ISHOCKEY: Midt i ligaholdets krise havde Odense Bulldogs direktør, Ulla Vahl-Møller, sidste arbejdsdag, mandag. Fra tirsdag skal Vahl-Møller i aktion i en helt anden branche. Hun skal således koordinere indsatsen af ambulancer og ambulancehelikoptere ved Akut Medicinsk Vagtcentral, Region Syddanmark.
- I den anledning vil vi gerne takke Ulla for den store indsats, som hun har lagt i Odense Bulldogs gennem hendes tid i organisationen. Vi har været glade for samarbejdet med Ulla og bestyrelsen kan kun sige, at vi har været yderst tilfredse med Ullas indsats, i den tid hun drevet klubben, siger bestyrelsesformand Thomas Hertz Andersen til klubbens hjemmeside.
Ulla tiltrådte stillingen som direktør i sensommeren 2019 som den første kvindelige ishockeydirektør i Danmark.
Odense Bulldogs kan i øvrigt altså i den grad bruge akut hjælp. Efter søndagens nederlag på 2-9 hos topholdet Rungsted - og en hårdt tilkæmpet sejr for Rødovre på 4-3 over Esbjerg - er sidste sæsons grumme scenarie med et misset slutspil ved at true i horisonten for fynboerne før tirsdag aftens møde hjemme med Rungsted.
Men 12 point er Bulldogs således ved at blive isoleret i bunden af ligaen - nu med 5,5 point op til Rødovre på næstsidstepladsen. Rødovre skal en tur til Herning, tirsdag aften.