i gang i halvanden sæson. Håbet er, at det kan inspirere flere ishockeyklubber til at oprette hold for veteraner.

Også Livgardens Tambourkorps var at finde i forhallen, ligesom de også var klar med musik på isen, inden kampen blev sat i gang.

Der var gardere og soldater ved Odense Bulldogs - Sønderjyske fredag aften. Foto: Frederik Steen Nordhagen

Gavebytte

Det var oberstløjtnant Torben Egidiussen, der kastede pucken, da kampen skulle sættes i gang.

Inden opgøret overrakte han livgardens skjold til Odense Bulldogs under det føromtalte sponsorarrangement. I bytte fik han et eksemplar af den specialdesignede trøje.

- Det er første gang, vi indgår i et velgørenhedsarrangement med en professionel sportsklub, lød det fra oberstløjtnanten, inden han tilføjede:

- Og uanset hvad der sker på isen, vinder vi alle i aften.

Bulldogs' assistenttræner Mads True kunne fortælle, at spillerne så frem til at få en gardertrøje over hovedet.

På tilskuerpladserne var der flere veteraner. En af dem var Jon Printzlau, der har været i Forsvaret i 12 år.

- Det er fantastisk med fokus på veteranhjemmet, og det er jo stort af Martin Larsen at tage initiativ til det her, sagde Jon Printzlau, der var inviteret af veteranhjemmet og aldrig før havde været til ishockey.

Aftenens hovedperson Martin Larsen spillede en afdæmpet kamp uden sine karakteristiske tacklinger.

Odense Bulldogs spiller næste kamp på udebane mod Aalborg Pirates den 18. februar.

På isen tromlede Sønderjyske Odense Bulldogs i særligt anden periode. Foto: Frederik Steen Nordhagen
I garderens bandoler hænger sabel, bajonet og taske. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Oscar Hjelt Kopp Pedersen på 10 år var soldat for en stund. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Operators Hockey Club stod klar til en snak om foreningen - et ishockey-tilbud til veteraner. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Bestyrelsesformand Thomas Hertz Andersen overrækker en af de specialdesignede trøjer til oberstløjtnant Torben Egidiussen fra Den Kongelige Livgarde. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Den Kongelige Livgardes Rom. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Odense Bulldogs - SønderjyskE. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce